Den offentlige folkeskole er i krise. Folkeskolelærernes faglighed og elevernes uddannelsesniveau fortsætter med at falde. Eleverne siver til frie grundskoler. Lærerne vælger folkeskolen fra. Inklusionen ødelægger miljøet i klasserne. Det helt grundlæggende problem med den danske folkeskole er, at der er sket et dannelsestab, et fagligt tab og et tab af disciplin. Den seneste Pisa-undersøgelse viser et faldende fagligt niveau i både dansk og matematik.
Folkeskolen er første led i den uddannelsesmæssige fødekæde, og konsekvenserne af den katastrofale tilstand i folkeskolen kan tydeligt ses i resten af uddannelsessystemet. En præstationsforskrækket og uambitiøs socialdemokratisk taberkultur, som politikerne på begge fløje har opbygget i undervisningssystemet, betyder, at alt for mange ukvalificerede optages på universiteterne, fordi for mange ukvalificerede kommer i gymnasiet. Og det skyldes igen, at undervisningsniveauet er for lavt i fødekædens første led – folkeskolen.
Fagligt og dannelsesmæssigt kollaps
Den herskende rundkredspædagogik og socialdemokratisk fagforeningskultur har ødelagt respekten for basale færdigheder i skolen. I stedet for at give eleverne brugbare kundskaber har de røde reformpædagoger siden 1970’erne set som deres mission at gøre eleverne til lykkelige og harmoniske mennesker med ”kulturel forståelse og globalt udsyn”. Skolerne har nedlagt det klassiske skema, slået fagene sammen og kører primært projektundervisning. Danske skolebørn skal i dag mestre det ”agile”, kunne operere ”tværfagligt”, samt lære at blive tolerante, konfliktnedtrappe og placere sig i kønsdebatten.
Problemet med folkeskolen er, at konkrete færdigheder skal vige for højtflyvende læringsmål og smarte kompetencer. Det er i sin essens roden til de problemer, der har fået folkeskolen til at bevæge sig meget langt væk fra det, den engang var så god til: At lære børnene konkrete færdigheder og gøre dem til dannede mennesker. Det kan derfor ikke undre, at danske skoleelever klarer sig middelmådigt i internationale undersøgelser. Mange af de elever, som gymnasierne modtager fra folkeskolen, kan ikke læse, skrive eller regne på et brugbart niveau. Antallet af dumpede i dansk og matematik er steget fra 8,6 pct. i 2016-2019 til 11,5 pct. i 2023. Det siger sig selv, at at dumpe i de to nøglefag kan gøre det svært at komme videre i livet og uddannelsessystemet.
Den danske folkeskole er efterhånden blevet en pølsefabrik, der udklækker funktionelle analfabeter. Over 600.000 voksne danskere mangler basale færdigheder i dansk og matematik, og 1 mio. voksne mangler digitale færdigheder på basalt niveau. Det er på alle måder et nederlag for det danske samfund, hvor toppolitikere og ledere i årtier har talt om behov for at ruste flere til uddannelse og til at blive en aktiv del af arbejdsmarkedet.
Alle danske børn skal være lige dumme
Folkeskolen er blevet et instrument for socialdemokratisk ligemageri, der er et mål i sig selv, i stedet for at være en dannelses- og oplysningsinstitution. Folkeskolen er udmærket for de gennemsnitlige, fordi det danske undervisningssystem hylder principperne om, at ”Hvad ikke alle kan lære, skal ingen lære” og ”Hvis alle ikke kan blive lige kloge, skal alle være lige dumme”. De røde reformpædagoger har sat fordummelsen i system og uddanner elever efter laveste fællesnævner. De har afskaffet elevernes lektier og hjemmearbejde, de laver forsøg med karakterfri skoler og advarer om, at det vil skabe tabere i skolen, hvis der bliver stillet krav til eleverne. Alle er dygtige! Når talen falder på mangel på færdigheder og viden hos eleverne, er pædagogernes standardsvar ”Men så kan de så meget andet…”.
