Du skal ikke tro, at det er sjovt

Ifølge Peter Andreas Fog, som er medlem af Trykkefrihedsselskabets bestyrelse, er der de seneste årtier sket et skred i den etablerede presse. Tidligere opfattede medierne sig som korrektiver til magten. Dem, der skulle holde statens tjenere til ilden ved at afsløre slendrian, magtmisbrug, løgnagtighed og korruption. Ja, medierne betragtede sig som uundværlige beskyttere af folkestyret, for hvem skulle ellers gå i rette med magthaverne og forsvare den lille kvinde og mand?

Idealet er vel bedst udtrykt i Jeppe Aakjærs sentens, som blev den hedengangne avis, Socialdemokratens, valgsprog: ”Du være den Fattiges Værner, Du være den Riges Ris! Da faar Du ej Ordner og Stjerner, men bævende Læbers Pris.”

I dag får medierne både ordner og stjerner – for ikke at tale om tvangsudskrevne skattekroner – hvis de lover at gå magthaverne til hånde og bruge riset til at banke røv på de opsætsige. Elsker du ikke staten, er du højreekstremist, racist, klimabenægter og homofob. For ikke at sige fjende af menneskeheden. Det kan man hver dag overtyde sig om ved at åbne en avis eller tænde for fjernsynet.

Socialdemokraten, der engang var Skandinaviens største avis, er forsvundet fra mediebilledet. Hvilket hovedsageligt skyldtes, at landets socialdemokrater efterhånden havde svært ved at se sig selv i deres daglige avis. Der vil altid være begrænset afsætning på moralske belæringer om det fortjenstfulde i at overlade landet til migranter fra den arabiske ørken.

Peter Andreas Fog citerer Obamas sikkerhedsrådgiver, Ben Rhodes, som for et par år siden forklarede

:

”Alle aviserne plejede at have udenrigsredaktioner. Nu har de det ikke. De ringer til os for at få at vide, hvad der foregår i Moskva og Cairo. De fleste udgivere rapporterer om verdensbegivenheder hjemme fra Washington. Den gennemsnitlige journalist vi taler med er 27 år og den eneste erfaring består af at opholde sig tæt ved valgkampe. Det er en kæmpe omvæltning. De ved bogstaveligt talt ingenting.”

Hvorfor skulle man også bebyrde journalister med viden, når alt, hvad de har brug for, er at efterplapre, hvad de får besked på?

Jeg mindes et møde, der blev indkaldt af en kulturminister fra Venstre. Jeg husker ikke på stående fod, hvad år det var, men den kvindelige minister mente åbenbart, at tiden var kommet til at drøfte ytringsfrihedens tilstand.

Vi sad vel omkring sytten i ministeriet. Repræsentanter for de skønne kunster, og så var det mig, der hverken var skøn eller kunstner. Ingen hilste på mig, og alle agiterede for nødvendigheden af at begrænse ytringsfriheden. Tilmed en forfatter af revyviser.

I det nye rige er der grænser for morskaben.