Venstrefløjen i de vestlige lande udgør en af de største trusler mod ytringsfriheden

Siden Hamas´angreb på staten Israel 7. oktober sidste år, har utallige pro-palæstinensiske demonstrationer hjemsøgt gaderne i de europæiske storbyer. Det fælles kampråb : ”From the river to the sea – Palestine will be free” har tilsvarende gjaldet unisont fra de arabiske demonstranter og deres venstreorienterede hangarounds. Der er efterhånden udbredt enighed om, at kampråbet dækker over et ønske om ikke bare at udslette Israel fra landkortet, men tillige at udslette alle jøder.

I en tid, hvor hate speech efterhånden er blevet kriminaliseret i de fleste vestlige lande (herhjemme ved den frygtelige krænkelsesbestemmelse i straffelovens § 266b, den såkaldte racismeparagraf), skulle man derfor tro, at ”From the river to the sea…” ville være omfattet af de respektive landes hate speech-lovgivning, men jeg har ikke kunnet finde eksempler på, at pro Hamas/Palæstina demonstranter endnu er blevet dømt for at true jøderne med udslettelse. Dette til trods for, at flere af de lande vi normalt sammenligner os med, har travlt med at stramme deres lovgivning på området og begrænse borgernes ytringsfrihed: Tyskland, Skotland – ja selv Frankrig har eller er ved at stramme deres hate speech love.

Det mest groteske eksempel kommer selvfølgelig fra Canada, hvor landets bizarre premierminister, Justin Trudeau, i disse måneder barsler med et nyt massivt øksehug i canadiernes ytringsfrihed, den såkaldte ”Online Harms Act”, der bl.a. kan give fængsel på livstid til personer, der på nettet advokerer for eller promoverer folkedrab.

Lovforslaget omfatter også mindre “hadforbrydelser”, der bl.a. defineres som onlinetale, der “sandsynligvis vil anspore til afsky eller bagvaskelse” på grundlag af race, religion, køn eller andre beskyttede kategorier.  Mest foruroligende, ja nærmest Orwellsk, er kriminalisering og strafbelæggelse af forbrydelser, der endnu ikke er begået og som kun findes i ”offerets” fantasi:

Hvis nogen “frygter”, at de muligvis kan blive offer for en hadforbrydelse, kan de bringe deres bekymring for retten, som så kan indkalde den potentielt fremtidige ”gerningsmand” til en slags forebyggende straffesag. Finder dommeren, at det potentielle offers frygt er “rimeligt begrundet” (hvordan det så skal kunne lade sig gøre), skal den tiltalte tiltræde en såkaldt “anerkendelse”, som ikke blot er ikke blot et løfte om at afstå fra at begå hadforbrydelser, dommeren vil efter ”The Online Harms Act” have beføjelse til at sætte den tiltalte i husarrest eller under elektronisk overvågning og beordre vedkommende til at afholde sig fra alkohol og stoffer. Afviser den tiltalte at tiltræde denne “anerkendelse”, kan han idømmes 12 måneders fængsel.

Hermed har Justin Trudeaus Canada gjort et så massivt indhug i de frihedsrettigheder, der bærer et  demokrati, at man med stor ret kan betegne Canada som en semi-totalitær stat. For hvem er det lige, der skal beskyttes? Påfaldende nok nævner Online Harms Act specifikt holocaustbenægtelse som eksempel på en strafbelagt forbrydelse (sic!), men åbenbart er beskyttelsen af jøder kun retrospektiv: for at vende tilbage til begyndelsen, så er der intet, der tyder på, at canadiske jøder kan støtte ret på Online Harms Act i forhold til de mange hadefulde og slet skjulte trusler mod deres liv fra pro-Hamas/Palæstina aktivister. Og det skyldes grundlæggende den iboende overbevisning hos store dele af venstrefløjen, at den ikke bare har ret, den er også er god. Dette i kombination med venstrefløjens bestræbelser på at lade staten blande sig i og regulere alle dele af menneskelivet, skaber en væsentlig del af de indgreb i borgernes (ytrings)frihed, vi oplever i disse år.

The Online Harms Act er udelukkende sat i verden for at udbygge statens kontrol med borgerne, men naturligvis i ”det godes” tjeneste – og det er derfor ingen jøde vil kunne støtte ret på The Online Harms Act , fordi Israel er ond, og de palæstinensere og venstreorienterede demonstranter, der råber ”From the river to the sea” tilhører ”de gode”.

The Online Harms Act er i al sin totalitære og undertrykkende natur alene sat i verden for at skærme venstrefløjen mod ”de andre”, for skåret til benet er det ikke helt forkert at påstå, at det på lange stræk er selvfedmen og selvgodheden hos venstrefløjen i kombination med deres latente hang til totalitarisme, der udgør en af de største trusler mod borgernes ytringsfrihed i Vesten.