Terroristernes humanitære venner

Af Lars Hedegaard.

For to dage siden afslørede israelske styrker, at Hamas brugte Shifa-hospitalet i Gaza By som base for sine terroroperationer. Under hospitalet havde terroristerne bygget en stor tunnel, hvor de kunne gemme deres våben og spærre deres gidsler inde. Israelerne har også fundet videoptagelser af to israelske gidsler, som blev slæbt ind på hospitalet, mens personalet så til. Udenfor hospitalet har israelske soldater fundet ligene af to gidsler, og tror, at det ene offer er blevet dræbt inde i bygningen.
Det kan næppe overraske, at Hamas og Gazas Hamas-styrede sundhedsministerium længe har afvist, at hospitalet i strid med krigens love bliver brugt som terror-base. Heller ikke, at de lokale sundhedsmyndigheder udsender oppustede civile tabstal, som anti-israelske medier i Vesten labber i sig.
Værre er, at internationale, såkaldt humanitære organisationer, har vist sig villige til at dække over massemorderne.
Få dage efter Hamas’s massakre den 7. oktober begyndte Fabrizio Carboni, der er Mellemøsten-chef for Røde Kors’s Internationale Komite (ICRC), at udsprede Hamas-disinformation og fortalte medierne, at Gazas hospitaler risikerede at blive omdannet til lighuse som følge af israelske krigshandlinger. Alt mens han næppe kan have været uvidende om, hvad Hamas brugte hospitalerne til.
Da de israelske forsvarsstyrker nærmede sig Shifa, påstod Carboni, at ”informationerne fra Al-Shifa-hospitalet er nedslående. Sådan kan det ikke fortsætte. Tusinder af sårede og flygtede personer og medicinsk personale er udsatte. De behøver beskyttelse i overensstemmelse med krigens love”.
Han glemte at nævne, hvordan Hamas har forbrudt sig mod krigens love ved at bruge hospitalet som base for terror og til at gemme gidsler, som ICRC har pligt til at beskytte.
Andre ”humanitære” organisationer må også have vidst, hvad der foregik, men valgte at dække over terroristerne. Således tilsluttede Verdenssundhedsorganisationen, WHO, sig presset på Israel for at lade Shifa i fred med den begrundelse, at uskyldige patienter var ved at dø.
ICRC og WHO nyder godt af vestlige bidrag. Således modtog ICRC sidste år $689 millioner fra USA, der dækker ca. en tredjedel af organisationens budget, og sidste år fik WHO over $100 millioner fra den amerikanske regering.
Sidste år gav Danmark DKK 690 millioner til Internationalt Røde Kors, og regeringen har netop bevilget 50 millioner til den ”humanitære” indsats i Gaza og på Vestbredden, selvom den må vide, at pengene normalt går til alt muligt andet end nødhjælp.
Det er ikke faldet regeringen ind at spørge de internationale humanitære organisationer, hvorfor de ikke har protesteret mod palæstinensisk terror og Hamas’s gidseltagninger. Det var vel i grunden deres pligt ifølge de internationale konventioner, men når ofrene er jøder, gælder der helt særlige regler.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)