24-årig stukket i hals, øre og skulder af udlænding

En 46-årig litauisk mand blev torsdag ved Retten i Randers idømt to års ubetinget fængsel for at have angrebet sin 24-årige overbo med flere knivstik.

Overfaldet skete natten til den 14. november sidste år i den 46-åriges lejlighed i Randers C.

Flere personer var samlet, heriblandt den 24-årige overbo, og alle havde fået en del alkohol at drikke. På et tidspunkt forlod flere lejligheden, og den 46-årige mand var så alene med sin overbo og kone, men der var stadig god stemning.

Pludseligt angreb den 46-årig mand overboen bagfra med flere stik med en kniv. Det lykkedes den 24-årige at flygte fra lejligheden – han blev efterfølgende behandlet for skader på hals, øre og skulderen samt fingre, fordi han havde forhindret knivangrebet på halsen.

Da politiet kom frem, erkendte den 46-årige delvist, at han stod bag overfaldet, da han var indsmurt i blod, men han oplyste, at han ikke kunne huske, hvad der var sket.

Han blev anholdt og efterfølgende varetægtsfængslet.

 

Potentielt meget farligt

Torsdag faldt dommen i sagen, og det endte altså med både fængselsstraf og udvisning.

”Selvom den 24-årige ikke var i livsfare, lagde retten vægt på, at det var et meget groft angreb mod en sagesløs person. Det var potentielt meget farligt, og det er afspejlet i fængselsstraffen. Jeg er tilfreds med, at retten fulgte anklagemyndighedens påstand om udvisning”, siger anklager i sagen Pia Udbye.

LÆS OGSÅ:  Kvindelig ansat stukket ned med steakkniv

Den 46-årige forklarede, at han ikke kunne huske episoden og nægtede sig derfor skyldig.

Han udbad sig betænkningstid i forhold til at anke dommen.