Dansk ligemageri dræber talentudvikling

I en undersøgelse blandt 374 HR-ansvarlige, som Visma Enterprise Danmark har foretaget, angiver 77 pct. af virksomhederne, at fastholdelse af talent fremover bliver endnu vigtigere for dem. Men når man spørger ind til, hvad de rent faktisk gør på området, så er det kun 22 pct., der arbejder strategisk med talentudvikling og -programmer. Det skriver Børsen.

Mange virksomheder har en tendens til at forveksle almindelige personaleindsatser som attraktive lønpakker og fleksible arbejdstider med målrettede strategiske HR-indsatser med fokus på virksomhedens vækst og udvikling.

En del af forklaringen for manglende fokus på talentudvikling bunder i virksomhedernes manglende mod til åbenlyst at satse på udvalgte medarbejdere frem for massen. Man er bange for, at det bliver for “elitært”, og man vælger i stedet at smøre et tyndt lag udvikling ud på alle medarbejdere.

24NYT: Danskerne bryder sig ikke om, at nogen tilhører eliten, præsterer, hævder sig og er dygtigere end gennemsnittet, fordi det strider mod vores nordiske anti-elitære natur. Vi er så bange for ulighed, at vi kører efter laveste fællesnævner og peger fingre ad folk med store armbevægelser og vilde ambitioner.

I lighedssamfundet Danmark konkurrerer man ikke, og hvis man endelig konkurrerer, så gør man det kun officielt i oplagte konkurrencer som løb, fodbold og popmusik, for her kan alle være med. Mens fodboldstjerner og popstjerner er tidens helte og gerne må tjene store summer, må de dygtige erhvervsledere ikke spinde guld på talentet og årtiers hårdt arbejde.

Danmark er et lille landsbyland, som er bygget op omkring en lighedstankegang, og hvor der er stor lighed. Prisen for den lighed er, at man ikke skal skille sig for meget ud, for så bliver man hurtigt mødt af: ”Du skal ikke tro, at du er anderledes end os andre – og slet ikke bedre”. Det ligger dybt i den danske folkesjæl, at man ikke må være nummer et. Det gælder om at være på niveau med de andre.

Det største problem med talentudvikling i Danmark er, at vi er for lighedsorienterede og ikke bryder os om tanken, at nogle er ”særligt egnede”. Det at udpege de allermest lovende medarbejdere og give dem ekstra udviklingsfokus, strider mod vores nordiske anti-elitære natur.

Facit er, at danske ledere ikke tager ansvar for medarbejderudvikling, da de er uvillige til at differentiere top-performere fra middelperformere og underperformere – og adresserer ikke kronisk underperformance. Vores nordiske natur strider ganske enkelt mod talentidentifikation og performanceorientering.

Man kan ikke gøre et folk, der har lighedsmageriet, selvtilfredsheden, middelmådigheden, manglende sult efter succes, jantelovskulturen og mageligheden som en del af sit DNA, til tilhængere af eliten og konkurrencen. Og derfor prioriterer virksomhederne ikke talentudviklingen.