Danskerne løber stadig fra parkeringsskaderne

bil bilulykke skade

Fire ud af ti danskere har fået en eller flere parkeringsskader de sidste tre år, og kun i 9 % af tilfældene er der nogen, som tager ansvar for skaden. Dette er tal, der desværre ikke har udviklet sig de sidste mange år. Det viser en ny undersøgelse, som Kantar Gallup har lavet for Gjensidige Forsikring.

Alt for mange oplever at få parkeringsskader uden nogen tager ansvaret for at have lavet dem. Hos Gjensidige bliver der anmeldt flere end 8.000 p-skader om året, hvilket gør det til den mest hyppige bilskade.

Gennemsnitsprisen for en parkeringsskade ligger i omegnen af 10.000 kr.

”År efter år kan vi desværre konstatere, at der stadig er alt for mange, der får de her fuldstændig unødvendige parkeringsskader. Og det er simpelthen ikke godt nok, at størstedelen stadig ikke giver sig til kende, når de er kommet til at ramme en anden bil,” siger Henrik Sagild, skadedirektør i Gjensidige Forsikring.

Efterår og vinter er højsæson

Som dagene bliver kortere og mørket trænger sig på, stiger risikoen også for p-skader. November og december er sædvanligvis de måneder, hvor flest biler får buler på parkeringspladsen.

”Black friday, jul og januarudsalg er alle ting, der får bilisterne til at besøge indkøbscentrene. Det betyder derfor mere trængsel på parkeringspladserne og flere skader. Det er vigtigt, at folk er ekstra opmærksomme i disse måneder, hvor der ofte er kamp om parkeringspladserne,” siger Henrik Sagild.

Danskerne har svært ved at finde p-pladser

Efterhånden som der kommer flere biler på vejene, bliver pladsen på veje og parkeringspladser mere trang. Det betyder, at der er behov for flere p-pladser, og 67% af danskerne mener desværre, at det er blevet svære at finde parkeringspladser.

Sådan dækker forsikringen

Måske giver mange sig ikke kende ved p-skader, fordi de er i tvivl om, hvordan forsikringen dækker. De danske forsikringsselskaber dækker ofte lidt forskelligt, men i udgangspunktet er der to forsikringer, der kan komme i spil:

  • Kaskoforsikring: Den dækker i udgangspunktet skader, man har fået på egen bil, hvis den skyldige ikke har givet sig til kende. Har man ikke en kaskoforsikring til sin bil, må man selv betale udgifterne til reparation af bilen.
  • Ansvarsforsikring: Hvis man laver en skade på en anden persons bil, dækker denne forsikring. Ansvarsforsikringen er lovpligtig.

Derudover kan der i nogle forsikringer være en selvrisiko. Selvrisikoen er det beløb, der bliver trukket fra udbetalingen. Hvis det koster 3.000 kroner at få repareret bilen, og man har en selvrisiko på 2.000 kroner, får man dækning på 1.000 kroner.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er fortaget af Kantar Gallup for Gjensidige Forsikring i september 2019 blandt 1052 repræsantativt udvalgte danskere.

Hvilke af nedenstående udsagn er du enig i?

  • Det er blevet sværere at finde parkeringsplads i byerne 67%
  • Parkeringsbåsene er blevet smallere 39%
  • Der er for få parkeringspladser i byerne 50%
  • Der er for mange parkeringspladser i byerne 1%
  • Det er blevet sværere at udføre parkeringen pga. pladsmangel 32%
  • Ingen af ovenstående 9%
  • Ved ikke 8%

Har du oplevet, at din bil har fået skader, mens den har været parkeret (inden for de sidste tre år)?

  • Ja, en enkelt gang 21%
  • Ja, et par gange 16%
  • Ja, flere end tre gange 3%
  • Nej 57%
  • Ved ikke 3%

Var der efterladt en seddel, eller blev du orienteret på anden måde af den, der havde lavet skaden?

  • Ja, hver gang 4%
  • Ja, men ikke hver gang 5%
  • Nej 91%
  • Ved ikke 0%

Har du selv, inden for de sidste 3 år, lavet en skade på en bil og forladt stedet uden at efterlade en seddel eller på anden måde gøre bilens ejer opmærksom på skaden?

  • Ja, men jeg vidste ikke, at jeg havde lavet en skade (blev gjort opmærksom på det senere) 0%
  • Ja, og jeg vidste godt, at jeg havde lavet en skade 1%
  • Ja, anden grund 1%
  • Nej 97%
  • Ønsker ikke at svare 0%
  • Ved ikke 1%

Hvad vil du gøre, hvis du ser nogen stikke af fra en parkeringsskade?

  • Notere nummerplade og efterlade en seddel til ejeren af den skadede bil 70%
  • Notere nummerplade og ringe til politiet 25%
  • Prøve at stoppe synderen for at gøre ham/hende opmærksom på, at du har set, hvad der er sket 18%
  • Andet, notér: 1%
  • Ingenting 5%
  • Ved ikke 9%

Kommentarer