Reformpædagogernes hetz mod ”den sorte skole” har medført en nedvurdering af elementær viden om historie, samfundsforhold, kulturhistorie, naturvidenskab, klassiske dannelsesidealer og traditionelle dyder som respekt for faglighed. Flere generationer i Danmark har lidt et massivt dannelsestab, fordi der er mere fokus på folkeskolen som et socialpolitisk redskab end som dannelsesinstitution. Til gengæld oversvømmes børn med ”ansvar for egen læring”, gruppearbejde og krav om at ”innovere”. Kravene er enorme og ofte helt ude af trit med børnenes udviklingstrin. Eleverne bliver mødt med abstrakte krav om at styre gruppeprocesser, forhindre mobning, klare integrationsopgaven eller løse gåden om sult i verden. De skal kunne forholde sig til problemer, de fleste voksne ikke ser sig i stand til at løse.
Miseren drives af lærerne, som efterspørger nye spændende projekter, der kan genskabe deres personlige arbejdsliv i nye rammer. De sætter derfor ”fremtidens skole” i søen med jævne mellemrum. Ofte uden at skele til de erfaringer, der har været gjort med lignende projekter, hvor skolen er blevet nedbrudt og genfortalt på en ”ny og innovativ måde”. Og eleverne forsøger at følge med, så godt de kan.
Det går ned ad bakke med lærernes faglighed
Gode skolelærere har stor indflydelse på børnenes tilknytning til arbejdsmarkedet, på uddannelse og på løn. Ifølge OECD er danske lærere væsentligt dårligere til at læse, til matematik og til problemløsning end lærerne i de lande, som Danmark plejer at sammenligne sig med. Læreruddannelsen i Danmark er en fiasko. Mange studerende kommer igennem uddannelsen med en ”ringe studieindsats”. De studerende bliver ikke mødt med tilstrækkeligt høje krav, fordi der mangler en ambitiøs læringskultur, og læreruddannelsen kan ifølge de studerende klares ved at læse 15 timer om ugen. Det beskedne karakterkrav på læreruddannelsen sender et forkert signal og tiltrækker de forkerte ansøgere.
Mens lærere tidligere blev rekrutteret fra befolkningens intelligensreserve, er lærerstuderende de sidste 20-30 år blevet rekrutteret blandt unge, der har svært ved at blive optaget på andre uddannelser. Antallet af de dygtigste gymnasieelever, der vælger at blive lærer, er faldende. I 1997 gennemførte 8 pct. af de 5.000 bedste studenter en læreruddannelse, i 2011 var det blot 2 pct. Andelen af nyuddannede lærere med de ringeste karakterer er på 25 år steget fra 20 til 30 pct., mens andelen, der kommer fra den bedste fjerdedel, er faldet fra 20 til 15 pct.
Skolelærer er blevet et lavstatusfag, som mange erfarne lærere søger væk fra, alt imens de erstattes af unge uden erfaring og de rette kompetencer. Man estimerer, at 15.000 læreruddannede arbejder andre steder end i folkeskolen. Af de ca. 2.000 nyuddannede lærere fra 2018 arbejdede 1.200 i folkeskolen umiddelbart efter endt uddannelse. Tre år senere var kun 960 fortsat i folkeskolen. Tallet var 900 efter fem år. Det er godt 80 pct. af alle danske skoleelever, der går i folkeskolen. Derfor er det bemærkelsesværdigt, at ca. 40 pct. af de nyuddannede lærere helt fra starten vælger folkeskolen fra. Størstedelen af de lærere, der har forladt folkeskolen, men som stadig er i undervisningssektoren, er ansat i private grundskoler. Hvor det i 2012 blot var hver tiende, er det i dag hver sjette underviser i den danske folkeskole, som ikke har en læreruddannelse.
Grundskolen er opdelt i et A- og B-hold
Siden årtusindskiftet er grundskolen blevet stadig mere opsplittet i forhold til forældrenes etniske herkomst, uddannelsesmæssige baggrund, indkomst og offentlige forsørgelse. Den offentlige folkeskole er blevet et samlingssted for et B-hold bestående af ressourcesvage og fattige børn til lavuddannede, mens de højtuddannede sender i stigende grad deres børn til privatskoler. I 37 kommuner går mere end hver femte elev i en fri grundskole. I 2007 gjaldt det kun for 10 kommuner. I 2021 gik 19,2 pct. af danske skoleelever på en friskole eller privatskole, hvilket er en stigning på 5,2 pct. over ti år. De højtuddannede fravælger folkeskolen på grund af manglende værdigrundlag, faglighed og evne til at opretholde disciplin samt det store antal utilpassede elever med muslimsk baggrund, som ødelægger skolemiljøet. De ønsker ikke, at deres børn skal være en del af velfærdsstatens socialpolitiske eksperiment.
