Vred på verden

Ligeså oplagt det var at tildele den amerikanske borgerrettighedsforkæmper, Martin Luther King, Jr. Nobels fredspris i 1964 ligeså grotesk vil det være at tildele den til Black Lives Matter i 2021.

Fristen for nomineringer til dette års Nobels Fredspris er netop udløbet, og på falderebet fik den norske politiker, Petter Eide, der siden 2017 har siddet i det norske storting for Socialistisk Venstreparti, nomineret den amerikanske bevægelse, Black Lives Matter (BLM).

I sin begrundelse anfører Eide, at han ønsker BLM anerkendt for at have tvunget lande verden over til at rette opmærksomhed på racisme og andre uretfærdigheder. (…) “I find that one of the key challenges we have seen in America, but also in Europe and Asia, is the kind of increasing conflict based on inequality,” skriver han, og videre, at (…) “Black Lives Matter has become a very important worldwide movement to fight racial injustice. They have had a tremendous achievement in raising global awareness and consciousness about racial injustice.”

Men for BLM-bevægelsen, hvor to af de tre stiftere, Patrisse Cullors og Alicia Garza ifølge førstnævnte er ”trained marxists”, handler det ikke om lighed for loven og om den farveblindhed som Martin Luther King, Jr. slog til lyd for, bl.a. i sin berømte tale, I have a Dream, fra 1963.

Det handler kun om hævn.

Hævn over den hvide mand – ikke mindst den hvide politimand (selvom politikorpset i USA afspejler den brogede amerikanske befolkning!) og så handler det om en total nedbrydning af det borgerlige samfund, af lov og orden.

Det fremgår eksplicit på organisationens hjemmeside, hvor de bl.a. skriver, at det er deres mission (…) ”to eradicate white supremacy and build local power to intervene in violence inflicted on Black communities by the state and vigilantes. By combating and countering acts of violence, creating space for Black imagination and innovation, and centering Black joy, we are winning immediate improvements in our lives.”

En kamporganisation med en identitetspolitisk agenda.

Og således milevidt fra den forsonende Martin Luther King, Jr., der med udgangspunkt i ikke-voldelige demonstrationer og Thomas Jeffersons ord fra den amerikanske uafhængighedserklæring (…) “We hold these truths to be self-evident, that all men are created equal” kæmpede for, at hver enkelte sorte amerikaner – oven på Jim Crow-lovene – skulle kunne indgå i det liberale samfund på lige fod med alle andre, og håbede, at efterkommere af hhv. slaver og slavehandlere en dag kunne være i stue med hinanden.

Det er hævet over enhver tvivl, at afroamerikanere og andre minoriteter oplever tilfælde af fordomsfuldhed og racisme, og der er brodne kar i den amerikanske politistyrke, men det kalder snarere på bedre træning, klarere retningslinjer og færre stressede betjente, hvilket modsiger kravet om at fratage politiet bevillinger og dermed reducere mandskabet. Hvem ville nyde godt af en beskåret politistyrke? Ingen. Og da slet ikke de mest udsatte amerikanere, der er fanget i ghettoer og inner cities med høj kriminalitet.

Og at påstå, at roden til al dårligdom blandt USAs minoriteter skal findes i strukturel racisme og white privilege samt at politiet bevidst går efter sorte, er rendyrket offertænkning, der savner enhver dokumentation i statistikker og udviklingen i det amerikanske samfund de sidste 60 år.

Mener BLM – og Petter Eide – i ramme alvor, at USA er et mere racistisk land i 2021 end før Civil Rights Act blev vedtaget i 1964?

I så fald burde aktivisterne ofre det en tanke, at andelen af frivilligt indvandrede afrikanere til USA i perioden 1965 – 2017 voksede til 2.1 millioner mennesker samt, at et flertal af amerikanske vælgere hele to på hinanden følgende gange stemte en sort mand ind i Det Hvide Hus.

Man forstår til fulde frustrationen hos bl.a. mange sorte amerikanere, der uforskyldt oplever benspænd på deres vej gennem livet. Men BLM-aktivisterne blandt dem – samt deres støtter rundt i verden – sætter kikkerten for det blinde øje: grunden til deres vrede bør søges andre steder – først og fremmest i den havarerede, sorte familie:

I 1965 blev 25 % af alle sorte børn født af enlige mødre.

Samme år iværksatte Lyndon B. Johnson sit War on Poverty-program, der netop ydede tilskud til enlige forsørgere. Tilskuddene faldt imidlertid bort, hvis de giftede sig, så 50 år senere (2015) var antallet af sorte børn, født uden en far i hjemmet, steget til 73 %.

Som man ofte må sande, så får man, når uønsket adfærd belønnes, mere af det.

I en tale i anledning af Fars Dag, i 2008 nævnte USAs tidligere præsident, Barack Obama, at der var fem gange større sandsynlighed for, at disse børn ville leve i fattigdom og begå kriminalitet, ni gange større sandsynlighed for at de ville droppe ud af skolen og 20 gange større risiko for at de endte bag tremmer. Det var forstemmende tal og burde have fået ham til at konkludere, at den føderale regerings bekæmpelse af fattigdom siden 1965 – som havde kostet de amerikanske skatteydere 20 billioner dollars – havde fejlet eklatant: Helt uden Washingtons mellemkomst faldt USAs Poverty Rate, der i 1949 var på 34 %, med 17 procentpoints frem til 1965, hvorefter kurven mere eller mindre fladede ud.

Som Ronald Reagan konstaterede i midten af firserne, så havde “the federal government declared war on poverty, and poverty won.”

(I 2018 faldt USAs poverty rate dog til 11.8 %, hvilket var den laveste måling siden 2001).

Intet under, at denne stagnation, denne udsigtsløse tilstand i et land, der var tænkt at skulle virke ved social mobilitet, skaber frustration og social uro blandt de ringest stillede grupper. Dertil kan man lægge de udfordringer som dårlige offentlige skoler, udflytning af arbejdspladser og illegal indvandring, der trykker lønnen for de lavestlønnede, har betydet.

Disse forhold kan det amerikanske politikorps dog ikke klandres for, ligesom forholdene heller ikke kan begrundes med white supremacy og strukturel racisme; snarere med strukturel politisk dumhed.