Succesen fortsætter for Rosenholm-trilogien – udgives i USA og Tyskland, og filmrettighederne solgt til Nepenthe Film

Selskabet bag filmatiseringen af “Skammerens Datter” har sikret sig rettighederne til Gry Kappel Jensens anmelderroste fantasy-trilogi om magi, mordgåder og kærlighed på kostskolen Rosenholm. Bøgerne er netop solgt til udgivelse i Tyskland og USA.

I foråret 2021 udkom Natskygge, som afrundede trilogien om fire unge piger på magikerkostskolen Rosenholm. Bogen vandt prisen som Årets danske fantasybog på Fantasyfestivalen i Esbjerg, og nu kan de mange fans af Rosenholm-trilogien krydse fingre for at opleve eventyret på det store lærred. Rettighederne er nemlig solgt til Nepenthe Film, der stod bag de succesfulde filmatiseringer af Lene Kaaberbølls Skammerens Datter.

”Vi viste med vores Skammerens Datter, at vi kunne skabe helt fantastiske magiske universer i production design og CGI med kreative kræfter herhjemme og i udlandet. Derfor så jeg med det samme visuelt scenerne for mig, da jeg læste de medrivende bøger i Rosenholm-trilogien. Og jeg er helt overbevist om, at vi vil kunne løfte det magiske univers til samme høje kvalitet,” siger Nina Lyng, producer på Nepenthe Film. ”Det som virkelig tiltrak mig ved trilogien, er, at det er en klassisk coming-of-age historie om venskab, identitet og kærlighed tilsat den helt rette dosis af magi. Det er en nuanceret ensemblehistorie, der passer virkelig godt ind i et serieunivers, og vi vil også med denne produktion lægge os i den økonomisk ambitiøse ende af det serielle marked.”Nepenthe Film teamer endnu engang op med filminstruktør Ask Hasselbalch, der stod bag ”Skammerens Datter 2 – Slangens Gave” og senest TV2’s populære julekalender ”Kometernes Jul”.

LÆS OGSÅ:  LYSTRILOGIEN af Lars Muhl

I fantasyromanerne om Rosenholm Kostskole følger vi Kamille, Kirstine, Victoria og Malou, der bliver hvirvlet ind opklaringen af en gammel mordsag, som trækker tråde til nutiden. I pigernes søgen efter at finde ud af, hvem der dræbte en ung kvinde ved navn Trine, opdager de, at mørket stikker meget dybere, end de havde kunnet forestille sig. Bogen har klare paralleller til metoo-bevægelsen, som forfatteren gerne vedkender sig:

”Trine er for mig blevet et symbol på alle de forulempede kvinder, som er blevet gjort tavse, men som nu nægter at tie stille længere,” fortæller forfatter Gry Kappel Jensen. “Trines ånd vil have, at folk skal vide, hvad der skete med hende. Hun vil have, at gerningsmanden skal stilles til ansvar. Det tema ligger i alle tre bøger, og det er fantastisk, at det nu kan komme til udtryk i en filmatisering. Jeg er både glad og helt tryg ved, at Nephenthe Film skal bære Rosenholm-universet videre ud i verden,” siger Gry Kappel Jensen.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)