De små selvstændige er de store tabere

Lønmodtagerkulturen præger de danske hjælpepakker. Forståelsen for de selvstændiges særlige problemer er kun i begrænset omfang til stede hos beslutningstagerne. De små selvstændige er derfor kastet ud på dybt vand, og administrationen af de hjælpepakker, der kunne kompensere de tvangslukkede små virksomheder, er træg og langsommelig, skriver prof. Ole P. Kristensen i Berlingske.

De ringere vilkår for selvstændige afspejler den danske lønmodtagerkultur. Danskerne er blevet en nation af lønmodtagere, hvor det at være lønmodtager opfattes som den naturlige og fornuftige måde at være erhvervsaktiv på. De partier og organisationer, der forhandler hjælpepakker, er befolket med lønmodtagere, der aldrig har prøvet andet end tilværelsen som lønmodtager. Det gælder også erhvervsorganisationerne. De fleste chefer i de store erhvervsvirksomheder er funktionærer, og alle medarbejderne i deres organisationer er det i hvert fald.

Hjælpepakkernes manglende opmærksomhed på de små selvstændiges særlige problemer, og den langsommelige administration vil tage livet af mange af de resterende selvstændige. Signalet er ikke til at overse: man skal være lidt tosset for at satse på en tilværelse som selvstændig.

Det er bekymrende, fordi iværksætteri og lysten til at blive selvstændig er forudsætningen for at skabe fremtidens velstand og arbejdspladser.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)