Analyse: Frankrig er fortabt uanset udfaldet af søndagens præsidentvalg

Af Thomas Tamswald

Thomas Tamswald er dansk født og har boet og arbejdet som selvstændig i Frankrig i mere end tyve år. Jeg har kendt Thomas i en lille menneskealder, og han er hævet over enhver tvivl et af de bedst begavede og mest klarsynede mennesker, jeg har mødt i mit liv. Hans viden om Frankrig og hans indsigt i franske indenrigspolitiske og økonomiske forhold ligger klasser over de danske korrespondenters. Jeg spurgte derfor Thomas, om han her dagen før det franske præsidentvalg ville lave en analyse af landet status quo med hovedvægt på de økonomiske udfordringer frem for de multikulturelle, og jeg efterlyste samtidig et bud på, hvad fremtiden byder for Frankrig. Du skal gøre dig selv den tjeneste at læse denne artikel. Det er bestemt ikke “glad læsning”, for Tamswald ser mørkt på Frankrigs fremtid og forudser et nødvendigt system-kollaps, men artiklen vil gøre dig meget klogere på Frankrig og på søndagens præsidentvalg. –  Jeppe Juhl

De fleste danskere kender vel mest Frankrig som et ferieland fyldt med oste, vin, gastronomi, arkitektur, kulturminder, kunst, sol, strand, bjerge, natur osv. Og naturligvis har vi hørt om højhastighedstog, overlydspassagerfly, Airbus, franske atomkraftværker, franske atombomber, futuriske biler udformet som snudebiller eller noget andet, som ingen andre kunne finde på – og skulle man have lyst til at lære sin mekaniker rigtig godt at kende, kan man altid købe en Renault.

Og så er der lige sproget. Yndigt og elegant, og på samme tid kraftfuldt, som en perlende Champagne serveret til en chateaubriand i et stilfuldt lokale med Renard og Monnet på væggen. Men ikke ret mange nord for London og Berlin forstår ret meget af det, i hvert fald ikke på vores side af Atlanterhavet. Hvordan kan man så følge med i fransk politik?

De fleste danske journalister forstår lige så lidt om Frankrig som den almindelige nordbo, så dansk presse hjælper ikke ret meget. Når de endelig skriver noget om Frankrig, er det som oftest overfladisk og begrænset til de seneste rygter, mens man næsten aldrig får nogen dybere analyse af, hvad der egentlig foregår.

DYSFUNKTIONELT ARBEJDSMARKED

Frankrig slås stadig med en arbejdsløshed på omkring 10 procent og er aldrig kommet sig over chokket efter finanskrisen i 2008. Der var 3.765.300 arbejdsløse i marts 2017 ifølge Journal du Net. Men disse tal dækker kun dem, der slet ikke har arbejdet i den seneste måned overhovedet. Har man tjent 80 kr. ved at gøre rent en time for en arbejdsgiver, eller har man solgt en gammel pladespiller på et marked for 20 kr. som selvstændig, så bliver man ikke talt med i den kategori. Tæller man alle kategorierne af mere eller mindre arbejdsløse sammen, så når man op på 6.567.000 arbejdsløse. Dermed er den reelle, men delvist skjulte, arbejdsløshed tættere på 17 procent. Ser man på ungdomsarbejdsløsheden under 25 år, er tallet 23,3 procent.

Hvorfor finder de ikke bare et arbejde? Fransk lov har jo et højt niveau af beskyttelse for arbejdstagere. Den beskytter i særdeleshed også dem, der i forvejen er ansat på permanente kontrakter. Faktisk er det næsten umuligt at afskedige dem, med mindre virksomheden næsten er gået fallit, eller den ansatte begår særdeles alvorlige og grove fejl, og afskediger man dem alligevel, risikerer man at blive dømt til 100.000 kr. eller mere i kompensation, hvilket kunne få en mindre virksomhed til at gå konkurs. Derfor er særdeles mange mindre og mellemstore arbejdsgivere bange for at ansætte nye medarbejdere, og gør de det alligevel, forsøger de at begrænse det til midlertidige kontrakter, selv om der også er drakoniske restriktioner for sådanne kontrakter.

I øvrigt ville franskmændene aldrig gå med til de økonomisk liberale reformer, der er nødvendige for, at Frankrig kan genoprette sin økonomi, da de i årtier er blevet sovset ind i velfærd og socialisme i en sådan grad, at de mener at have alskens rettigheder til alting, som staten skal give dem

ABSURD BUREAUKRATI

Endelig medfører det et voldsomt papirvælde for arbejdsgivere at ansætte nogen som helst, og der er så mange forbud i arbejdslovgivningen, at det næsten er umuligt at ansætte nogen uden at overtræde et eller flere forbud. Ifølge den franske avis Libération var den seneste udgave af arbejdslovgivningen, le Code du travail, på 3.809 sider, og dertil kommer utallige såkaldte kollektive konventioner samt en skov af bekendtgørelser og cirkulærer. Skatteloven, le Code général des impôts, på 3.450 sider og socialloven på 3.300 sider er heller ikke noget, man skal tage let på.

