False Narratives Matter

Amerikanske aktivister, kulturmarxister og medier, der krampagtigt prøver at holde liv i forestillingen om, at USA ikke har flyttet sig de sidste 60 år, er mange af deres landsmænd blevet trætte af.

Den knap to-et-halvt år gamle amerikanske græsrodsbevægelse, #WalkAway Campaign, der før de massive uroligheder i USA havde rundet 250.000 medlemmer, kunne tre måneder senere (d. 26. august) meddele, at den nu talte 400.000.

Det er imponerende, men ikke overraskende.

Udover de tidligere så inkarnerede demokratiske vælgere, der ikke længere bed på identitetspolitikken, bl.a. narrativet om de hvide, velbjærgede  – ofte racistiske – Republikanere kontra de tolerante, empatiske Demokrater, er de nye medlemmer i lige så høj grad kommet til i vantro og rædsel over den omfattende vandalisering, intimidering, ildspåsættelser og plyndringer, der har fundet sted over hele USA, samt – ikke mindst – ønsket fra mange Demokrater om at fjerne bevillingerne til politiet ovenpå Derek Chauvins hårdhændede og skæbnesvangre behandling af George Floyd d. 25. maj 2020.

Videoen af de sidste fem minutter af Floyds liv var hård TV-kost, og der herskede til at begynde med stor forståelse for vreden, og organisationen Black Lives Matter nød i de følgende uger bred sympati, der dog fortog sig, i takt med at legitime, fredelige demonstrationer blev afløst af voldelige BLM-aktivister og Antifas hærgen overalt i USA, men i særdeleshed i demokratisk ledede storbyer, som Minneapolis, Seattle, Portland, New York, Chicago og Baltimore.

Der var tilmed opbakning til forslaget om at reformere politiet på føderalt niveau. Men mange af de frafaldne Demokrater, der nu har tilsluttet sig #WalkAway giver udtryk for, at de ikke har kunnet genkende det billede, de har set tegnet af hvide betjente, der helt bevidst skulle gå efter uskyldige sorte borgere: en påstand, der heller ikke er belæg for i statistikken, når man samtidig skeler til sortes andel i den samlede kriminalitet.

Det amerikanske politikorps afspejler en omtrent ligeså broget sammensætning som USAs befolkning. Det nyder ikke samme tillid i befolkningen som f.eks. det danske – en sammenligning, der i øvrigt ville være helt hen i vejret de to nationers forskellighed taget i betragtning – men alligevel svarede 53% af de adspurgte amerikanere i en Gallup-undersøgelse fra 2019, at de havde en ”meget høj grad” af tillid eller ”rimelig meget” tillid til det amerikanske politi.

Og for amerikanere, der generelt sætter sikkerhed højt, har udsigten til nu helt at måtte undvære patruljerende betjente i lokalområdet skabt frygt, især hos de mange lovlydige amerikanere, der er strandet i ghettoer og belastede amerikanske ”inner cities”, hvor kriminaliteten er udbredt.

Den ofte påståede forestilling om de mange mord på fortrinsvist sorte, begået af hvide betjente holder heller ikke vand:  Ifølge Washington Post (d. 1. juni 2020) var tallet 9 for de af politiet dræbte, ubevæbnede sorte i 2019, mens 19 ubevæbnede hvide personer det samme år faldt for politiets kugler. Det er overflødigt at sige, at det naturligvis er dybt tragisk og de 28 tabte menneskeliv for meget!

Men hvorfra har narrativet om sorte, der bevidst forfølges af hvide betjente hentet næring i nyere tid? Mange røster i den offentlige debat i USA peger entydigt på episoden i august 2014 i Ferguson, Missouri, hvor en nittenårig fyr, Michael Brown blev dræbt af en hvid betjent, Darren Wilson.

Begivenheden forårsagede en uges meget voldsomme protester, voldelige optøjer og konfrontationer med politiet, idet man gik ud fra, at mordet på den unge mand var overlagt, og balladen gav vind i sejlene til organisationen, Black Lives Matter, etableret året før.

Vreden hos først og fremmest sorte amerikanere og følelsen af uretfærdig behandling blev yderligere næret af medier og af daværende præsident, Obama, der måneden efter i en tale i FN – og inden resultatet af den igangværende undersøgelse, der i øvrigt frikendte Wilson – brugte begivenheden til at understrege USAs ”racial and etnic tensions” ligesom han ved flere senere lejligheder talte om, at ”racism is part of our DNA”.

Intet under, at denne sidste bemærkning faldt mange især hvide amerikanere for brystet: et flertal stemte i 2008 Obama ind i Det Hvide Hus – og ikke nok med det: de genvalgte ham fire år senere.

Naturligvis er der fordomsfulde, racistiske amerikanere, ligesom der er voldelige og inkompetente betjente. De findes overalt.

Men amerikanske aktivister, kulturmarxister og medier, der krampagtigt prøver at holde liv i forestillingen om, at USA ikke har flyttet sig de sidste 60 år – at landet stadigt er gennemsyret af ”strukturel racisme” og ”hvides privilegier” – er mange af deres landsmænd blevet trætte af. Og de holder for meget af deres land til at se det blive smadret af folk, der retfærdiggør deres voldelige og samfundsundergravende handlinger med dette narrativ.