Den danske løgn om høj social mobilitet

Danmark suser ind på førstepladsen i en ny international opgørelse fra World Economic Forum (WEF), der for første gang måler, hvilke lande i verden der er bedst til at skabe social mobilitet for deres borgere. Det skriver Berlingskes Thomas Larsen og Vibeke Lyngklip Svansø.

I rapporten ”Social Mobility Report 2020” sætter de nordiske lande sig på de første fem pladser med Danmark i front efterfulgt af Norge, Finland, Sverige og Island. Dernæst følger Holland, Schweiz, Østrig, Belgien og Luxembourg.

Resultatet glæder beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), som i de næste dage deltager i WEF-topmødet i Davos. Her vil han markedsføre Danmarks topplacering i social mobility-indekset.

Men det er falsk markedsføring, for virkeligheden i Danmark tegner et helt andet billede. Hvilket Thomas Larsen og Vibeke Lyngklip Svansø forbigår i tavshed i Berlingskes artikel.

Danmark er ganske vist stadig blandt de lande i verden med den største sociale mobilitet målt på indkomst, men de seneste 15-20 år er det blevet sværere at bevæge sig fra at være vokset op med forældre i den laveste indkomstgruppe til selv at tilhøre den højeste. Flere børn af forældre i den laveste indkomstgruppe end tidligere bliver hængende der, og flere børn af velhavende forældre tilhører selv i dag den øverste femtedel som voksne end i 2000.

Og hvis man ikke måler mobiliteten på indkomst, men i stedet ser på, om man er i stand til at bevæge sig ud af den uddannelsesmæssige baggrund, som ens forældre har, så tyder det på, at det ikke står nær så godt til i Danmark, som vi troede. Ifølge Rockwool Fondens Forskningsenhed ligger vi her omtrent på linje med den sociale mobilitet, der er i USA.

I mange år har venstrefløjen kapret begrebet ”negativ social arv” i en politisk argumentation om, at det eneste, der hjælper med at skabe flere mønsterbrydere, er flere pædagoger, mere velfærd og højere ydelser. Men det er en misforståelse.

Velfærdssamfundet hjælper heldigvis mange videre i livet, men det er også med til at passivisere unge, der skal i gang med en uddannelse eller ind på arbejdsmarkedet. Der er i dag problemer med motivationen i hele uddannelsessystemet, og bunden af samfundet er gennemsyret af en kultur, hvor man læner sig tilbage og lever af overførselsindkomster.

De to nobelprismodtagere, professor i økonomi James Heckman, University of Chicago, og forsker Rasmus Landersø, Rockwool Fondens Forskningsenhed, har fundet frem til, at Danmark ikke er meget bedre til at bryde den social arv end USA, når det gælder uddannelse. Det samme viser tal fra OECD.

Socialdemokraterne ville som bekendt afbøde konsekvenserne af klasseskellene gennem omfordeling over skatterne og gratis offentlig velfærd.

Alligevel er chancerne for, at en person i Danmark bryder den sociale arv og går fra at være barn i en lavindkomstfamilie til de 20 pct. højeste indkomster som voksen, er faldet med 14 pct. over de seneste 15 år. Over samme periode har personer, som er vokset op i familier med de højeste indkomster, fået omkring 10 pct. større chance for også selv at have de højeste indkomster som voksen.

Bundlinjen er, at det danske velfærdssamfund ikke er i stand til at skabe bedre muligheder for de svageste. De ressourcestærke løber allerede i en tidlig alder fra de ressourcesvage. Det gør de i Danmark og i andre lande. Det gjorde de før velfærdsstaten, og det gør de stadig.

Hummelgaards falske markedsføring i Davos kan ikke sløre, at danskernes mål om at bryde den negative sociale arv er slået helt og aldeles fejl.

André Rossmann