Tibetsagen lugter fælt af magtmisbrug og ansvarsforflygtigelse

”Få lige styr på de tibetanere dér, kom!… Tag flaget fra dem, kom!” – således lød ordren over politiets radiokommunikation, da menige betjente i forbindelse med et kinesisk statsbesøg i København den 15.06. 2012 fik besked på at gribe ind i fredelige tibetdemonstranters ytrings-og forsamlingsfrihed.

Dermed brød ordensmagten den danske grundlov og krænkede den grundlovssikrede ytrings-og forsamlingsfrihed. I dette tilfælde for tibetdemonstranter, som på ingen måde kunne hævdes at udgøre en sikkerhedsrisiko for den kinesisks statsdelegation. Senere kunne daværende statsminister Helle Thorning Schmidt fejre underskrivelsen af en dansk-kinesisk handelsaftale til en værdi omkring 18. milliarder kr. 

Spørgsmålet er så, om politiledelsen mon handlede på egen hånd? Om politiet selv skulle have taget initiativ til dette grundlovsbrud – eller om topembedsmænd og ansvarlige politikere havde ansvaret? ”Ingen politikere eller topembedsmænd har gjort noget, som de ikke må”, har Søren Pape (K) udtalt i egenskab af politisk ansvarlig for den nu genindsatte Tibetkommission. Det er der vist i dag ikke mange, som tror på, selvom den første Tibetkommission ikke kunne placere ansvaret hos andre end to nu suspenderede mellemledere i Politiet. Senere kom det frem, at både Statsministeriet og Udenrigsministeriet havde slettet backup-systemer med relevante mails for Tibetkommissionens arbejde og at sporene fra disse myndigheders komprimeringssystemer formentlig også er fjernet. Tibetkommissionens beretning fra december sidste år kunne dog konkludere, at beslutningen om politiets indgreb i den grundlovssikrede ytrings- og forsamlingsfrihed blev truffet på baggrund af en ”særlig atmosfære”, som Udenrigsministeriet og PET havde skabt, ifølge hvilken den kinesiske delegation under ingen omstændigheder måtte tabe ansigt under besøget i København. Hvis man altså ville have handelsaftalen med kineserne.  

Nu har en pensioneret vicepolitikommissær så onsdag til Tibetkommissionen udtalt, at politiets indgreb i ytrings- og forsamlingsfriheden for tibetdemonstranter går længere tilbage til tiden omkring 2002 og at ansvaret kan placeres hos Udenrigsministeriet, der formulerede en klar anmodning om at skærme tibetdemonstranter fra kineserne og knægte demonstranternes frihedsrettigheder. Iflg. tidligere vicepolitikkommissær Henning Peter Dahl stod det i en tidlig udgave af en såkaldt politimæssig operationsbefaling: ”Der stod, at vi efter anmodning fra Udenrigsministeriet skulle sikre, at kortegen ikke kom forbi negative demonstranter” – udtalte den tidligere betjent under vidneansvar og tilføjede: ”Det gav anledning til, at vi snakkede om, at med den formulering må det være politisk afstemt, at vi skulle sikre, at der ikke var negative demonstranter”.  Al sandsynlighed taler altså for, at topembedsmænd og ansvarlige politikere havde ansvaret for dette misbrug af ordensmagten til at knægte fredelige tibetdemonstranters ytrings- og forsamlingsfrihed og dermed bryde Grundloven. Men beviserne er fjernet og man straffer derfor kun de små fisk, som i denne skandalesag udgøres af to suspenderede mellemledere i Politiet. 

I tibetsagen var ordensmagtens indgreb i ytrings-og forsamlingsfriheden motiveret af politiske magthaveres økonomiske interesser. 

Andre steder i Europa motiveres indgreb i ytringsfriheden af politisk korrekte magthaveres særhensyn til (og frygt for) aggressive elementer i de muslimske parallelsamfund, som man f.eks. ser det i engelske rets-og politimyndigheders uretfærdige forfølgelse af ytringsfrihedsaktivisten Tommy Robinson. Eller etablerede politiske magthavere søger misbrug af ordensmagt og retssystem til indgreb imod besværlige politiske modstandere, som vi ser det i Tyskland, hvor kræfter i CDU og SPD for tiden ønsker at bruge efterretningstjenesten som politisk instrument imod det EU- og indvandringskritiske parti AfD. Fyringen af Hans Georg Massen som leder af den tyske efterretningstjenste, Verfassungsschutz, viser også tyske politikeres magtvilje til at straffe embedsmænd, der ikke vil lade sig bruge politisk. 

Tibetsagen lugter fælt af politisk magtmisbrug og ansvarsforflygtigelse væk fra ansvarlige politikere og topembedsmænd og over til små fisk og mellemledere i Politiet. 

Hvad kan vi så lære af Tibetsagen? Vi kan bl.a. indstille os på at skulle bekæmpe mere af den salgs i fremtiden og så håbe på at de små fisk og menige i ordensmagten fremover vil nægte at udføre ordrer, hvorefter de skal gribe ind i ytrings-og forsamlingsfriheden, og at de vil forlange skriftlige og umisforståelige ordrer, hvis de bliver bedt om det igen. I det mindste for at dække en vis legemsdel.