Danske jøder har ingen fremtid i antisemitisk Danmark

Den muslimske indvandring til de vestlige lande har skabt en ny situation for jøderne uden for Israel. I hvert enkelt vestligt land udgør muslimerne i dag en aggressiv og stærkt antisemitisk minoritet, som politikerne, medierne, erhvervslivet, opinionsdannere mv. i stigende grad tager hensyn til og lefler for. Det er grunden til, at jøder i Vesten, inkl. Danmark, er mere bange, end de har været i årtier. Og eftersom tilstrømningen fra Mellemøsten og Afrika vil fortsætte, må den nøgterne vurdering være, at jødernes situation kun kan ændre sig til det værre.

Det gælder ikke mindst de danske jøder. Det anerkendte PEW Research Center skønner, at kombinationen af den fortsatte muslimske tilstrømning, familiesammenføringerne og muslimernes høje fødselsrate betyder, at antallet af muslimer i Danmark vil vokse til 770.000 i 2050 svarende til ca. 13 pct. af befolkningen. Eftersom de danske muslimer udgør en pressionsgruppe og talerør for islam og dansk eksport til Mellemøsten er den ultimative danske kerneværdi, er man i Danmark mere og mere eftergivende for muslimske krav. Den nylig vedtagne koranlov, muslimske propagandamøder på SDU, myndighedernes godkendelse af muslimske ægteskaber med mindreårige samt politiets opfordringer til at aflyse offentlige jødiske arrangementer er blot de seneste eksempler herpå.

Antisemitismen i Danmark er ikke noget nyt. Det jødiske samfund i Danmark har oplevet antisemitisme lige siden 1600-tallet. I mellemkrigstiden var danskernes antisemitiske fordomme kombineret med racetænkning, som både indebar stereotyper om fysiologi og åndelige egenskaber. Under den anden verdenskrig stak mange danskere deres jødiske medborgere, som blev fanget og sendt til Theresienstadt og andre koncentrationslejre. En lang række historikere har dokumenteret, at redningsaktionen i Gilleleje var en lukrativ forretning for fiskerne, der har tjent styrtende med penge på at sejle danske jøder til Sverige. Det var således usselt købmandskab og kræmmermentalitet, og ikke idealisme, der drev værket i Gilleleje, men det er fortrængt i den kollektive danske selvopfattelse.

Siden starten af 1980’erne har det danske establishment – politikere, regeringsmedlemmer, folketingsmedlemmer, opinionsdannere, journalister, kulturpersonligheder mv. – i stigende grad gjort Israel og jøder til legitime mål for danske og muslimske antisemitter gennem deres stærke og vedholdende antiisraelske retorik. Det officielle Danmark er reelt i krig med Israel – en krig, som føres gennem medierne, diplomatiet, erhvervslivet og i internationale fora, herunder FN og EU. Udadtil tager danske politikere officielt afstand fra antisemitiske hændelser, der i dag primært begås af muslimerne, men i realiteten giver de næring til antisemitismen ved at forklæde den som legitim kritik af Israel. Resultatet er, at en stor del af de etniske danskere er blevet terrorsympatisører, idet de deltager i eller støtter palæstinensiske demonstrationer mod Israels bombardement af Hamas’ stillinger i Gaza. I meningsmålingerne svarer 40 pct. af danskerne, at de ikke har mere eller mindre sympati med nogen af parterne i Gaza-krigen.

Selv om den danske regering lovede Israel fuld solidaritet efter Hamas’ terrorangreb den 7. oktober, har Danmark for nylig igen valgt at stille sig entydigt på palæstinensernes og islams side ved at stemme for en antisemitisk FN-resolution, som ikke med ét eneste ord nævner krigens egentlige årsag, nemlig Hamas’ massakre på israelske jøder.

Danske medier flyder over af antisraelsk propaganda og systematisk misinformation. Medierne lægger velvilligt deres spalter (og websites) til Hamas’ propaganda samt løgne om Israel og jøder og er dermed med til at skabe et klima, hvor antisemitisme og jødehad blomstrer.

