Præsident Bidens pressetalskvinde, Karine Jean-Pierre, meddeler, at regeringen vil holde skarpt øje med Twitter, efter at platformen er blevet overtaget af Elon Musk. Den frygter nemlig, at Twitter vil sprede ”misinformation” og opildne til vold.
I dagens USA defineres ”misinformation” som enhver information, der undergraver eller sår tvivl om det demokratiske partis officielle fortælling, og opfordring til vold defineres som kritik af regeringens politik. Denne forståelse er efterhånden så udbredt, at man knapt hæver et øjenbryn som reaktion på Biden-administrationens seneste forsøg på Machtergreifung.
Forsøg på at overvåge medierne og begrænse den frie meningsudveksling er naturligvis forfatningsstridige og har da heller ikke været brugt mod regimevenlige medier, selv om de i årevis har fyldt det offentlige rum med den ene misinformation – eller mere folkeligt udtrykt: løgnehistorie – efter den anden.
Ingen har krævet overvågning af New York Times, Washington Post eller CNN (de danske mediers foretrukne kilder), selv om de har udbredt misinformation om Donald Trumps påståede sammensværgelse med Vladimir Putin og om, at afsløringerne af Joe Bidens kriminelle aktiviteter skulle være ”russisk desinformation”. De regeringsvenlige medier har naturligvis heller ikke mødt officiel kritik for de historier, som de ikke har bragt, f.eks. skandalen om den åbne grænse og de tre millioner fremmede, der er strømmet ind i USA, siden Biden kom til.
Mainstream-medierne har gjort meget ud af det faktum, at Twitter nu ejes af en multimilliardær. Derimod har de ikke betragtet det som et problem, at det samme gælder en af USA’s mest citerede aviser, Washington Post, der ejes af rigmanden Jeff Bezos, og Facebook, der ejes af pengemanden Mark Zuckerberg.
Flere har reageret skarpt på de truende toner fra Det Hvide Hus. Blandt dem er Ilya Shapiro fra Manhattan Institute, som bemærker, at Jean-Pierres udtalelser sandsynligvis overtræder forfatningens retsgarantier. Den bedst-sælgende forfatter James Hirsen opfordrer Biden-administrationen til at holde øje med grænsen i stedet for Elon Musk.
”Det [Jean-Pierres udtalelse] er virkelig noget mærkeligt noget for Det Hvide Hus at sige om en virksomhed, som ikke er blevet beskyldt for noget kriminelt”, skriver Isaac Schorr fra National Review.
Tilbage står spørgsmålet om definitionen på, hvad der er sandt. I et åbent og demokratisk samfund kan der aldrig være nogen entydig, regeringsgaranteret sandhed. Det er derfor, vi har ytringsfrihed – eller plejede at have det.
I totalitære stater defineres sandheden som magthavernes til enhver tid gældende udlægning.
USA er endnu ikke totalitært, og Den Dybe Stat må fortsat døje med afvigende meninger trods alle bestræbelser på at komme dem til livs.
I Danmark har Den Dybe Stat ikke det problem. Medierne kaster sig gerne over overfladefænomener, så som hvem der skal i regering, men når det gælder de vigtigste spørgsmål, er de alle enige.
I mellemtiden meddeler Elon Musk, at tilstrømningen til Twitter slår alle rekorder, og han forudser, at platformen om et år vil have en milliard aktive brugere pr. måned, så man forstår Bidens nervøsitet
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)