De, der allerede er sikret i permanente job, har naturligvis ingen interesse i at gøre det nemmere at afskedige dem. Men det er de yngre generationer og de mindst kvalificerede i alle aldre, der betaler prisen for disse privilegier, da de reelt er udelukket fra arbejdsmarkedet med stabile jobs.

Det hører med i billedet, at det samtidig er dyrt at ansætte medarbejdere i Frankrig. En ansat får trukket omkring 22 % i sin løn i sociale bidrag til sygesikring, pension og en hel masse andet, mens arbejdsgiveren skal betale omkring 40 % af bruttolønnen til de samme formål. Rundt regnet betyder det, at når en ansat får udbetalt 80 kr. før skat, så bliver der i alt trukket 60 kr. til sociale bidrag. Derudover skal arbejdsgiveren betale en mindre skat på de ansatte, og den ansatte skal naturligvis selv betale indkomstskat, hvis han tjener over personfradraget.

På samme tid har euroen gjort Frankrig mindre konkurrencedygtig, nøjagtigt som det blev forudsagt af Bernard Connolly i hans bog The Rotten Heart of Europe i 1995, som resulterede i, at han blev fyret fra sit job som chef for afdelingen for monetære systemer og politikker i Europakommissionen.

Uanset hvem der vinder præsidentvalget i Frankrig på søndag, så er Thomas Tamswald dybt pessimistisk. Frankrig har i realiteten valget mellem pest og kolera, ingen af kandidaterne har brugbare løsningsmodeller til at redde Frankrig fra et regulært systemkollaps,

DEN KATASTROFALE EURO

I bogen redegjorde Connolly for, hvordan en fælles mønt aldrig uden konsekvenser ville kunne fungere uden en fælles regering og permanente fiskale overførsler fra de rigeste regioner til de fattigste regioner, og at euroen var en metode til at gennemtvinge en føderal union ad bagdøren. Konsekvenserne er massearbejdsløshed i de mindst konkurrencedygtige lande som Frankrig, Italien, Grækenland, Portugal og Spanien. Når valutakursen er fastlåst, kan de ikke længere kompensere for indre svagheder ved at devaluere. Nogle fremfører, at devaluering ikke er nogen ideel måde at styre sin økonomi på, hvilket ikke kan bestrides, men alternativet, som vi ser det nu, i form af mellem en fjerdedel og halvdelen af de yngre generationer i Sydeuropa på lossepladsen, er langt værre.

François Mitterrand, fransk socialistisk præsident fra 1981 til 1995, ønskede at få kontrol over den tyske Bundesbank, og derfor var det et ultimatum før den tyske genforening, at Tyskland gik med i euroen. Men i realiteten er det blevet Tyskland, der har fået kontrol over hele eurozonen, samtidig med at deres eksportindustri profiterer af en for Tyskland gunstig, lav valutakurs og dermed nemt udkonkurrerer andre eurolande. Men Tyskland tager ikke de negative sider af en møntunion med: permanente fiskale overførsler til de fattigere lande og fælles regering med de andre eurozonelande.

Ser man på eurozonens Target 2-saldi, kan man konstatere, at Tyskland har omkring 600 milliarder euro, altså omkring 4.500 milliarder kroner, til gode fra de andre eurozonelande. Det drejer sig ikke om officiel statsgæld men blot om de interne konti i den Europæiske Centralbank. Hvis Monsieur Dupont i Frankrig betaler Schulz GmbH i Tyskland 1.000 euro for et parti tyske Bratwurst, så beder Monsieur Dupont naturligvis sin franske bank om at sende 1.000 euro til Schulz’ bank i Tyskland. Men de 1.000 euro bliver reelt ikke betalt fra Frankrig til Tyskland men blot bogført som en negativ kontopostering på 1.000 euro på den franske nationalbanks side og en positiv postering på samme beløb på den tyske nationalbanks side.

TYSKLAND BESTEMMER

Det var aldrig meningen med euroen, at sådanne astronomiske ubalancer skulle blive bygget op. Derfor blev der fastlagt obligatoriske stabilitetskriterier for eurozonens medlemslande. Problemet er bare, at stort set ingen eurozonelande har overholdt dem, og at der reelt ikke er nogen sanktionsmuligheder for at gennemtvinge dem.