Socialdemokraterne og deres røde støttepartier nærer en dyb skepsis over for ideen om, at forældre frit skal kunne vælge, om de vil sende deres børn i en folkeskole eller benytte friskoler og privatskoler. Den røde skepsis over for private skoler forhindrer dog ikke røde politikere at melde deres børn ind på privatskoler. Både Pia Olsen Dyhr (SF), Helle Thornings-Schmidt (S) og den nuværende statsminister Mette Frederiksen (S) har flyttet deres børn fra folkeskole til privatskole, selv om de alle har promoveret folkeskolen.
De riges skoler er fagligt bedst
Tendensen til, at overklassens og den højere middelklasses børn går i private skoler, er den samme i hele landet. Forældre til elever på frie grundskoler har typisk en højere indkomst, ligesom de oftere har en videregående uddannelse og sjældnere er enlige forældre. Blandt eleverne i første klasse gik 18 pct. på privatskole i 2019, mens dette tilbage i 2009 kun gjaldt 13 pct. Andelen af forældre med ikke-vestlig baggrund i de frie grundskoler er faldet siden 2010, mens den er steget på folkeskoler. Når de riges skoler er fagligt bedst, skyldes det bl.a., at nyuddannede lærere med høje karakterer bliver fortrinsvis ansat på de ressourcestærke private skoler. Nyuddannede lærere, der klarede sig relativt dårligt i gymnasiet, bliver derimod ansat på de ressourcesvage folkeskoler. Folkeskolen er således ikke længere det, som den har skullet hidtil – at være den almene brede ”folkets” skole, hvor danskerne møder hinanden på tværs af sociale grupper.
Undervisningseffekten eller løfteevnen er et mål for, hvor meget de enkelte skoler er i stand til at gøre eleverne i afgangsklasserne fagligt dygtigere sammenlignet med, hvad man kunne forvente i forhold til deres forældres baggrund – bl.a. uddannelsesniveau, indkomst og beskæftigelse. Hvad det angår, gør privat- og friskoler eleverne fagligt dygtigere end folkeskoler. Det skyldes i vid udstrækning, at forældre, der vælger disse skoler, er mere engagerede i deres børns skole og undervisning og derfor i højere grad hjælper med til at ”løfte” eleverne fagligt. Sammen med lærernes kvalifikationer, er forældrenes opbakning til elevernes skolegang det, der har den største betydning for elevernes udbytte af skolen.
Utilpassede elever ødelægger undervisningen
Børneopdragelsen i det socialdemokratiske velfærdssamfund er uden grænser, regler og struktur. Forvirrede og passive forældre har skabt en generation af skrigende yngel, der ikke evner at opholde sig i det fælles rum, hvilket forklarer det ekstrem dårlige miljø i klasserne. Manglen på opdragelse betyder, at børnene er små egocentrerede mennesker, som kun går efter deres egne behov uden at rumme den nødvendige empati, der gør, at man kan indgå i et fællesskab med andre. De utilpassede unge, som folkeskolen optager, har derfor ingen respekt for læreren, de tager ikke hensyn til andre, og de ved ikke, hvordan de skal gebærde sig i skolen. De er ikke hjemmefra opdraget til at vise autoriteterne (lærerne) og de øvrige elever den respekt, der er nødvendig for at få et samarbejde til at lykkes, så skolegangen giver et acceptabelt resultat.
Det bliver ikke bedre af, at lærerne ikke formår at skabe ro og tryghed i skolen, fordi de løser konflikter med den bløde inddragende form. De bruger så megen tid på at kalde til ro og orden, gentage beskeder, mødes med forældre til utilpassede unge og gå til møder med socialrådgivere, at de ikke har tid til at komme rundt om pensum eller til at undersøge den enkelte elevs faglige niveau, behov og muligheder.
