Klumme: Den onde Trump

Kære læser,

De har det vel ligesom denne klummeskriver: så snart De i medierne ser navnet Trump, orker De næsten ikke at læse videre og det kun af én eneste grund: nu skal der igen hældes en skraldespand i hovedet på USAs 45. præsident. Donald Trump, det er ham med de små hænder, det alt for lange slips, ham med macho-optræden og trang til at meddele sig via Twitter i tide og utide.

Men vis dog i denne omgang lidt tålmodighed! For i det følgende drejer det sig om en slags æresoprejsning af samme Trump eller The Donald, som hans beundrere kalder ham – og dem findes der dog en del af på trods af den kritikløse modvind, han befinder sig i. Og hvad angår Trumps macho-optræden, kan det måske i disse #MeToo-tider være på sin plads at pege på den tidligere demokratiske præsident Bill Clintons metode i 1990erne til at gøre spidsen af sin cigar fugtig . . . Spørg blot Monica Lewinsky! Men den affære er vel helt glemt.

Lad os nu se på nogle af gevinsterne i Trumps første regeringsår. Øverst på listen over udenrigspolitiske succeer står utvivlsomt sejren over Islamisk Stat (IS). Nuvel, den er han ganske vist ikke ene om – også kurdiske og irakiske eliteenheder var involveret – men der er ingen tvivl om, at det var Trumps ordre til sine militære chefer om at bekæmpe IS med øgede våbenleverancer til kurderne, målrettede bombardementer og en langt mere aktiv indsats af kamptropper, der inden for et tidsrum af ét år udslettede det såkaldte islamiske kalifat: millionbyen Mosul blev erobret, derefter Fallujah og endelig den syriske by Rakka.

Er der mon nogen, der endnu husker den tidligere amerikanske præsident Barack Obamas meget publicerede røde streg, som den syriske blodhund Assad ikke måtte overtræde, ellers ville USA intervenere. Imidlertid fortsatte Syrien sine giftgasangreb på landets egen befolkning og den middelmådige, men stortalende Obama gjorde absolut ingenting udover at protestere, hvorefter USA med rette mistede al indflydelse i Mellemøsten.

Senere fulgte så den amerikanske anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad, hvilket – som ventet – rejste et ramaskrig i den internationale presse og blandt de toneangivende europæiske politikere på trods af den kendsgerning, at Jerusalem historisk set altid har været en hellig jødisk by. Palæstinensiske terrorister har tydeligvis mere sympati i den vestlige verden end det jødiske folk, med hvem vi dog deler vores kultur. Og Trump satte trumf på (undskyld ordspillet) ved at melde sit land ud af UNESCO pga. denne organisations ensidige sympati for netop disse terrorister. Desuden reducerede han den alt for generøse amerikanske hjælp til De forenede Nationer, der ikke bestiller andet end at skælde ud på USA.

Trumps rejse til Østasien i november 2017 blev en triumf (undskyld igen ordspillet) for den amerikanske præsident. Den røde løber blev rullet ud i Kina, Sydkorea, Japan, Vietnam og Filippinerne, og en lang række handelsaftaler med USA blev indgået. Også her forsøgte medierne at latterliggøre Trump. Således blev han kritiseret for i Japan ganske ugenert spontant at have kastet en hel æske med fiskefoder i en dam i Tokio, mens han stod ved siden af den japanske premierminister Shinzo Abe. Dette skulle være endnu et eklatant eksempel på Trumps utålmodighed og mangel på høflighed og manerer– Abe skulle da have været den, der førte an i ceremonien. Et video-clip, der viste dette, cirkulerede ude i den store verden. Imidlertid viste man ikke fortsættelsen, hvor man tydeligt kunne se, at Abe var den, som få sekunder tidligere havde kastet en lignende æske med fiskefoder i vandet. Trump havde simpelthen fulgt hans eksempel.

Når vi kommer nærmere danske forhold, så huskes naturligvis Trumps voldsomme, men berettigede kritik for ca. et år siden af de 29 NATO-landes manglende vilje til på lige fod at dele militærudgifterne med USA, der betalte ca. halvdelen af de samlede udgifter og dermed garanterede Europas sikkerhed. Trump truede oven i købet med, at i fremtiden ville USA indtage en passiv position, når det gjaldt NATO, og antydede at USA endda ville vende ryggen til organisationen.

Naturligvis var ophidselsen blandt de europæiske gratister enorm, selvom kravet dog ved nærmere eftertanke syntes rimeligt. Ved et NATO-møde besluttedes det, at nu burde forsvarsudgifterne øges til de aftalte 2% af bruttonationalproduktet (BNP), et mål, der kun var blevet mødt af USA, England, Estland, Grækenland og Polen. Nu lod Trump det blive ved truslen, et mesterligt skaktræk, fordi i kølvandet har en lang række NATO-lande faktisk besluttet at øge militærudgifterne – se f.eks. det nyligt afsluttede danske forsvarsforlig. Og glem ikke, at i næste åndedrag lod Trump stationere amerikanske kamptropper og fly i Estland og raketsystemer i Polen og Rumænien. Så han lader ikke Europa i stikken – og lad ham endelig ikke fremstå som en naiv fan af Vladimir Putin!

Når vi nærmer os de amerikanske indenrigspolitiske emner – og det er naturligvis dem hans vælgere bekymrer sig om – så hæfter medierne med skadefryd sig ved, at Trump endnu ikke har fået bygget sin mur til Mexiko (uden at nævne, at dele af denne mur allerede er blevet bygget for flere år siden). Men hvad der ligesom er gået under i den internationale presse er, at det alligevel på ét år er lykkedes at begrænse den illegale indvandring fra Mexiko med næsten 25% til ca. 450.000 personer – her kunne Europa have lært noget, ikke sandt, fru Merkel? Alene i det sidste år under Obamas administration var tallet af illegale indvandrere oppe på 1,8 mio.

Med sin skatterereform i december 2017 – i medierne fordømt som endnu et eksempel på den brutale kapitalisme, som den amerikanske præsident repræsenterer – vandt Trump sin hidtil største indenrigspolitiske sejr. Reformen vil blive til stor gavn ikke blot for den amerikanske økonomi, men vil også udløse en konkurrencekamp, der forhåbentligt kan inspirere de europæiske regeringer til ligeledes at sænke skattetrykket. Resultatet har allerede vist sig, idet en række amerikanske firmaer, f.eks. Apple, Fiat-Chrysler og Ford har flyttet en del af deres produktion tilbage til USA fra andre lavtlønslande. Arbejdsløshedstallene er nede på 4,1% og således lavere end de har været de sidste 17 år og flere end 1,9 mio. nye arbejdspladser er blevet skabt.

Hertil kommer, at der på trods af de venstrevredne mediers ihærdige spekulationer om Trump-administrationens påståede samarbejde under valgkampen med den russiske regering for at miskreditere Hillery Clinton endnu ingen beviser foreligger. Og hvis Donald Trump så ovenikøbet ville reducerer sine ulyksalige Twitter-aktiviteter, er det slet ikke umuligt, at han vil opnå den respekt, som han trods alt kunne gøre sig fortjent til. Også Ronald Reagan blev i sin tid stemplet som en tredjerangs skuespiller uden politisk talent. I dag regnes han for én af USAs betydeligste præsidenter siden 1945.

Så giv dog Donald Trump en chance.