34-årig stukket med kniv i brystkassen – fire mænd anholdt

Østjyllands Politi anholdt torsdag fire mænd i en koordineret aktion og sigtede dem for forsøg på manddrab ved i forening at have opsøgt en 34-årig mand, som de stak med en kniv i brystkassen. De fremstilles fredag kl. 10.30 i grundlovsforhør i Retten i Aarhus med henblik på varetægtsfængsling.

Overfaldet fandt sted natten til lørdag den 4. januar på Gudrunsvej i Brabrand omkring kl. 1.18., hvor flere bekymrede borgere ringede 112 på baggrund af mulig skudafgivelse, tumult og larm fra parkeringspladsen. Efterforskningen har vist, at der minimum blev affyret ét skud.

Knivstikket, som den 34-årige mand blev ramt af, var meget tæt på at ramme hjertet, men han overlevede og blev indlagt på hospitalet. Han er nu uden for livsfare.

Efterforskningen førte politiet på sporet af tre 19-årige mænd og en 18-årig mand, som alle blev anholdt torsdag på samme tidspunkt på forskellige adresser i Aarhus. Den 18-årige sigtes desuden for grov vold ved på samme sted at have stukket en 26-årig mand i nakken med en kniv. Den 26-årige kom dog ikke alvorligt til skade ved stikket.

Vicepolitiinspektør Lennart Glerup er tilfreds med torsdagens anholdelsesaktion.

”Ifølge lægerne var det meget tæt på, at den 34-årige var blevet ramt i hjertet, så vi betragter angrebet som et forsøg på manddrab. Vores vurdering er, at overfaldet skyldes en intern konflikt, som kulminerede natten til lørdag. ” siger vicepolitiinspektøren.

LÆS OGSÅ:  35-årig mand og 2 børn fundet døde

Det er politiets vurdering, at episoden ikke er relateret til en bandekonflikt.

Af hensyn til den videre efterforskning anmoder anklagemyndigheden om lukkede døre under grundlovsforhøret, og Østjyllands Politi ønsker derfor p.t. ikke at oplyse yderligere om sagen.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)