Tysklands kansler Merkel har i realiteten meget mere magt over Frankrigs økonomiske fremtid end den næste præsident, uanset om det bliver Le Pen eller Macron. Sat på spidsen, så kommer Frankrig til at leve på tysk nåde i de næste mange år.

Tyskland løber en betragtelig risiko for aldrig at inddrive deres 4.500 milliarder kroner, men så længe de ikke står opført som tab eller officielle tilgodehavender, lader den tyske politiske klasse, som om der ikke er noget problem. Derfor er de afvisende over for enhver eftergivelse af græsk statsgæld. Hvis først der bliver lettet på proppen i badekarret, er de bange før, at det hele løber ud. Derfor fortsætter de med det græske gældscirkus med at oprette nye lån til at betale de gamle, selv om alle udmærket ved, at Grækenland umuligt kan betale sin gæld.

MAFIØSE FAGFORENINGER

Tilbage i Frankrig ligger landet, som det har redt. Landet er reelt delt op i to lejre: den politiske elite med tilhørende mainstreampresse og ledere af de store virksomheder, samt tilhørende permanente ansatte. Om vi taler om socialistpartiet eller de såkaldt konservative republikanere, som uden ophør ændrer partinavn, ændrer ikke ret meget. De kommer alle sammen fra de samme eliteuniversiteter. Eliten har alle dage haft snablen i de offentlige kasser og sørget for sig selv. Hæren af permanente ansatte inkluderer millioner af direkte eller indirekte offentligt ansatte. Alle disse permanente ansattes første prioritet er at have et fast job på livstid – med frynsegoder, 35-timers arbejdsuge, 5 ugers betalt ferie, pension osv. En undersøgelse fra 2013 viste at 73 procent af de unge mellem 15 og 30 år ønskede at blive funktionærer. Men intet land kan udvikle sin økonomi ved at ansætte flere funktionærer.

I den anden lejr har vi de mange uden permanent arbejde, som desuden ofte må finde sig i jammerlige ansættelsesvilkår, da de franske fagforeninger har udviklet sig til noget i retning af mafiaer, der ved hjælp af gentagen afpresning i form af strejker og blokader har opnået stadig mere luksuøse ansættelsesforhold for den lille del af de franske ansatte, der er fagforeningsmedlemmer. Det diskuteres, om det er otte procent eller ti procent af de ansatte, der er medlemmer af fagforeninger, men det er i det offentlige, at repræsentationen er højest med 20 procent. I det private er det oftest i industrien, man finder medlemmerne. Men de mange ansatte i løse job og i små virksomheder nyder som regel ikke godt af nogen fagforeningsbeskyttelse. Fagforeningerne har simpelthen ingen reel interesse i disse spredte sektorer, så derfor nytter det ikke meget for ansatte i disse sektorer at melde sig ind.

Den franske rigsrevision kritiserede fx i 2011, at havnearbejdere i Marseille tjente mellem 4.500 og 5.500 euro om måneden (33.500-41.000 kr.) for, hvad der reelt var mellem 12 og 14 timers arbejde om ugen, som det blev omtalt i Le Figaro.

MACRON HAR INGEN LØSNINGER

Ser vi på Macron, så har han ikke noget nyt på tapetet. Han har ingen løsning for at få de mange udstødte tilbage på arbejdsmarkedet. Han har ingen løsning til at gøre fransk industri konkurrencedygtig igen, især ikke da han elsker den euro, som har gjort denne industri mindre konkurrencedygtig. Han har ingen løsning på at fjerne de lag af kvælende bureaukrati og kvælende skatter, afgifter og sociale bidrag, der gør det næsten umuligt for private virksomheder at trives i Frankrig. Han har ingen løsning på terrorisme og de mange spændinger omkring indvandring, Islam og muslimer. Han kan stadig stole på, at et flertal af den franske befolkning vil beholde deres egne privilegier og derfor stemme på ham. For dem er det nok, at han ikke er Le Pen. Men da der bliver stadigt flere af de udskudte, kan det være et spørgsmål om tid, før den franske elite bliver smidt fra roret.

Men hvad er alternativet? Ville Marine Le Pen gøre det bedre? Først og fremmest har hun forstået, at euroen og EU i deres nuværende form ikke arbejder i den menige franskmands interesse. Frankrig har brug for at få kontrol over sin valuta igen, før landet kan begynde at reparere sin økonomi og industri og sine arbejdspladser. Det er det bedste argument for Le Pen.

