Myten om det grønne Danmark (2023)

Danmarks bidrag til klimaet er symbolsk

Danmarks bidrag til den globale klimaindsats er særdeles symbolsk som følge af landets begrænsede størrelse. Danmark udleder i dag 0,1 pct. af verdens CO2, hvilket på det nærmeste ikke er måleligt. Denne ikke-målelige udledning ønsker danske politikere at reducere med 70 pct. Virkeligheden er, at det ville være både billigere og mere effektivt at investere i at nedbringe CO₂-udledningen andre steder i verden, da Danmarks CO₂-udledning er så beskeden, at den dårligt kan registreres. Men for danske politikere handler det ikke om CO₂-reduktion, men om at Danmark skal være et ”grønt foregangsland”. Men hvis Danmark med sine enorme milliardinvesteringer i den grønne industri en dag bliver et land helt uden CO2-udslip, vil det ifølge FN’s klimamodeller højst forsinke den globale klimaændring et par dage. Det gør derfor overhovedet ingen forskel for klimaet, om Danmark “går foran” andre lande i klimakampen.

Klimapopulisme i fuldt flor

Umiddelbart skulle man tro, at et lands energipolitik skulle handle om at etablere politiske rammer for en billig og sikker energiforsyning til borgere og virksomheder. Så enkelt er det ikke. Energipolitikken i Danmark er blevet en politisk kampplads, hvor ideologi, følelser og benhårde industriinteresser spiller hovedroller.

Politikerne og den grønne lobby har siden 2019 haft travlt med at lufte storladne og uforpligtende klimavisioner, formulere et hav af bombastiske hensigtserklæringer og indgå aftaler, der aldrig er blevet fulgt op af konkret handling. Nettoeffekterne af de politiske beslutninger for Danmarks klimaregnskab beror enten på meget lange fremskrivninger, på usikre skøn, på forestillingen om betydelige forskningsfremskridt eller på tiltag, hvor reduktionerne købes forholdsvis dyrt. Ministrene har været hurtige til at tage de politiske stik hjem, når de stolte har fortalt om ambitiøse planer og brede grønne forlig, alt imens de har ignoreret de tekniske og økonomiske realiteter.

For de klimabesatte danske politikere og vælgere er det egentlige formål med 70-procentmålsætningen ikke at redde klimaet, men at blive et foregangs- og inspirationsland på klimaområdet. I den oppustede danske selvforståelse er danskerne nemlig Guds udvalgte grønne folk. Selv om det danske CO2-udslip kun udgør en promille af det globale CO2-udslip, mener man i Danmark, at ved at agere som et foregangsland, som alle lytter til andægtigt og med beundring, vil den danske klimapolitik sprede sig over hele verden. Og derfor er der i den danske klimadebat ekstrem meget fokus på den politiske kommunikation og signalgivning og meget lidt fokus på konkrete klimatiltag.

Klimakamp er en kamp om erhvervssubsidier

Den grønne omstilling begrundes i Danmark primært følelsesmæssigt, moralsk og ideologisk. Da klimaet er symbolpolitisk ladet, bruges symbolpolitiske mål ofte til at forvandle penge beregnet til at bekæmpe klimaforandringer til erhvervsstøtte til virksomheder, som har en direkte økonomisk interesse i at fremme grønne projekter. En uskøn cocktail af grønne organisationer og industriinteresser forfølger derfor snævre egeninteresser, som fremføres under et falsk banner med ædle energi- og klimapolitiske målsætninger. For dem er grøn omstilling og klimakampen ikke andet end et dække for en fordelingskamp om erhvervssubsidier.

Når de konkrete klimaløsninger udvælges af politikere, åbner det op for en syndflod af lobbyisme, der tilgodeser bestemte virksomheder og brancher. Vindmøllelobbyen samt pensionskasse-lobbyen, der ønsker investeringsmuligheder med statsgaranti for afkastet, er gode eksempler. Den grønne branches lobbyister arbejder på fuldt tryk på at skabe en spiselig fortælling, der kan gøre det nemmere for danske skatteydere at sluge, at deres penge skal overføres som skjulte erhvervssubsidier til de grønne virksomheder. Andelen af erhvervsstøtten, der går til grøn omstilling, var 31 pct. i 2019. I 2021 var den 37 pct. Det er altså tilskud til grøn omstilling, der driver erhvervsstøtten op.

Dansk klimapolitik er planøkonomisk rodebutik

Som mange andre samfundsproblemer kan klimaudfordringerne løses med sund fornuft og markedsøkonomi, der siden tidernes morgen har været den mest potente drivkraft bag menneskehedens udvikling. I Danmark har politikerne imidlertid valgt at løse klimaudfordringerne ved hjælp af religiøst hysteri, klimaalarmisme og falleret planøkonomi. Der er i Danmark gået politisk prestige i at være først og reducere mest, og derfor ser man bort fra sund fornuft og omkostningerne.

