Danskerne i Grønland ses som koloniherrer

I Grønland hører man stadig om danskere, som knap nok er steget af Danmarksflyveren, før de præsenterer en løsning på alle Grønlands problemer. De taler hen over hovedet på de lokale og opfører sig som koloniherrer, skriver Nauja Lynge i Jyllands-Posten.

”Nogle grønlændere skal vente på bolig i Nuuk det meste af livet, mens tilkaldt dansk arbejdskraft får tildelt bolig (som ovenikøbet står tomme halvdelen af året), danske sygeplejersker holder på normeringerne, hvor ufaglært arbejdskraft sagtens kunne udfylde noget af det med madlavning og klargørelse af senge, asiater udfylder jobs på fiskefabrikker osv.

Der findes også en del danskere, som taler hen over befolkningen og modtager privilegier, som er meget langt fra den almindelige befolkning, som kæmper med at finde bolig og få et job.

Grønlændernes vrede og frustration opstår altså ikke ud af ingenting. Man forstår virkelig godt, hvorfor man så hovedløst ønsker løsrivelse fra danskere, som ved bedre og fortsat tror de kan løse alle Grønlands problemer efter et kvarter i Grønland”. Læs mere her.