LE PEN HAR INGEN BRUGBAR PLAN

Marine Le Pen bliver næsten systematisk klassificeret som det ”ekstreme højre” udelukkende på grund af hendes kritiske syn på indvandring og Islam. Men ser man på hendes økonomiske program, finder man protektionisme, statsstyring og socialdemokratisme. Der er ingen tegn på, at hun ville kunne frigive Frankrigs kreative kræfter, som i årtier har været bundet på hænder og fødder i en sådan grad, at hvis de ville udvikle andet end et fuldtidsarbejde på livstid eller en endeløs stribe midlertidige ansættelser, var de reelt nødt til at forlade landet og slå sig ned i lande med lempeligere behandling af selvstændige og små virksomheder.

Frankrig har brug for en hestekur, der kan fjerne forhindringerne for alle dem, der gerne vil udvikle alt muligt mellem himmel og jord, men som bliver bremset af en hær af funktionærer og et uigennemskueligt og kvælende virvar af skatter, afgifter, sociale bidrag, reglementer, begrænsninger, forordninger, forbud, sanktioner, bureaukrati, love, bekendtgørelser, cirkulærer og en generel modvilje mod private virksomheder blandt de mange offentligt ansatte, som hellere end gerne spænder ben for de mest udsatte virksomheder ved at nægte at udstede de tilladelser, de har pligt til at udstede, ved at opfinde deres egne begrænsninger og regler ud over, hvad lovene siger eller blot ved at trække alting i langdrag.

Marine Le Pen bliver næsten systematisk klassificeret som det ”ekstreme højre” udelukkende på grund af hendes kritiske syn på indvandring og Islam. Men ser man på hendes økonomiske program, finder man protektionisme, statsstyring og socialdemokratisme

Det nærmeste, nogen kandidat kom et sådant hestekursprogram, var François Fillon, den tidligere konservative premierminister under Nicolas Sarkozy fra 2007 til 2012. Men han blev taget med begge arme i kagedåsen, eftersom hans britiske ægtefælle havde fået udbetalt store summer af offentlige midler for arbejde, som hun tilsyneladende aldrig har udført. Derudover må man konstatere, at ikke ret meget ændrede sig i hans regeringstid under Sarkozy, som med store armbevægelser havde lovet at bryde med de gamle vaner. Fillon havde fem år til at vise, hvad han duede til. Hvis han ikke kunne gøre ret meget dengang, hvorfor skulle vi så tro på, at han kan gøre det nu? Sarkozy lovede dengang, med Fillon som premierminister, at fjerne en upopulær lokal skat, la taxe professionnelle, på små virksomheder. Det gjorde han også. Og så indførte han en ny skat med et andet navn, som virkede på nogenlunde samme måde og kostede nogenlunde det samme for virksomhederne. Faktisk var den nye skat to forskellige skatter, så én upopulær skat blev afløst af to.

REFORMER ER UMULIGE

I øvrigt ville franskmændene aldrig gå med til de økonomisk liberale reformer, der er nødvendige for, at Frankrig kan genoprette sin økonomi, da de i årtier er blevet sovset ind i velfærd og socialisme i en sådan grad, at de mener at have alskens rettigheder til alting, som staten skal give dem. Der ville blive oprør i månedsvis, hvis en regering forsøgte at gennemføre de nødvendige moderniseringer. Landet er reelt uregerligt.

Uanset om Macron eller Le Pen bliver valgt, må vi regne med mere socialisme og mere statsstyring i Frankrig. Forskellen mellem de to er langt mindre, end hvad medierne giver det ud for. Hvis en ung franskmand, som ikke er udklækket af l’École Nationale de l’Administration eller l’École Polytechnique, vil nogen vegne i sit liv, bortset fra livslang middelmådighed, er dennes eneste mulighed reelt at emigrere, hvilket flere og flere da også gør.

Spørgsmålet er så, hvordan de tilbageværende franskmænd vil betale gildet, når de mest kreative er skredet?

VALGET STÅR MELLEM PEST ELLER KOLERA

Personligt tror jeg desværre, at Frankrig er nødt til at gennemgå en eller anden form for revolution efter et totalt kollaps, før der kan genopbygges en velfungerende nation, men der er heller ingen garanti for, at det, der følger efter, bliver bedre.

Tyskland kan jo prøve at svinge pisken endnu mere over deres franske eurozone-vasalstat, men vi har jo set i Grækenland, at det blot vil gøre alting endnu værre for menigmand.

Om det bliver Macron eller Le Pen, så vil Frankrig fortsætte med at bevæge sig mod et sammenbrud af den ene eller den anden slags. Pest eller kolera. De, der kan forlade den synkende skude, har interesse i at gøre det i tide.

Del gerne artiklen på Facebook:

Kommentarer

STØT 24NYT EN GANG OM MÅNEDEN

Vælg beløb