Der er to veje til at nå klimamålet, nemlig en planøkonomisk og en markedsøkonomisk. Den sidstnævnte indebærer en ensartet klimaafgift, som følger princippet om, at ”forureneren betaler”, og som helt klart er den samfundsmæssigt mest effektive og billigste løsning. Den markedsøkonomiske vej har danske politikere imidlertid fravalgt, da den ville betyde et regulært blodbad i flere brancher med store sociale og økonomiske konsekvenser til følge.

I stedet har man valgt en planøkonomisk løsning med et enormt puslespil af forbud, påbud, afgifter, tilskud, subsidier, puljer, symbolske tiltag og en omfattende regulering, som koster samfundet ca. 10 mia. kr. for meget i forhold til en mere hensigtsmæssigt tilrettelagt energipolitik. Dette er påvist af Cepos, Det Miljøøkonomiske Råd, Klimakommissionen og sågar Skatteministeriet.

I stedet for at give incitamenter til at udvikle nye løsninger og teknologier udvælger politikerne eksisterende løsninger og teknologier, som subsidieres for skatteydernes regning. Politikerne skævvrider dermed markedet, fordi subsidierne gør det sikrere for virksomhederne at blive ved med at satse på stærkt subsidierede vindmøller, solpaneler samt biomasse i stedet for at skabe grøn innovation og udvikle nye, reelle alternativer til fossile brændsler. Det er samfundsskadelig socialisme og bestemt ikke i forbrugernes interesse.

Danmarks energiforbrug er stadig fossilt

Den grønne lobby turnerer med en fortælling om, at Danmarks energiforsyning nærmest allerede er fuldstændig grøn. Det er den ikke. Danmark er fuld af vindmøller plus en del solpaneler, men tilsammen leverer de faktisk kun cirka 10 pct. af Danmarks energi. De resterende 90 pct. kommer fra afbrænding af kul, olie, gas og biomasse og affald. Danmark får i dag dækket to tredjedele af sit energiforbrug af olie og gas, og det ser ikke meget anderledes ud i 2030. Og den planlagte gigantiske energiø til over 200 mia. kr. vil kun forøge vindens andel til 14 pct.

Hertil kommer, at Danmarks afhængighed af billige fossile brændstoffer er bundet direkte til de aktiver, landet råder over, og udgør dermed en barriere for grøn omstilling. Alle danske fly, biler og fabrikker er sat op til at brænde fossile brændstoffer af. Danmarks investeringer i fossile brændstoffer bliver derfor ikke kasseret, fordi det ville være i strid med alt økonomisk rationale. Og da de fossile brændstoffer er ekstrem billige, er det svært for teknologier baseret på vedvarende energi at konkurrere på prisen.

Det er derfor en illusion at tro, at fossil energi i en overskuelig fremtid kan erstattes af ustabile kilder som biomasse, sol og vind. Der kan desuden sættes spørgsmålstegn ved biomasses grønhed, da den slet ikke er bæredygtig i videnskabelig forstand. Den skader klimaet, biodiversiteten og folkesundheden, og så er der snævre grænser for, hvor meget, der kan skaffes af den. Bundlinjen er, de fossile brændsler vil spille en central rolle i mange år fremover.

Brudte løfter om grønne jobs

Den grønne omstilling er spået til at betyde mange flere job i Danmark. Dansk Energi har f.eks. forudset, at der samlet kan forventes at blive brug for 120.000 årsværk de næste ti år til udbygning af havvind og energiøer. Virkeligheden er, at den grønne jobskabelse lader vente på sig. Antallet af job inden for det grønne område, herunder f.eks. miljøbeskyttelse eller produktion af grøn energi, er kun steget med ca. 16.300 fuldtidsbeskæftigede fra 2012 til 2019. Det svarer til, at andelen af grønne job er steget fra 2,8 pct. til 3,3 pct.

Virkeligheden er, at den grønne omstilling ikke skaber job. Når der gennemføres store investeringer i vedvarende energi, medfører det nemlig, at der i andre brancher gennemføres færre investeringer, som også kunne have skabt job og gavnet samfundet. Vel at mærke job uden statsstøtte. Tidligere overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen har udtrykt det således: ”Offentlig støtte skaber ingen nye job på langt sigt. Til gengæld har offentlig støtte betydning for, hvor jobbene bliver skabt”.

