Dansk designer vil hjælpe børn fra misbrugsfamilier gennem nyt tøjmærke

Kjoler eller herreskjorter købt i en genbrugsbutik bliver forvandlet til børnetøj i god kvalitet. Det er idéen bag et nyt tøjmærke, som designeren Michelle Nygaard og hendes kæreste Kevin Bechmann Timm står bag. En del af overskuddet går til Blå Kors Danmark, som blandt andet hjælper børn fra hjem med alkoholmisbrug.

Michelle Nygaard (t.v.) er uddannet beklædningshåndværker og bor sammen med kæresten Kevin og deres to børn i en lille by nær Næstved på Sydsjælland. Hun finder al stoffet til tøjet i Blå Kors’ genbrugsbutikker. Foto: Jens Peter Engedal.

122.000 børn i Danmark vokser op i en familie med en mor eller far, der drikker. For mange af børnene er det en bagage, som de bærer rundt på hele livet.

Kæresteparret Michelle Nygaard og Kevin Bechmann Timm har nu startet mærket RE-MA-KID, som producerer bæredygtigt dansk børnetøj. Hvert stykke tøj er helt unikt og bliver syet af genbrugstøj og tekstiler, som de nøje udvælger på bøjlerne i Blå Kors’ genbrugsbutikker.

Parret har indgået et samarbejde med Blå Kors Danmark, som betyder, at 10 procent af overskuddet fra deres nye webshop går til socialt hjælpearbejde som eksempelvis at drive støttecentre for børn og unge fra hjem med alkohol- og stofmisbrug.

“Vi føler, at vi kan relatere til det arbejde, som Blå Kors laver, så det giver virkelig god mening for os at kunne hjælpe børn og familier i Danmark. For mange er alkoholmisbrug et tabu, som vi har et stort ønske om at være med til at bryde, da vi også selv har haft det tæt ind på livet,” fortæller Michelle Nygaard.

LÆS OGSÅ:  Fra misbrug til fast arbejde

Tanken om at producere børnetøj ud fra genbrugsmaterialer og samtidig støtte et velgørende formål, blev taget godt imod hos Blå Kors Danmark, som med det samme var med på idéen.

“Det er fantastisk at mærke Kevin og Michelles engagement og ambition om at gøre en forskel for andre samtidig med, at de får syet noget børnetøj i høj kvalitet ud af det tøj, som andre ikke længere kan bruge. Her går genbrug og social ansvarlighed virkelig op i en højere enhed,” siger Anders Christensen, som er chef for Blå Kors Genbrug.

Alt bliver håndlavet og genbrugt

Michelle, som er uddannet beklædningshåndværker og lige er blevet mor til parrets andet barn, bed mærke i, hvor mange ressourcer der bruges på børnetøj, til trods for den korte tid, børnene kan passe tøjet.

”Vi designer tøj til børn, der giver plads til, at barnet kan gro, blandt andet ved at bruge regulerbare stropper, som gør, at tøjet kan bruges i takt med, at barnet vokser. Med den masseproduktion der foregår i verden, er det vigtigt at RE-MA-KID støtter og bevarer dansk håndværk og produktion,” siger Michelle Nygaard og fortsætter:

“Vi har længe haft en drøm om at gøre en forskel. Det, der betyder meget for os, er, at det er et bæredygtigt koncept. At man laver noget, man kan stå inde for og har et godt formål. Netop derfor valgte vi et samarbejde med Blå Kors Danmark.”

LÆS OGSÅ:  Politi: Dødsfald vækker bekymring

De stofrester, der bliver til overs i forbindelse med produktionen, bliver syet om til hårbånd og andet tilbehør, så der ikke går noget til spilde.

Webshoppen med børnetøj går i luften den 30. juni kl. 12. Et udvalg af parrets håndlavede børnetøj vil på et senere tidspunkt blive udstillet i Blå Kors’ genbrugsbutik i Rødovre.