Endnu engang er den 9. april 1940 blevet markeret med Dannebrog på halv stang over det meste af Danmark som en påmindelse om, at denne dato, hvor fjenden overskred Danmarks grænser og vi blev besat af en fremmed magt, aldrig må gentage sig. Som vi danskere sagde, efter at Danmark igen var blevet frit, ”aldrig mere en 9. april”.
Alligevel er der flere og flere, der ønsker denne markering af Danmarks besættelse henvist til glemmebogen, ”det er jo så længe siden, så glem det dog og kom videre”. Hvor mange etniske danskere er overhovedet optaget af besættelsestiden, og hvad der skete i de 5 forbandede år, hvor Danmark var besat af tyskerne?
Vi skriver nu 2024, og der er ikke ret mange tilbage, der levede dengang, og endnu færre, der husker noget fra de 5 år, men vi vil da aldrig stiltiende tillade, at Danmark igen bliver besat af en fremmed magt – eller vil vi? Lærte vi noget af besættelsestiden, og er vi blevet klogere? Meget tyder desværre ikke på det.
Men nej, vi kommer ikke til igen at opleve en 9. april med støvletramp og overraskelsesangreb, for denne gang foregår besættelsen af vores fædreland langsomt og snigende og med de danske politikeres billigelse og med de fleste danskeres accept. De lader sig dygtigt manipulere, så de ikke opdager, af Danmark som et frit kristent demokrati lever på lånt tid.
I over 50 år har vores politikere haft travlt med at lade en fjendtlig magt sive ind i vores land uden at bekymre sig om, hvad de havde med i bagagen af had til både vores kultur og vores demokrati. Det er sket så snigende, at kun alt for få har opdaget, hvad det uvægerligt vil ende med.
Skønt vi gang på gang bliver advaret om, at terrortruslen mod os igen er stigende, tager politikerne ikke ved lære, men fortsætter med at lukke endnu flere fjender af os ind i vores land og uddele danske statsborgerskaber i bundter. Samtidig har de sørget for, at også alle nyfødte med blot én ”dansk” forælder automatisk er dansk statsborger.
Men den dag fjenderne af vores frihed og demokrati har taget magten over vores land, kommer vi ikke efterfølgende til igen at opleve en 5. maj, hvor Danmark igen er vores og igen er frit, for til den tid vil vi ligge, som vi har redt og har kun os selv at takke.
Efter terrorbevægelsen Hamas’ angreb på Israel for kort tid siden blev vi vidne til de tusinder af skrigende og råbende tilhængere af Hamas’ grusomheder i store demonstrationer i Danmarks gader, hvilket burde have fået alle advarselslamper til at blinket hidsigt. I stedet fik jødehadet en opblomstring, og det er nu igen livsfarligt at være jøde i Danmark.
Indoktrineringen har vist sin effekt, når tilhængere af en islamisk terrorbevægelse helt uproblematisk får lov til at demonstrere deres had i Danmarks gader uden af nogen griber ind. Alt for mange danskere har tilsyneladende allerede overgivet sig til denne politiske ideologi, som de stadig tror er en fredelig religion som alle de andre religioner og aner ikke hvilken grusomhed, der gemmer sig bag dette røgslør.
Efter jøderne kommer vi kristne, som allerede hører til de mest forfulgte i verden, hvorefter resten af ikke-muslimer står for tur. Det har Allah selv befalet, og hvad Allah har befalet, er muslimerne forpligtet til at adlyde. Om man tilhører Enhedslisten eller de radikale og elsker islam nok så meget, så undslipper man ikke Allahs vrede som vantro.
Der kommer hele tiden endnu en lille indrømmelse overfor islam, de kommer i små bidder, så mange overhovedet ikke lægger mærke til det. Jeg skal undlade at opremse alle de særrettigheder, islam i løbet af de sidste 50 år har opnået, men blot pege på, at indrømmelserne fortsætter uden at stoppe og til sidst vil ende med den totale islamisering af Danmark.
Lars Løkke Rasmussen fik gennemtrumfet sin koranlov, uden at flertallet af hans kolleger i det danske folketing havde mod og mandshjerte nok til at stoppe ham, og mange etniske danskere mente, at den lov skam var en god idé, for naturligvis skulle hadet imod en fredelig religion som islam stoppes effektivt. For også i Danmark er muslimer ofre og skal skærmes imod vi danskeres ondskab. Det siger den populære islamist Isam B. selv, så det må jo stå til troende.
Men koranloven var blot en af de lovændringer, som vi vil komme til at opleve flere af. I påsken lancerede to shariaforskere i samarbejde med B.T. en kampagne for at ændre dansk lovgivning med henblik på at gøre det nemmere at være muslimsk kvinde i Danmark. Så hvilken lov bliver den næste, der skal tilpasses sharia? Og vil det stoppe før frihed og demokrati er helt fjernet fra dansk lovgivning?
Selv noget så dansk som vores højskolesangbog har givet et fingerpeg om, hvor vi er på vej hen. En af Kim Larsens dejlige sange blev sendt ud i mørket for at give plads til en sang af islamisten Isam B.
Hvor er vi dog frisindede her i Danmark, så frisindede, at det er direkte selvmorderisk. Kun de færreste er klar over, at det er den måde, islam arbejder på, et lille skridt ad gangen, og ingen opdager, hvad der foregår, før det er for sent.
De yngre generationer af muslimer i Danmark bliver stedse mere islamiserede. Flere yngre muslimske kvinder ifører sig det muslimske hovedtørklæde, og flere af de yngre muslimske mænd anlægger det muslimske fuldskæg, også mediernes kæledægge Isam B. De skilter dermed, at de sætter islams love over de danske. Men hverken de danske politikere eller etniske danskere opfatter dette tydelige budskab om islams fremmarch.
I flere år er Danmarks mest betydningsfulde pladser blevet brugt som offentlige bederum for tusindvis af muslimer til at demonstrere deres magt. Også ved afslutningen af ramadanen denne gang blev Rådhuspladsen i vores hovedstad brugt til denne magtdemonstration af muslimske mænd i hundredvis. For muslimer betyder denne offentlige demonstration af deres såkaldte religion, at nu er dette område muslimsk, og her har Allah allerede sejret.
Og de muslimske børn kan skam også være med i at vise deres foragt for os danskere. Det er i årevis foregået overalt med overfald på danske børn både på gaderne og i skolerne. De bliver opdraget til dette had til os, et had, der blot hat fået lov til at vokse uden indgriben fra hverken myndigheder eller politikere.
Men læg mærke til at ingen, heller ikke Danmarks justitsminister Peter Hummelgaard tør bruge ordene islam og muslim, når han på vores stats-tv tordner imod de voldelige børn i vores skoler. Han lover at tage fat på problemet, men det vil komme til at gå som det plejer, for ingen politiker tør gribe ind overfor islam for ikke at tabe vælgere og slå skår i den politiske karriere. Hellere udsende de rigtige signaler og en masse løfter og store ord og hytte sit eget skind. Men tør man ikke kalde trolden ved navn, får man ikke magten over den.
|
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)