Brudte løfter om billig energi

Politikerne har gennemført en hasarderet og forceret grøn omstilling og lukket for fossile energikilder uden at sikre en alternativ stabil og billig energiforsyning. Resultatet er nu en selvskabt energikrise, der har anbragt danske virksomheder og husholdninger i en katastrofal situation. Politikerne bortforklarer energikrisen med, at den er skabt af tørke, ringe vind i Nordsøen og krigen i Ukraine, men det er ikke korrekt: De voldsomme stigninger i energipriserne skyldes underinvestering i energi og en forceret afvikling af fossil produktion drevet af politiske beslutninger i Folketinget.

LÆS OGSÅ:  Den danske velfærdsmodels stille død (2023)

Facit er, at man i Danmark ser starten på en strukturel vedvarende energikrise, som er forårsaget af ringe forståelse for, hvor afhængigt det danske samfund er af fossile brændsler for vækst og velstand, og ikke mindst naive idéer om, hvor hurtigt omstillingen til et CO2-neutralt energisystem kan gennemføres. Den ubekvemme sandhed er, at danskerne kommer til at leve med energiknaphed og høje priser, indtil man accepterer nødvendigheden af fossile brændsler i det danske energisystem og begynder at investere i primærenergi, særligt naturgas og a-kraft.

Kun et fåtal af virksomhederne i gang med grøn omstilling

Der er så stærk en bevægelse blandt virksomhederne om at gøre sig til de grønneste.  Mit vigtigste budskab er, at den grønne vej i stigende grad er license to operate . Den vej er ensrettet”, siger vicedirektør i DI for Klima, Grøn Omstilling og Energi, Anne Højer Simonsen, til Børsen. Men ifølge Global Compact Network Denmark er kun 11 pct. af de danske virksomheder gået i gang med den grønne omstilling og kun 3 pct. af de største danske virksomheder måler deres CO2-udledning, selv om der findes en standardiseret og pålidelig målemetode, Greenhouse Gas Protocol.

Godt en tredjedel af Ledernes privatansatte medlemmer har i en ny undersøgelse svaret, at de slet ikke eller kun i mindre grad har de kompetencer, der skal til for at honorere eksterne krav til grøn omstilling i deres virksomhed. Ifølge Kristjan Jespersen, lektor i bæredygtig innovation og entreprenørskab ved CBS, er de danske elitebørsnoterede C25-selskaber på ingen måde rustet til den grønne omstilling. ”Det store flertal af C25-selskaberne er ikke udstyret med en ESG-kompetent bestyrelse”, siger han.

I mange SMV’er hersker der en opfattelse af, at bæredygtighed er for de store spillere. De små og mellemstore virksomheder bliver helt tabt i bæredygtighedsbegrebet og rammeværk for grøn indsats og kan ikke finde vej, medmindre de gør brug af meget dyre konsulenter. Stik imod hvad medierne fortæller oplever SMV-virksomhederne ikke pres fra slutbrugerne i forhold til bæredygtighed. Kunderne vil ikke betale mere for et bæredygtigt produkt. Flere kunder vælger faktisk bæredygtige produkter fra, hvis der findes billigere produkter, der ikke er ”grønne”. Og mens man i medierne kan læse, at der på flere arbejdspladser er en forventning hos medarbejderne om, at deres virksomhed har en bæredygtighedsstrategi, siger SMV’erne, at de ikke oplever pres fra nuværende medarbejdere på CSR- eller klimaagendaen. Gode værdier og CSR er kun vigtige for 10-15 pct. af ansøgerne. Ingen af respondenterne kræver, at deres kommende arbejdsgiver skal have en bæredygtighedsstrategi.

Ingen grøn omstilling i det offentlige

Det offentlige køber hvert år ind for knap 380 mia. kr., hvilket i 2019 medførte 12 mio. ton udledte CO2-ækvivalenter, eller hvad der ca. svarer til udledningen fra samtlige danske husholdninger på 14 mio. ton. Det gigantiske beløb giver offentlige indkøb potentialet til at rykke massivt i det danske klimaregnskab, men virkeligheden er, at bæredygtige indkøb er nedprioriteret i offentlige udbud.

Man har i Danmark i flere årtier drøftet, hvordan den offentlige sektor i højere grad kan købe mere bæredygtigt. Flere initiativer har været igangsat uden dog, at resultaterne har fulgt med. En analyse fra Dansk Industri viser, at knap hver fjerde kommune stadig ikke har fokus på klimamæssig bæredygtighed i indkøbspolitikken. Trods de smukke intentioner om at gøre udbud og indkøb i det offentlige grønnere, oplever virksomhederne stadig, at prisen er den eneste faktor, når det offentlige køber ind. I data fra kommuner og regioner ser det ikke ud til, at bæredygtighed er en del af tildelingskriterierne i mere end 10 pct. at udbuddene. Vejen fra de gode intentioner på Christiansborg til virkeligheden i kommunerne er stadig lang.