Indvandringen ødelægger folkeskolen
Indvandringen fra især muslimske lande påvirker fagligheden i det danske skolesystem. Antallet af 15-årige børn af efterkommere fra ikke-vestlige lande er vokset med 142 pct. fra 2015 til 2023. Andelen af elever med indvandrerbaggrund i det danske skolesystem er i dag 10,7 pct. For alle fag gælder det, at der blandt elever fra ikke-vestlige lande er markant færre højt præsterende og langt flere lavt præsterende. Mere end 40 pct. af eleverne fra ikke-vestlige lande er lavt præsterende mod 16-17 pct. blandt etnisk danske elever. Den store internationale læseundersøgelse Pirls viste i foråret, at 37 pct. af de danske elever i fjerde klasse ikke altid taler dansk derhjemme. De klarer sig som gruppe markant dårligere end elever, der altid taler dansk derhjemme.
På skoler med en høj andel af muslimske elever er der mange kulturelle konflikter, vold og sammenstød mellem danske og muslimske børn. Grundet mangelfulde danskkundskaber sløver de muslimske indvandrerbørn undervisningen og udfordrer den sociale sammenhængskraft i klassen. Her kommer den meget bløde danske pædagogik til kort. På disse skoler er der talrige vigtige emner, som lærerne må opgive at undervise i, fordi konfliktpotentialet er for stort. Det kan være alt fra Muhammed-krisen til ytringsfrihed til lgbt+-rettigheder til Israel-Palæstina. Dermed udfordres elevernes islamiske normer og narrativer, som de har med hjemmefra, ikke tilstrækkeligt af folkeskolens demokratiske ditto.
På skoler med en høj andel af muslimske elever er der desuden massive problemer med negativ social kontrol. De muslimske elever agerer ”haram-politi” og udfører religiøs kontrol af hinanden. Der bliver holdt øje med, hvem der faster. Hvem der spiser svinekød. Og sågar hvem, der drister sig til at have nissehue på. Denne negative sociale kontrol fører til mistrivsel og hyppige konflikter mellem eleverne. Der hersker også en muslimsk macho- og æreskultur, som gør, at skolemiljøet er præget af kulturkampe og et stærkt gengældelsesprincip, der gør, at konflikter fortsætter og eskalerer.
De seneste år har skoler på skift gået bodsgang med offentlige historier om muslimsk vold mod børn og lærere. Det gælder Mou Skole i Nordjylland, Harrestrup Å Skole i Valby, Lindegårdsskolen i Lyngby-Taarbæk, Langagerskolen og Stensagerskolen i Aarhus, Ådalskolen i Esbjerg, Skolen i Charlottegården, Guldberg Skole, Blågårds Skole i København samt Borup på Sjælland. På disse skoler har man været vidner til et institutionelt og dannelsesmæssigt kollaps.
Inklusionen skader middelklassens børn
Den fejlslagne inklusion i den danske folkeskole er til stor skade for både de almindeligt fungerende elever og eleverne med særlige behov. Det er ikke ualmindeligt, at der i en klasse sidder 27 børn med forskellig etnicitet, på meget forskellige læringsstadier og med forskellige diagnoser, og at der bare er én lærer til at styre løjerne. Det er primært inklusionselever (de såkaldte gråzonebørn) og de muslimske indvandrerbørn, der larmer og ødelægger det for andre i klassen. Det dårlige undervisningsmiljø er årsagen til det chokerende højt fravær blandt folkeskoleeleverne. I skoleåret 2018/2019 var 14,2 pct. – svarende til ca. 75.000 elever – fraværende i mindst én måned.
Det stigende antal børn med diagnoser udfordrer skolesystemet og er en menneskelig katastrofe for de børn, der ikke længere får den nødvendige støtte, fordi det er der ikke råd til i det danske velfærdssamfund. I de almindelige 7. og 9. klasser får hver femte elev specialpædagogisk støtte eller har ifølge deres lærere behov for det. Det er en stigning på 33 pct. i forhold til 2015.
I inklusionsdebatten hører man ofte udsagnet ”vi skal lave en skole, der passer til de børn, som kommer”. Der kunne umiddelbart være fornuft i det, men problemet er, at man sætter den laveste fællesnævner for skolen. Folkeskolen tilpasses med andre ord til de særligt udfordrede elever og ikke til middelklassens børn. Det er derfor ikke middelklassens normer og værdier, som sætter dagsordenen i skolen.
Samtidig med, at utilpassede elever får lov til at ødelægge undervisningen, svigter skolen de højtbegavede elever. De opfattes som problembørn og sendes til en psykolog. Den nye politiske aftale om højtbegavede børn i skolen giver ganske vist skoler og kommuner bedre mulighed for at igangsætte relevante undervisningsaktiviteter målrettet højtbegavede elever, men chancerne for succes må betegnes som dårlige, fordi høj begavelse ser man ned på i jantelovens land.
