1 års fængsel og udvisning til udlænding i sag om psykisk vold

Mand fra Taastrup dømt for vold, trusler og psykisk vold mod ekskone og børn

 

En 47-årig mand er ved Retten i Glostrup blevet idømt fængsel og udvisning blandt andet for omfattende psykisk vold mod sin ekskone og vold mod hendes børn.

Den 47-årige blev dømt for over flere år at have udsat kvinden for groft nedværdigende, forulempende og krænkende adfærd bl.a. ved at diktere, hvordan hun skulle gå klædt, og hvem hun skulle omgås, ligesom han tog kontrol over hendes økonomi og gennemgik hendes telefon.

Manden var også tiltalt for at have udsat kvindens børn for psykisk vold, ligesom han også var anklaget for at have udsat kvinden og hendes børn for gentagende tilfælde af vold.

I efteråret 2022 gik kvinden til myndighederne, som støttede hende i at anmelde forholdene. Sagen blev efterforsket af Københavns Vestegns Politis særlig afdeling for kriminalitet i nære relationer, og manden blev efterfølgende varetægtsfængslet.

“Sagen her er et eksempel på, at det nytter at gå til myndighederne, og at man herfra er klar til hjælpe personer, der har været udsat for den her type forbrydelser” siger anklager Bjarke Moe Enevoldsen.

Ud over fængselstraf havde anklagemyndigheden krævet manden udvist. Retten i Glostrup valgte i går at følge anklagemyndigheden og idømte manden 1 års fængsel og udvisning af Danmark for bestandigt.

Manden modtog dommen.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)