Illusoriske gevinster ved umodne teknologier

Ifølge en ny rapport fra The International Energy Agency, IEA, er der ”en kraftig afkobling af højprofilerede klimaløfter og den aktuelle tilstand af ren energiteknologi”. Reduktion af den globale CO2-udledning vil kræve udvikling af en bred vifte af nye teknologier, der endnu ikke er i brug. Og mange af de nuværende rene energiteknologier har behov for mere udvikling for at bringe omkostningerne ned og accelerere implementeringen af dem. Ikke alle løsninger er rentable i dag, ikke alle teknologier er modne, lyder det i rapporten.

Men i Danmark hævder den grønne lobby, at den danske teknologiudvikling er enestående og vil være nøglen til nye triumfer i stil med industrialiseringen af vindkraften. Den hjemlige offentlighed præsenteres igen og igen for, at de forskellige projekter om CCS, PtX, pyrolyse, biogas osv. er enestående og vil bringe Danmark i front internationalt i den grønne omstilling. Men sandheden er jo, at nøjagtig samme satsninger er i gang i mange andre lande og det i langt større skala end i Danmark. Det er uklart, hvilke teknologier der kommer ud som vindere, mens det er klart, at Danmark ikke er i stand til at bestemme dette spil, uanset en storstilet markedsføring af sine generelle målsætninger.

Mens danske politikere satser stort på umodne teknologier, som endnu ikke er implementeret i stor skala, advarer eksperter mod at lægge for meget værdi i potentialet. Mange teknologier, der skal sikre nulemissioner i 2050, er ikke opfundet endnu. Løsningerne har i bedste fald lange udsigter, og i værste fald kommer de aldrig i en økonomisk bæredygtig form. Dansk klimapolitik er derfor baseret på luftige og tvivlsomme antagelser om økonomien i energiøer, potentialet i en række umodne teknologier, biomasses CO2-neutralitet samt fordomme mod kernekraft, som er en stabil og CO2-fri energikilde. Men selv om kritikken af den førte klima- og energipolitik er baseret på et solidt faktuelt og videnskabeligt fundament, affærdiger politikerne den rutinemæssigt, fordi den ikke passer ind i den fantasifortælling, som er så udbredt i både Danmark og EU.

Danmark på vej til at få havvindens IC4

En energiø er en kunstig ø, hvor man samler energien fra et stort antal havvindmøller. Et meget bredt politisk flertal er nået til enighed om grundlaget for den kunstige energiø i Nordsøen, der skal danne ramme om op mod 10 gigawatt (GW) havvind. Projektet, som kommer til at koste 200 mia. kr., og som får staten som majoritetsejer, har fået Ørsted, der ikke kan mistænkes for at være skeptisk over for vindenergi, til at gå ud med en kraftig advarsel: ”En kunstig ø er risky business. Vi frygter simpelthen, at det her bliver havvindens IC4-sag”.

Når et politisk flertal i Folketinget alligevel går ind for en energiø, skyldes det politikernes opblæste ego og sygelige trang til at gennemføre projekter, der placerer Danmark som et foregangsland i verden uanset hvor risikobetonet det måtte være og uanset hvor meget det måtte koste, for det er jo skatteyderne, der betaler. Kraka Advisory har haglet energiøerne ned. Når politikere tager så stor en beslutning på vegne af danskerne, bør den være ordentligt debatteret, mener Kraka. Det er urimeligt at forvente, at 179 folkevalgte alene kan træffe den bedste beslutning om noget så komplekst.

Energiø-projektet i Nordsøen er Danmarks største anlægsprojekt og svarer til cirka fire Femern-forbindelser. Alligevel har Femern-tunnellen fået markant mere omtale i pressen. Modsat andre store projekter har der ikke været meget offentlig debat om energiø-projektet. Der er også bemærkelsesværdigt lidt offentligt tilgængeligt analysemateriale om energiøens rentabilitet. Ifølge den dokumentation, Kraka har fået adgang til, bygger den samfundsøkonomiske analyse af energiøen på betydelig usikkerhed.

Der er meget, der tyder på, at Energistyrelsen er blevet tvunget at bygge energiøen, fordi der er et politisk krav om det. Forskerne er bekymrede for, at der i kommentarerne til lovforslaget om energiøen er klare henvisninger til H.C. Andersens eventyr og en drøm om at gå forrest på verdensplan, når det gælder den grønne omstilling. På trods af den usikre analyse er man alligevel i fuld gang med at designe udbuddet af energiøen til 200 mia. kr. Politikerne aner ikke, hvor meget projektet reelt kommer til at koste, og hvem der skal betale prisen. Der er vist nok ikke megen tvivl om, at det bliver de danske forbrugere, der ender med regningen.

