Arven efter Krarup og Langballe


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Tidehverv var en dansk teologisk retning, opstået i årene efter 1. verdenskrig. Navnet “Tidehverv” hentyder til, at tiderne skifter ved solhverv. Det var udtryk for en holdning, der føltes relevant i 1920’ernes Danmark, da bevægelsen og bladet Tidehverv opstod.

Første Verdenskrig havde sat en brat stopper for en periode med optimisme og kirkelig tro på, at verden kunne forbedres ved kristendommens udbredelse. Efter de kristne landes ødelæggende krig var forholdene politisk, økonomisk og teologisk lagt i grus. Optimismen lå begravet i skyttegravene i Flanderns marker.

Efter krigen opstod et teologisk opgør med fortiden, og i Danmark fik opgøret med “den gamle tid” i høj grad skikkelse af bevægelsen Tidehverv.

Tidehverv ville tale om Gud og om Guds virke gennem ordets forkyndelse. Verden skulle ikke frelses ved menneskers indsats, men ved Guds ord – og når man havde hørt ordet, skal man tjene vores næste i hverdagen, i gode gerninger, det var mantraet.

De mest kendte nutidige repræsentanter for Tidehverv var præsterne Søren Krarup og Jesper Langballe. De er ikke mere, de var de fremmeste repræsentanter for Tidehvervs bevægelsen.

Siden 2007 har Tidehvervs bevægelsen holdt sine sommermøder på Rønshoved Højskole. Tidehverv i dag er et opgør mod rationalismen og hele parnasset af de førende kulturkristne, der har overtaget moderniteten og rationalismen. De politisk korrekte, de venstreorienterede præster, bedst personificeret ved en Margrethe Auken. Hun mener, at Tidehverv er blevet taget som gidsel af de højreorienterede, som hun udtrykker det.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Den politiske dagsorden anno 2021

Nok mere et udtryk for styrken, der lå i forkynderne, Krarup og Langballe. Hun føler sig givetvis forbigået ved ikke selv at have haft styrken til at kunne afspore bevægelsen og bringe den ind i hendes modernitet og marxistiske verdenssyn.

Tidehverv ser en eviggørelse af menneskelige værdier, hvor resultatet er en moralisme, og hvor autoriteten ligger i kirken. Det er Tidehvervets tilhængeres opfattelse, at hvad angår frelsen, formår mennesket intet; frelsen er alene Guds at give. Altså en adskillelse af det menneskelige og det guddommelige.

Tidehvervs tanke er vigtigheden af at have en personlig etik, og forstå betydningen af, at der ikke gives stærkere moral end den, der udspringer af kirken. Og den tanke omsatte Krarup og Langballe til en ideologisk styrke i den tid, de huserede i DF. De udgjorde to klipper i partiet.

For som de begge udtrykte det, så opfattede de tiden som folketingsmedlemmer som en værnepligt. Politik og kristendom skal, som anført i Tidehvervstanken, normalt holdes adskilt, men truslen fra islam nødvendiggjorde et politisk engagement, som Krarup udtrykte det. Og større patriot, formidler og ideolog har Danmark vel næppe haft siden Kaj Munk.

Tidehvervstanken, set med de briller som “de sorte præster”, Krarup og Langballe, havde, bør revitaliseres, som en rettesnor for det DF, der partipolitisk udgør en arvtager af, hvad de to fætre Krarup og Langballe efterlod sig. De var vor tids tempelriddere.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Opløsningstiden – Hvad vil vores efterkommere tænke om os?

En stærk tro på Gud, en tro på danskhed, en tro på det forudsigelige, det trygge og det nære, en tro på, at vi blot er et slægtled i en lang og kontinuerlig række, som ligger både bag os, i os, og foran os, og en vilje til at fastholde Danmark, og danskerne i den kristne tro, det bør være svaret på den undergangsstemning, som præger den tid, vi lever i.

Som en tilhænger af Tidehvervs tanken, der ligger styrken i troen, i viljen til at kæmpe for det Danmark vi kender og elsker, i den magt der ligger i at opnå politiske resultater. Det er det tveæggede sværd, der vil kunne modstå ondskabens tro, islam. Amen.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)