Bag banebrydende overfaldsalarm: Studerende modtager verdensmålsmikrolegat

”Det skal være trygt for alle at færdes overalt”. Det er visionen bag en ny opfindelse, som fire VIA-studerende står bag. De læser alle Design og Business med speciale i Entrepreneurship på VIA University College og har sammen udviklet en overfaldsalarm, der skal sikre hurtigere hjælp til mennesker i nød.

”Det var faget Design for Change, som vi havde i efteråret, der fik os sporet ind på ideen. Her arbejdede vi nemlig fokuseret med FN’s verdensmål, og særligt mål nummer 16, som handler om et trygt samfund uden vold, tiltalte os. Derfor arbejdede vi videre med det og kom på ideen til en ny type overfaldsalarm,” fortæller 25-årige Kristine Skovgaard.

CEDI Alert er navnet på overfaldsalarmen, der er så lille, at den kan placeres på et smykke. Når man udløser alarmen, giver den besked til en række personer, CEDI Runners, som gennem den tilhørende app kan komme den nødstedte person til undsætning.

Verdensmålsmikrolegat på 10.000 kroner

På baggrund af den nye opfindelse og arbejdet med FN’s verdensmål har Tuborgfondet og Fonden for Entreprenørskab netop tildelt de fire studerende bag CEDI Alert et såkaldt Verdensmålsmikrolegat på 10.000 kroner.

Legatet gives til studerende på videregående uddannelser, som har en god idé til et produkt eller en forretningsmodel, der tager afsæt i FN’s Verdensmål og kan være med til at løse verdens allerstørste udfordringer.

LÆS OGSÅ:  Overfaldsalarm sikrer VIA-studerende førsteplads til DM i Entreprenørskab

”Vi blev utroligt glade og rørte over den opbakning, vi har fået. Gennem vores uddannelse har vi virkelig fået tillært vigtigheden af at arbejde med verdensmålene, og derfor betyder det så meget for os, at vi nu får økonomisk hjælp til videreudvikling, så vi kan skabe et tryggere samfund,” fortæller 26-årige Caroline Louise Lilleør.

Søger løbere

Det er endnu ikke fastlagt, hvornår CEDI Alert lanceres, da gruppen bag er i fuld gang med at gennemteste systemet. Næste step i udviklingen er at skaffe de såkaldte CEDI Runners – danskere, der, ligesom Hjerteløbere, skal komme til undsætning, når alarmen aktiveres.

”En del af konceptet består jo i de her CEDI Runners, og derfor skal vi nu til at se på, hvordan vi tiltrækker så mange som muligt,” siger Kristine Skovgaard og fortsætter:

”Vi håber, at mange danskere vil melde sig, for vi tror virkelig på, at CEDI Alert kan bidrage til en positiv udvikling i vores samfund.”