Den falske fortælling om klimavenlige elbiler

Mens danskerne lokkes til at købe elbiler for at redde klimaet, er elbiler slet ikke så klimavenlige, som det påstås. Produktionen af elbilens batteri udleder nemlig mere CO2 end produktionen af en benzinbil, fordi batterierne fremstilles i lande, der bruger kulkraft til den energitunge fremstillingsproces. I øjeblikket fremstilles størstedelen af de batterier, der bruges i elbiler, i Asien med Kina i førersædet. Hertil kommer, at i nogle elbilmærker kan batteriet i praksis ikke repareres, så selv små skader medfører, at elbiler med få kilometer på tælleren må kasseres. Elbiler sendes alt for hurtigt til skrotning, viste for nylig en undersøgelse fra nyhedsbureauet Reuters. Det er hverken godt for klimaet eller økonomien.

LÆS OGSÅ:  Danmarks hemmelige vækstkrise (2023)

Trods en stor medie-hype udgør elbiler fortsat en meget lille del af bilsalget og den samlede bilpark i Danmark. Ved indgangen til 2021 kørte der ifølge Autobranchen Danmark 32.502 elbiler rundt i Danmark. Det svarer til under 1,3 pct. af den danske bilpark på knap 2,6 mio. biler. I transportbranchen er midlerne er begrænsede. Så der er ikke råd til at købe en ellastbil, der er tre gange så dyr som en konventionel lastbil, medmindre kunderne er villige til at betale mere for transporten. Det er en af grundene til, at der kun er omkring 70 ellastbiler i Danmark af et samlet antal på ca. 40.000.

S-regeringen påstod, at den ville fremme grønne biler. Men staten selv har stort set ingen i porteføljen, halter milevidt efter både kommuner, regioner og det private erhvervsliv, og har under Mette Frederiksen købt 15 gange flere dieselbiler. Ladestandere er der også problemer med, for der mangler politisk vilje til at indfri ambitionerne om et effektiv ladenetværk til elbilerne. Kunder med bopæl i særligt de store byer finder det problematisk at finde en ladestander. Antallet af ladepunkter pr. elbil er de seneste år faldet fra ét ladepunkt pr. fire elbiler i 2018 til ét ladepunkt pr. 11 elbiler i august 2021, oplyste De Danske Bilimportører i oktober 2021.

Den grønne lobby er imod atomkraft

I 1985 vedtog det danske folketing, at atomkraft ikke skulle indgå i dansk energiplanlægning, og i 2020 slog den daværende klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) fast med syvtommersøm, at der ikke kommer atomkraft i Danmark, så længe han har et ord at skulle have sagt. Dan Jørgensen vil i stedet have, at Danmark skal blive bedre til at udnytte biogas og jordvarme. Fra officielt hold har man dermed gjort alt for at bibeholde den falske fortælling om, at vedvarende energikilder kan klare ærterne selv og dermed please grønne virksomheder som Vestas og Ørsted.

At Danmark har dømt atomkraft ude af fremtidig energiplanlægning, er en fejltagelse, mener flere udenlandske eksperter. ”Det var en beslutning baseret på kernekraftteknologien for 40 år siden. De teknologier, der nu dukker op, er helt anderledes, så jeg vil opfordre den danske regering til ikke at gøre sig afhængig af årtier gamle beslutninger. Atomkraft behøver ikke at være dyr at etablere – det afhænger af teknologien. De SMR-reaktorer, som Rolls-Royce-fabrikkerne udvikler, er designet som produkter, der fremstilles på en fabrik. I modsætning til en stor byggeplads til et konventionelt værk stopper vi ikke produktionen, hvis vejret er dårligt. På den måde kan vi garantere sikkerhed for både pris og levering”’, sagde Allan Woods, strategidirektør i de britiske Rolls-Royce-fabrikkers afdeling for SMR-reaktorer, til Berlingske.

Også Diane Cameron, chef for den internationale økonomiske organisation OECD’s afdeling for nuklear teknologi og økonomi, er kritisk over for Danmarks politiske afvisning af kernekraft: ”Jeres regering gør en fejltagelse, hvis den er tavs om kernekraft og ikke lader det indgå i den offentlige samtale. Kernekraft er ikke den store og forkromede løsning i alle sammenhænge, men spiller en væsentlig rolle på den globale vej mod nuludledninger”, siger hun.

En meningsundersøgelse, der blev udført sidst i februar 2023 af analyseinstituttet Megafon blandt 1.200 danskere, viser, at 49 pct. af befolkningen vil sige ”ja tak” til atomkraft på dansk grund, hvis der kom en folkeafstemning om emnet. Kun 32 pct. ville stemme nej og resten ved ikke.

