Vestens plantebaserede elite fortsætter kampen imod det omskiftelige vejr 

Af Jannich Kofoed, bestyrelsesmedlem i Trykkefrihedsselskabet.

Journalisterne er lydige papegøjer for den grøntgnaskende overklasses dommedags-propaganda, som forlanger selvplageri af de lavere klasser i såvel Danmark som Indien.

For et par uger siden faldt jeg ned fra en wienerstige. Jeg prøvede desperat at nå off-knappen på min transistorradio med min støvlesnude for at afslutte den vedholdende strøm af varm luft, som Danmarks Radios pludrende journalister udpustede morgen efter morgen i deres maniske forsøg på at gøre reklame for den internationale klimakonference i Glasgow, COP 26. Da jeg véd, at der ingen redning er at finde hos BBC World, som er endnu værre end DR, og efter DF’s vellykkede bondeoprør imod Radio 24Syv, begyndte jeg at lytte til Laurence Rees’ ”Hitler and Stalin” på Audible. Det handlede ganske vist også lidt om vejret, men ikke om global opvarmning – tværtimod: Vinteren 1941-42 var den hårdeste i Europa i det 20. århundrede og bidrog med sine 30-40 minusgrader til at standse Hitlers 4. Armé foran Moskva. 

Jeg ved ikke, hvad CO-2 niveauet var dengang; Greta Thunberg, som ifølge sin mor har øjne, der kan se CO-2, var ikke på de kanter, men det er også lige meget, for ingen har endnu overbevisende kunnet påpege den nøjagtige årsagssammenhæng mellem kuldioxid og jordklodens temperatur: hønen og ægget, du ved… 

Dengang det var dejlig varmt

Det ville i øvrigt have klædt DR i alsidighedens navn at tage f.eks. den eller andre berettigede spørgsmål op til behandling. 

Jeg ville da gerne høre P1-journalisterne kaste lidt lys over den romerske varmeperiode, år 100-400, hvor man dyrkede vin i Nordengland, og den næste, den middelalderlige varmeperiode fra 950 til 1250, hvor Erik Den Røde gik og gassede sig på Grønlands solbeskinnede kyst, mens får og beder omkring ham sprang, og hvor den lokale smeds esse var det nærmeste, man kom til et kulfyret kraftværk. Eller nogle bud på, hvorfor det dejligt varme vejr, som alle var glade for, også isbjørnene, blev afløst af Den Lille Istid fra ca 1300 til 1850? – Som i øvrigt blev periodisk afbrudt af mere lune perioder. Hvad med et nysgerrigt 25 års tilbageblik, til dengang hvor flere af de samme eksperter, som i dag bebuder vores svedige undergang, advarede imod en tænderklaprende istid?

Må vi ikke en dag høre lidt om de teorier, fremført af højt respekterede videnskabsmænd og -kvinder, der hælder til forklaringer som cykliske forandringer i solens bestråling, vulkanudbrud, ændringer i oceanernes havstrømme og variationer i jordens omdrejningsbaner? 

”De mægted ej det mindste Blad…”

Men da de færreste jordboere tror, at det står i menneskehedens magt at ændre på den slags inden for en overskuelig fremtid, så kunne en fri diskussion måske at nære en uvelkommen, men velbegrundet skepsis over for håbet om, om COP 78 på ferieresorten Den Glade Klapmyds i Nuuk i 2093 kan gøre noget ved Golfstrømmen eller vulkanudbruddene. Og det ville berøve COP 26 i Glasgow sin opblæste selvhøjtidelighed og opstyltede sentimentalitet og falske medfølelse for Den Ædle Vilde. 

Jeg tvang mig selv til at se nogle Youtube-klip fra COP 26, og det skortede ikke på nationaldragter og eksotiske hovedbeklædninger lavet af konkylier, elefantnumsehår og farvestrålende glasperler, båret i dagens anledning af selvsikre og veltalende talsmænd og -kvinder fra fjerne øsamfund, som krævede bod, bedring men allerhelst billioner fra Vesten. De risikerer dog aldrig selv at få en våd sok, for de har for længst ladet sig evakuere til Vestens storbyers forstæder og er ansat på Vestens universiteter, hvor de fortsætter den klagesang, som den nye herskende klasse forventer af dem.  

At give licensbetalerne og skatteborgerne et indblik i de modstridende resultater og holdninger i videnskabelige kredse ville også forudsætte et åbent sind og en fordomsfri research hos journalisterne. Men begge dele er fraværende i provokerende grad. 

En kæmpe klump i maven

Intet program går åbenbart fri som en platform for klima-panisk propaganda. Selv det lommepsykologiske ”Brinkmanns Briks” blev den 3. november talerstol for en klima-filosof ved navn Esther Kjeldahl, som var med til at stifte ”Den Grønne Studenterbevægelse”. Det gjorde hun fordi 

”…Jeg var ikke den eneste unge person, der var skidebekymret over den her klimakrise, og fik en kæmpe klump i maven, når jeg læste om det på dr.dk eller facebook. Der var mange billeder af mange isflager, der flød rundt, hvor der ikke skulle flyde en isflage.” (Dén forstod jeg ikke – Titanic?) Hun støttede forbud ”imod reklamer for kød og billige rejser til Bali,” og talte for ”et samfund, hvor vi får gjort op med den frygtelige økonomiske vækst,” hvor kun en ”plantebaseret diæt” er på menukortet. Klimabenægterne er i øvrigt betalt af de ”giga-magtfulde fossilindustrier.”  