Dansk politi beskytter muslimske antisemitter frem for at beskytte fredelige jødiske borgere. Muslimske demonstrationer og optog tillades, mens jødiske arrangementer og fester frarådes, fordi politiet ikke kan (eller ikke vil) håndtere muslimske terrortrusler mod jøder. Reelt fraråder politiet danske jøder at være jøder offentligt. Alt dette mens Mossad hjælper politiet med at redde danske liv.

Danske universitetsansatte, studerende, forskere, kulturpersonligheder mv. underskriver antisemitiske solidaritetserklæringer med det palæstinensiske folk, hvor Israel anklages for folkedrab og apartheid.

Den snigende og vedvarende islamisering af det danske samfund på alle niveauer og den sympati og tolerance, som det officielle Danmark udviser for det muslimske mindretal, har skabt en mental ghetto, hvor danske jøder lever et liv med angst, ydmygelser, chikaner og politibevogtning døgnet rundt.

Hamas’ terrorangreb på Israel har været en øjenåbner for jøderne i USA og andre lande, hvor jøderne bor. Efter den 7. oktober, da alle jøder i diasporaen gennemgik et kollektivt tab, sorg og savn, har jøderne set alle centrale institutioner og personligheder enten afvise eller retfærdiggøre de grusomheder, som Hamas har begået, og stille sig på gerningsmændenes side, fordi “modstand” mod “kolonialister” og “besættere” er berettiget.

Men sådan er det ikke i Danmark. Mens Hamas’ terrorangreb var et wakeupcall for jøder over hele verden, lever Det Jødiske Samfund og de danske jøder fortsat i den vildfarelse, at bare de føjer den propalæstinensiske godhedslobby, muslimerne, imamerne samt antisemitiske politikere og medier, så vil disse lade dem i fred. De håber, at den muslimske ekstremisme og antisemitisme, der vokser for hver dag og bliver ved med at vokse, forsvinder af sig selv.

Jøderne i Danmark har derfor valgt den traditionelle strategi om at ”dukke nakken” og leve i skjul. De tilpasser sig, skruer ned for det jødiske, tager kalotten af i bestemte situationer, skjuler deres davidsstjerner mv. Forklaringen er den, at danske jøder, der har levet i Danmark gennem generationer, er mere danske end israelske. Derfor søger de konsensus, gør indrømmelser, undgår konflikter og møder muslimsk antisemitisme med dialogkaffe, bekymringssamtaler, fakkeltog og udstrakt hånd. Og derfor opfordrer overrabbiner Jair Melchior til at have sympati med de såkaldte “almindelige” palæstinensere velvidende om, at 75 pct. af palæstinenserne i Gaza støtter Hamas og deres massakre den 7. oktober.

Danske jøder har bildt sig ind, at sympati for de såkaldte ”almindelige” palæstinensere, forståelse, eftergivenhed samt strategien om at vende det andet kind mod både danske og muslimske antisemitter er vejen til idyllisk fred. Historien viser imidlertid, at det at dukke sig og håbe, at det bare gå over, er en perspektivløs strategi. De værste katastrofer ramte jøderne i Spanien og Tyskland – de to lande, hvor jøderne var bedst integrerede og assimilerede. Det er netop i disse to lande, at jøderne blev udsat for de værste forfølgelser og Holocaust.

Bundlinjen er, at danske jøder aldrig vil være i sikkerhed i Danmark, uanset hvor meget de måtte dukke sig, uanset hvor meget de måtte samarbejde med imamerne og muslimske organisationer og uanset hvor mange handleplaner mod antisemitisme de skiftende danske regeringer måtte diske op med. Danske jøder behøver dog ikke at dukke sig, se sig over skulderen og leve i utryghed i Danmark. I modsætning til tidligere har de nemlig et jødisk hjemland, som er en militær og teknologisk supermagt, og hvor de er velkomne og kan bo i fred. Det vil de aldrig kunne i Danmark, hvor deres situation kun bliver værre. Israel er derfor det eneste sikre land og jødernes eneste garanti – ”den ultimative sikre havn”.

André Rossmann