Danmark er et paradis for klimasvindlere

På mange danske virksomheder praktiserer man såkaldt ”greenwashing”, hvilket betyder, at virksomhederne pynter sig med lånte fjer og foregiver at være grønne virksomheder, selvom de reelt ikke er det. Virksomhederne putter bare en bæredygtig eller etisk label på og lukker en hel masse varm luft ud i den forbindelse. Varen eller ydelsen får bare et nyt navn, fordi man ved, at kunderne gerne vil have noget bæredygtigt.

Kun tæt på hver fjerde af Danmarks 100 største virksomheder har målsætninger om at barbere CO2-udledningen eller blive CO2-neutrale i deres fulde værdikæde. Virksomhederne medtager således ikke den forurening, som underleverandører og samarbejdspartnere bidrager med i et produkts eller en serviceydelses samlede vej fra idéstadiet frem til, at kunden skrotter varen. Store, toneangivende virksomheder såsom Mærsk, Coloplast, FLS, Grundfos og Jysk-koncernen mangler at sætte mål for deres fulde klimaaftryk.

Store danske virksomheder som Telia, Danske Bank, Nestlé, Novo Nordisk, Toms, Coloplast og Carlsberg greenwasher deres regnskaber ved at købe såkaldte grønne certifikater, som ingen effekt har. Formålet er at promovere sig med, at virksomhederne bruger vedvarende energi for at støtte den grønne omstilling. I virkeligheden kommer der ikke mere vedvarende energi, og der bliver ikke udledt mindre CO2, fordi virksomhederne køber de grønne certifikater. Virksomhederne bruger certifikaterne til at kalde sig grønne, selvom de ikke er det.

Danmarks CO2-udledning ser meget pænere ud, end det egentlig er, fordi man har besluttet, at afbrænding af træ, som 47 pct. af den vedvarende energi Danmark stammer fra, er en CO2-neutral energikilde. Men afbrænding af træflis udsender lige så meget CO2 pr. produceret energienhed som afbrænding af kul. Klimaet påvirkes med andre ord lige negativt af et ton CO2, hvad enten det kommer fra kul eller træflis. En række udenlandske forskere mener, at Danmark pynter sit klimaregnskab med lånte fjer. “Det svarer til bogføringssvindel. Hvis man havde et selskab og lod være med at bogføre gælden, så ville det være svindel. Det er det samme, Danmark gør“, sagde William Moomaw, der har været hovedforfatter på fem af FN’s klimarapporter, til TV2. Professor Daniel Kammen fra Berkeley University, der tidligere har været hovedforfatter i FN’s klimapanel og klimarådgiver for Obama-regeringen i USA, kalder den danske måde at opgøre CO2-udledning på for “klimasvindel”.

Den er CO2-neutral i sig selv, meldte regeringen i 2021, da en gigantisk infrastrukturplan til 160 mia. kr. blev præsenteret. Transportministeren talte dog om klimaeffekten, når vejene og banerne var anlagt, og bilerne og togene rullede. Men der er også et andet klimaregnskab, der vedrører klimaeffekten af selve anlægsarbejdet. Når man bygger veje, jernbaner og broer, skal der bruges beton, stål, asfalt og tunge entreprenørmaskiner, og det medfører masser af CO2-udslip. Regeringen har derfor talt mod bedre vidende og pyntet på virkeligheden i de svar, som blev overleveret til Folketinget, og som mundede ud i, at et bredt flertal af partierne i sidste ende stemte for aftalen.

Bæredygtigt byggeri sælger billetter hos investorer, fordi ejendomme ofte stiger i værdi, når der er blevet arbejdet med bæredygtige kvaliteter. Mange byggerådgivere beskriver imidlertid ikke tydeligt, at der kun er regnet på produktionsfasen, og ikke alle faser i bygningens livscyklus såsom produktion, konstruktion, brug samt endt levetid. Det får investorer og andre til at tro, at der er tale om et CO2-negativt produkt, men det er det ikke.

Der er penge i klimasvindel. De seneste år er virksomhedernes miljø- og klimamarkedsføring eksploderet, og konsulentbranchen tjener tykt på arrangementer og kurser om, hvordan man klimamarkedsfører. Fødevarevirksomhedernes kommunikationsafdelinger smører tykt om deres klimaarbejde og får de mest klimabelastende fødevarer til at se klimavenlige ud, mens sandheden er, at ingen fødevarer er klimaneutrale.

Antal klager over vildledende klimamarkedsføring (greenwashing) stiger. I 2020 modtog Forbrugerombudsmanden 68 klager om vildledende klimamarkedsføring mod 19 klager året før. Jane Frederikke Land, advokat med speciale i markedsføring og forbrugerret hos Liga Advokater, siger: ’Der er desværre rigtig mange, der overtræder reglerne. Det er inden for alle brancher’”.

