Stak offer med knust flaske – 23-årig sigtet for vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter m.m.

Fremstilling i Retten i Aarhus

En 23-årig mand fremstilles i dag kl. 11.00 for Retten i Aarhus (Kannikegade). Han er sigtet for vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter og for trusler på livet. Begge dele blev begået i går kl. 12.50 på Banegårdspladsen i Aarhus.

Den 23-årige blev anholdt i går på Banegårdspladsen, hvor der var melding om slåskamp mellem to mænd. Da patruljen kom frem, fandt de hurtigt frem til de to parter på hhv. 23 og 34 år, som begge var ophidsede.

Politiets tilstedeværelse fik dog umiddelbart ikke de to til at falde ned. Efter den 23-årige blev tildelt en lussing, stak han ud efter den 34-årige med en knust flaske, som han havde fisket op af en skraldespand. Flasken ramte den 34-årige på albuen, så han fik en flænge. Han truede desuden den 34-årige på livet i betjentenes påhør. Den 23-årige blev anholdt med brug af peberspray og sigtet for grov vold og trusler på livet.

LÆS OGSÅ:  Rådhus brændte i nat

Under episoden havde den 23-årige desuden hoppet op på en bil, og været blottet forneden, så både den 34-årige og øvrige tilstedeværende har kunnet se hans køndele. Han er derfor også sigtet for blufærdighedskrænkelse og for hærværk.

Resultatet af fremstillingen vil blive lagt på Østjyllands Politis Twitter-profil.

Den 34-årige blev sigtet for vold for sin medvirken til slagsmålet.

Kommentarer