Den 31-årige rejste ind i Danmark i forbindelse med evakueringen fra Afghanistan i august.
Den 24. august 2021 landede en 31-årig mand i Københavns Lufthavn, efter han via de danske myndigheder var blevet evakueret fra Afghanistan.
Den pågældende havde dog et forbud mod at indrejse i Danmark, og han blev derfor anholdt af Københavns Politi umiddelbart efter ankomsten. Han har siddet varetægtsfængslet siden.
Manden er nu blevet tiltalt ved Københavns Byret for overtrædelse af udlændingelovens § 59 b, stk. 2, ved at indrejse i strid med indrejseforbuddet.
Indrejseforbuddet blev tildelt den 31-årige, da han i 2017 af Retten i Roskilde blev straffet med seks måneders fængsel for brandstiftelse. Det er gældende frem til den 1. februar 2023.
Københavns Politi nedlægger i forbindelse med sagen påstand om udvisning på ny og et nyt indrejseforbud gældende i mindst seks år.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)