Esther Kjeldahl forblev uimodsagt og i stedet strøget med håret af den tidligere TV-meteorolog Jesper Theilgaard, som efter i årtier at have rapporteret om det omskiftelige danske vejr på DR TV til sidst nægtede at bagatellisere sandheden og sprang ud som klimaekspert. ”Vi begyndte at blive ramt af nogle hændelser herhjemme,” forklarede han dystert og tænkte formentlig på nogle kraftige regnskyl og kloakker, der flød over, og et sommerhus, der skvattede i havet. 

Vejret ifølge Gram

Også programmet ”Verden ifølge Gram” stod i vejrligets og COP 26’s tegn, både 2. november og 16. november. Sådan lød den bombastiske introduktion på DR’s hjemmeside: 

”Videnskaben har for længst vist, hvorfor temperaturen stiger, og hvordan man stopper den globale opvarmning. Men hvem skal stoppe opvarmningen – og så betale? Løsningerne kolliderer mod politisk og økonomisk nationalisme netop, som der er brug for en global løsning.”

Begge gange var EU’s tidligere klimakommissær Connie Hedegaard og professor i biologisk oceanografi Katherine Richardson i studiet. Den 16. november deltog Jesper Theilgaard igen, denne gang for at begræde, at COP 26 ikke havde resulteret i flere bindende aftaler og enorme checks til De Varme Lande. (650 mia kr om året er målet)

Med på en telefon var 16-årige Caroline Mahler Lundsteen fra ”Den grønne Studenterbevægelse” og blandt de utallige NGO-aktivister i Glasgow. Hun indledte sin karriere i kampen imod dårligt vejr i den pjækkende elevbevægelse ”Fridays for Future”. Hendes følelser blev taget dybt alvorligt i ”Verden ifølge Gram”. Steffen Gram spurgte hende om COP 26’s fiasko:

”Hvilke følelser sad du tilbage med?” Og til ringe overraskelse for lytterne svarede hun: ”Vi var rigtigt kede af det.” Hun følte sig altså svigtet. Af de pengebegærlige hvide mænd i jakkesæt.

Men se, børns indbildte eller forstilte angst hører bedre hjemme i et program om massepsykologi. Eller om frygten for Verdens undergang gennem historien. Eller i en fortælling om børnekorstogene, der som bekendt endte i en tragedie. Børn er nu engang ikke særlig kloge, det er derfor, de har forældre: til at passe på dem og betrygge dem. Ikke til at true dem med Den store Bastian. 

Forståelig klima-terror

Katherine Richardson var dog opmuntret af de unges utålmodighed. Med tanke på, at Katherine Richardson er tidligere formand for den danske regerings klimakommission, var hun skræmmende militant. Hun hånede dem, ”der mener, at vi ikke skal gå for hurtigt frem.” Om de unge utålmodige aktivister advarede hun: ”Indtil nu har de brugt deres demokratiske ret inden for demokratiets rammer. De har gjort enorm forskel. Men jeg vil ikke love, at de fortsætter med at bruge de demokratiske mekanismer, hvis deres frustrationer fortsætter.”

”Klima-terror?”Spurgte den dramasultne journalist. ”Ja, selvfølgelig!” svarede den regeringsudpegede klimachef. Men for Katherine Richardson er der en løsning, nemlig en fast hånd:

”Det ville være fint, hvis vi havde en præsident for hele verden. Vi har brug for den globale governance.”

Jep! Skarp lud til skurvede hoveder. En stærk mand. Lissom ham Obama. Joe Biden skal i øvrigt være tilgivet, at han tog sig en lur under al vejr-snakken. 

Tak til inderne

Til slut vil jeg gerne sige tak til inderne. Indien har ellers aldrig tiltrukket mig, og jeg har ikke haft lyst til at besøge Indien siden 1947. Faktisk har jeg lige fra jeg var barn følt mig frastødt af Indien, efter at jeg i ”Jorden rundt på 80 dage” læste om, hvordan Phileas Fogg reddede en ung enke fra at blive brændt på bålet sammen med sin afdøde olding af en ægtemand. Sepoy-opstanden i 1857, hvor hundredvis af britiske kvinder og børn blev slagtet af hinduer og muslimer og smidt ned i en brønd,  gjorde mig ikke mere sympatisk stemt over for inderne. 

Men jeg vil gerne takke inderne for at stikke en lille kæp i hjulet på klima-maskinen, som atter endte i tomgang, denne gang i Glasgow. COP 26 skulle ellers være afsluttet med en erklæring om at udfase anvendelse af kul. Men inderne sagde nej; de gik med til en tilpas slatten hensigtserklæring om at nedfase, altså gradvist at afvikle kulkraftfyrede værker. Inderne er nemlig trætte af at lave mad over bål af komøg og rådne kviste. De vil gerne have elektricitet, også så de kan læse om aftenen og proppe maden i et køleskab, og indtil de får bygget en masse kernekraftværker, må de altså bruge kul. Tag og fat det. 

Men trods snakken og de hule hensigtserklæringer fra COP 26 skal vi nok alligevel få kærligheden at føle i fremtiden, især os i Københavnerkommunen. Her har en sejrsikker Enhedsliste og et lammet Socialdemokrati sat som mål at fjerne 42.000 parkeringspladser, så vi miljøsvin i vores benzinbiler må flakke hvileløse rundt i Nacht und Nebel for at finde en parkeringsplads, som ikke er beslaglagt til den herskende klasses elektriske biler. 

Enden er nær. Men det er ikke vejrets skyld.