Klimakampen må ikke koste på privatøkonomien

Mens der er bred opbakning i den danske befolkning om en 70-procentsreduktion af CO2-udslippet i 2030, mener 50 pct. af danskerne, at klimadagsordenen ikke må koste på privatøkonomien. I de fleste andre lande mener en betydeligt større andel af borgerne, at det først og fremmest er forbrugerne og erhvervslivet, der skal drive den grønne omstilling. Det er ikke tilfældet i Danmark, hvor 67 pct. af vælgerne mener, at staten har det primære ansvar for at drive en klimavenlig omstilling i Danmark.

Ser man på forbrugeradfærd i globalt perspektiv, er danskerne nogle af de mindst klimabevidste og samtidig blandt dem, der har gjort mindst for at ændre indkøbsadfærd de seneste fem år. Selv blandt de mest klimabevidste danskere er der grænser for, hvor meget ekstra man vil betale for at være bæredygtig. I november 2020 viste en Megafon-måling, at et klart flertal af vælgerne afviser CO2-afgifter, der rammer dem selv på pengepungen. Og derfor går det naturligvis ikke, at man f.eks. skal betale 30-60 pct. mere for en elbil end for en benzin- eller dieselbil.

LÆS OGSÅ:  Formynderstatens uhæmmede sejrsgang (2023)

Eftersom vælgerne beder politikere om at blæse og have mel i munden, er resultatet forudsigeligt. Regeringen forsikrer, at klimamålene står ved magt, men vil ikke gøre, hvad der skal til, for at de indfris. Erfarne politiske iagttagere har i deres stille sind for længst afskrevet klimasagen som et overfladisk fatamorgana. Danskerne efterspurgte følelsen af grøn omstilling, men ikke vejen dertil. Når der skal bringes ofre og betales for de højstemte klimamålsætninger, afsløres klimatossernes hykleri. Det er ikke mindst det velkendte ”not in my backyard-princip”, der gør sig gældende. Altså: Naturligvis skal vi have vindmøller, grøn strøm og alt det der. Men det skal ikke foregå i min baghave. Senest har regeringen meldt ud, at den vil firedoble produktionen af grøn strøm fra vindmøller og solceller på land. Det lyder godt, men borgmestre rundt om i landet ved godt, at det vil resultere i klager og vrede borgere i tusindvis og dermed straf ved det efterfølgende kommunalvalg. Erfaringsmæssigt koster den første vindmølle i en valgkreds borgmesterpartiet 9,5 procentpoint på valgdagen.

Der er således betydelig diskrepans mellem danskernes påståede klimabekymringer og faktiske klimavaner. Der er ganske vist kommet stor bevidsthed omkring klimaet, men man kan ikke rigtig se det i danskernes reelle adfærd. For virkeligheden er, at danskerne definerer livskvalitet som øget forbrug af rejser, biler, tøj og mad. Der er meget få danskere, der er indstillet på at forringe deres egen livskvalitet markant.

Hvor langt er man nået på klimaområdet?

Der har været et hav af ambitiøse klimamål, højstemte politiske taler, smukke visioner, symbolladede udmeldinger og markeringer mv. – men hvor langt er man konkret nået på 3-4 år? Det korte af det lange er, at mens danskerne konstant bliver præsenteret for et grønt fatamorgana, er der en meget stor afstand mellem visioner og konkrete resultater. Danmark er derfor langt fra i nærheden af at komme i mål med 2030-målsætningen.

De svære beslutninger udebliver for Danmarks mest udledende sektorer. I stedet har regeringen proppet klimapolitikken med flere syltekrukker – man vil undersøge, belyse og kortlægge – men ikke forpligte sig på at træffe afgørende beslutninger nu. Den grønne omstilling rulles stille og roligt tilbage. I Danmark skulle man egentlig være i fuld gang med at skrue ned for de sorte kul. Men i stedet eksploderede importen af kul og koks til Danmark med en stigning på 146 pct. i de første 11 måneder af 2022, viser nye tal fra Energistyrelsen.

Den grønne omstilling kræver masser af kvalificeret arbejdskraft. COWI har i en undersøgelse skønnet, at skal Danmark i mål med den grønne omstilling (ved 70 pct. målsætningen), vil det øge behovet for medarbejdere med 116.000 årsværk frem mod 2030. Og dog hører man igen og igen beretninger om et system præget af bureaukrati og langsom sagsbehandling i forbindelse med rekruttering af udenlandske medarbejdere.

”Danmark kan knap nok prale af at være grønt forbillede i EU, for realiteten er, at EU’s klimapolitik på flere områder går længere end den danske. For at Danmark kan ramme 2030-klimamålet – og ambitionen om klimaneutralitet i 2050 eller måske ligefrem allerede i 2045 – skal der langt, langt mere til. Imens sakker vi på adskillige centrale områder agterud – tidsmæssigt, teknologisk, finansielt, politisk. I den forbindelse er det tankevækkende, at regeringen ikke umiddelbart synes at have travlt på det grønne felt”, skriver Klimarådet i sin 2023-statusrapport.