Generationer af drenge tabes på gulvet
Forskellen mellem pigers og drenges præstationer og karaktergennemsnit i folkeskolen bliver større år for år og slår igennem i hele uddannelsessystemet. Der er i dag flere kvinder, der tager en lang videregående uddannelse end mænd, samt færre unge mænd end kvinder, der får en ungdomsuddannelse. Kønsforskellene betyder et samfundsmæssigt tab, fordi de slår gennem på arbejdsmarkedet, hvor man i dag mangler teknikere, ingeniører og faglærte håndværkere.
Miseren skyldes, at den danske folkeskole er indrettet på pigernes præmisser. I den danske folkeskole er andelen af kvindelige lærere ca. 70 pct. og svagt stigende. Der er meget, der tyder på, at den stigende andel af kvindelige lærere hæmmer drengene. De kvindelige lærere belønner de elever, der accepterer at indordne sig og stille læreren tilpas. Det er piger typisk bedst til. Drenge har derimod brug for saglighed, fokus på dygtighed og stræbsom konkurrence, men det får de ikke i den feminiserede skole, der leverer succespædagogik – alle er dygtige, fordi et barn ikke må lide et nederlag. De fleste kvinder er mere fokuserede på relationer mellem mennesker end mænd. Kvindelige lærere fokuserer derfor mere på elevernes sociale relationer samt følelsesmæssigt velvære og mindre på undervisningens faglige indhold. De baserer undervisningen på at opbygge sociale relationer til eleverne, hvilket pigerne gerne vil leve op til. Det vil drengene ikke.
Dårlig kvalitet belønnes med øgede bevillinger
Dårlige resultater får ingen alvorlige økonomiske konsekvenser for de offentlige folkeskoler. Forskning i kommunernes økonomistyring viser en klar tendens til, at folkeskoler med vigende elevsøgning ikke får nedjusteret deres bevilling tilsvarende. Forskning viser også, at politikerne faktisk har en privatøkonomisk interesse i at give flere penge til skoler, der leverer dårlige resultater. Da politikerne ønsker at blive genvalgt ved det kommende valg, er det i deres interesse at vise handlekraft, og det mest nærliggende er at sende flere penge, selv om der findes solid evidens for, at flere penge ikke er løsningen på problemerne på skoler med dårlige resultater. De øgede bevillinger sikrer, at politikerne kan sige til de utilfredse vælgere, at de har gjort ”noget”, og at de dermed ikke har ansvaret for de dårlige resultater. Konsekvensen bliver, at der ikke kommer noget økonomisk pres på skolerne for at rette op på resultaterne. Tværtimod får skoler med dårlige resultater øgede ressourcer og dermed nærmest en slags belønning.
Folkeskolereformen af 2013 var en dundrende fiasko
Folkeskolereformen af 2013 blev vedtaget, fordi folkeskolen havde brug for et massivt løft. Dengang havde 15 pct. af eleverne ikke tilstrækkelige læsekompetencer og 17 pct. forlod skolen uden tilstrækkelige matematikkompetencer. Kun 5 pct. blev vurderet til at være stærke læsere, og mange elever blev henvist til specialundervisning. Skolen formåede heller ikke at bryde den negative sociale arv.
Målet for 2013-reformen var, at mindst 80 pct. af eleverne skulle være gode til at læse og regne i de nationale test. Undersøgelser af folkeskolereformens effekter viser imidlertid, at danske skoleelevers evner i dansk og matematik er blevet markant dårligere. Det er især et stort problem, at hvert sjette barn forlader folkeskolen uden basale færdigheder i matematik. Der er jo mange uddannelser, som ikke kan gennemføres uden et minimum af matematikevner, og det samme gælder også for nogle erhvervsuddannelser. De ringe matematikkundskaber vanskeliggør realiseringen af ønsket om at få flere ind på de naturvidenskabelige- og andre uddannelser, der forudsætter matematisk indsigt.
Den nedslående konklusion er, at 2013-reformen ikke har haft nogen nævneværdig effekt. Hverken på elevernes faglige resultater eller trivsel. Her i starten af 2025, tolv år efter at 2013 reformen blev vedtaget, står den danske folkeskole med præcis de samme udfordringer som dengang.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)