Ubudne gæster sigtet for færdsel på gammelt skib

Søndag aften kl. 23.37 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der befandt sig en gruppe ubudne gæster på et gammelt skib, der lå til ophug i Grenaa Havn.

Anmelderen havde fået kendskab til personernes tilstedeværelse på det gamle skib, da der var gået flere alarmer fra skibet i forbindelse med de i alt syv personers færden på stedet.

En patrulje blev sendt til havnen, hvor skibet lå til ophug, men ved politiets ankomst dertil var alle personerne forsvundet. Politiet havde dog held til at finde frem til personerne kort tid efter, da de alle kørte til en adresse i Trustrup.

Her blev de syv personer – tre danskere og fire tyske statsborgere – modtaget af politiet og gjort bekendt med, at det ikke var tilladt at gå rundt på skibene, hvilket der også tydeligt var skiltet med. De tre af dem blev derfor – efter en konkret vurdering af sagen – sigtet for at have begået husfredskrænkelse.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)