De planer, regeringen har lagt for at nå Danmarks klimamål i 2030, er så ukonkrete og usikre, at der er betydelig risiko for ikke at nå det klimamål, der blev fastsat ved lov i 2020. ”For at vi kan tro på, at man når i mål med 2030-målet, så skal man have lagt planer, strategier, lavet analyser, kommet med udspil og selvfølgelig allerhelst have vedtaget virkemidler, der gør, at vi kan se, at det kan lade sig gøre. Det er ikke nok at pege på tekniske potentialer, også fordi de er forbundet med en hel del usikkerhed’, siger Peter Møllgaard, formand for Klimarådet. Med andre ord mangler der den dag i dag en klar plan for, hvordan Danmark skal nå målsætningen om at reducere 70 pct. af den danske CO2-udledning i 2030. Det store billede er, at mens politikere konkurrerer på målsætninger og ambitioner, er den oversete udfordring at gøre grøn omstilling konkret med klare initiativer.

Hos Dansk Industri (DI) er man ikke overraskende frustreret over, at Danmark ikke flytter sig på klimaområdet. ”I Danmark bliver vi ved med at tale om vores høje ambitioner, og al den vedvarende energi og alle de løsninger, vi skal lave. Men vi gør det bare ikke. Det danske tempo står i klar kontrast til de høje mål. Det er jo ellers os, der bryster os af at have de største ambitioner. Men om vi har et mål på 50, 70 eller 80 pct., er jo sådan set ligegyldigt, hvis vi ikke er i stand til at træffe beslutninger. Vi har sagt, at vi har verdens højeste ambitioner. Men problemet er bare, at vores politiske system og myndigheder ikke handler. Det hele står stille. Så den politiske diskussion bliver jo sådan noget teatertorden. Vi nærmer os lidt kejserens nye klæder, hvis vi ikke snart begynder at rykke. Det er projekter, der har ventet i årevis, og der er ingen udsigt til, at de bliver godkendt. Så der er ikke nogen udsigt til, at vores ambitioner kan blive realiseret’, siger han og tilføjer, at Danmark ’desværre har et myndighedssystem, som bevæger sig med meget langsom hastighed, og som ikke har indstillet sig på nye teknologier og en ny verdensorden”, siger adm. direktør i Dansk Industri, Lars Sandahl Sørensen, og peger også på, at flere lande nu er i fuld gang med at overhale Danmark.

Danske pensionskasser er i færd med at foretage deres største investering i vindmøller nogensinde i det, der skal blive den største havvindmøllepark i Tyskland. Den slags investeringsmuligheder findes slet ikke i Danmark og pensionskasser har derfor investeret forsvindende lidt i danske vindmøller de seneste år. ”Udfordringen i Danmark er at få tilladelse til at opføre havvindmølleparker, og vi ser gerne, at der kommer lidt mere fart på de godkendelsesprocesser. Vi har ikke haft mulighed for at investere en krone i Danmark i årevis, fordi det bliver ved skåltalerne og ikke ved det, der rent faktisk udmønter sig i konkrete projekter. Så det er bestemt ikke, fordi vi ikke gerne ville investere i Danmark, men så længe der ikke er noget, så må vi gå andre steder hen”, siger adm. direktør i Pensam, Torsten Fels.

I et interview med Berlingske stiller klimaforskningens grand old man, amerikaneren James E. Hansen, sig uforstående over for den gængse danske fortælling om, at Danmark er et grønt foregangsland. ”I den grønne danske omstilling er man nu nået til, at ti procent af den samlede energiproduktion i Danmark kommer fra noget, danskerne ikke brænder af. Det vil sige fra vind og sol. Det er ifølge det Internationale Energiagentur præcist den samme andel som på verdensplan, så verden som helhed er i mine øjne lige så grønne som Danmark. I andre lande kommer de ti procent bare overvejende fra vand- og atomkraft”, siger han.

Store dele af Danmarks politikere har, når man hører dem udtale sig, tilsyneladende den opfattelse, at bare der kommer tilstrækkeligt mange vindmøller op, så er man i Danmark sikret grøn og stabil strøm. Men vindmøller og solpaneler er jo i den grad afhængige af vind og vejr, så det er ikke nok, at de på årsbasis kan sørge for danskernes strømbehov – i de svage timer skal elnettet stadig kunne levere stabil strøm. Men forsyningssikkerhed hører man i Danmark meget lidt om.

Hvorom alting er: Danske politikeres grønne ord er mange og flotte, men der er ingen handling bag dem. Den grønne omstilling i Danmark handler udelukkende om at holde grønne skåltaler og sætte overambitiøse grønne mål, som ikke bliver nået.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)