Den endimensionelle dansker

Grundfos’ topchef, Mads Nipper, er en varm fortaler for en grøn kickstart af den danske økonomi efter coronakrisen. Til Berlingske siger han: ”Jeg er superbegejstret over, at stort set alle vi opinionsdannere i Danmark lader til at tale med samme stemme. Det vil overraske mig meget, hvis vi ikke går ned ad den vej. Både regeringen, støttepartierne og den blå blok siger det samme med små variationer”.

Stort set alle opinionsdannere i Danmark mener og siger det samme”, udtaler Mads Nipper. Vi lader ordene stå et øjeblik.

I global sammenhæng skiller småstaten Danmark sig ud ved, at alle landets opinionsdannere mener og siger det samme. Hvilket ikke kan undre, da de jo alle er rundet af den samme danske bondekultur og ser verden fra det samme socialdemokratiske udsigtspunkt uanset politisk observans.

Den politiske klasse er rundet af det samme. Den har samme uddannelse, samme netværk, samme sprog, samme kulturelle blik, samme sociale præferencer, bor samme steder, gifter sig med de samme typer, rejser de samme steder hen, og mener stort set det samme om de fleste ting. Politikerne er blevet skolet i at tænke det samme, sige det samme og drømme det samme. De mener og siger det samme med små variationer.

Også det twittende kommentariat er rundet af det samme. Det synger enstemmigt i kor og siger det samme med små variationer. Selv om opinionsdannerne påstår, at de politisk og ideologisk står langt fra hinanden, klumper både de venstreradikale, liberale og nationalkonservative sig sammen i de samme kulturradikale medier, for prestigen og de rare honorarer siger man jo ikke nej til.

Et debatprogram bygger som bekendt på to grundpræmisser: Deltagerne skal være ægte uenige og skal turde sætte noget på spil. Men uanset om der er tale om Besserwisserne, Mogensen & Kristiansen, Presselogen eller andre snakke-paneler, er der ingen ideologiske eller politiske forskelle, bølgerne går aldrig højt, der er intet, der værdimæssigt deler vandene, kun en flok besserwissere, der ligner gamle slyngveninder og klapper hinanden på ryggen. I den kulturradikale og endimensionelle danske leverpostej ville en pendant til Fox News derfor være utænkelig.

De statsunderstøttede medier mener også det samme. De markedsfører et politisk korrekt verdenssyn, sætter snævre og indforståede rammer op omkring den offentlige debat og definerer for danskerne, hvordan man skal være og tale. Medierne er solidariske med magteliten, som udbetaler den rare mediestøtte, og problematiserer derfor aldrig elitens tænkning og det dominerende grund-ideologiske udgangspunkt. Den politiske debat foregår altid inden for rammerne af den ”danske model”, der opfattes som et kunstværk, ingen må pille ved. Medierne udgør ét stort socialdemokratisk ekkokammer, som former et fælles endimensionelt dansk livssyn.

Og så er der erhvervslivet. I Danmark står meget få erhvervsfolk frem med synspunkter, der kan kaldes “højreorienterede”. Holdningsmæssigt placerer danske erhvervsledere sig i midten, på samme måde som politiske partier samler sig på midten og kæmper om medianvælgerens gunst. At indtage yderpositioner betragtes i det homogene danske erhvervsliv som uprofessionelt. Derfor er det utænkeligt, at danske erhvervsledere skulle gå i brechen for Nye Borgerlige eller kritisere indvandring fra muslimske lande.

Til gengæld er der nærmest kø i erhvervslivet for at hylde tidens progressive mærkesager som f.eks. grøn omstilling. Det gør virksomhederne, fordi de ikke ønsker at løbe risikoen for modkampagner fra en stadig mere militant venstrefløj. Men der er også mere jordnære grunde som ønsket om at få del i den lukrative statsstøtte, som klimatosserne i Folketinget begaver de grønne brancher med.

I 1859 skrev den engelske filosof John Stuart Mill i sit klassiske værk ”Om friheden”: ”Hvis vi vil være klogere, har vi brug for at blive udfordret. Vi skal finde de mennesker, som er allerbedst til at modsige os. Hvis sådanne mennesker ikke er til at opdrive, bør man argumentere mod sig selv som en djævelens advokat. Så nødvendig er den intellektuelle modstand”.

I den endimensionelle småstat Danmark vil man imidlertid ikke udfordres intellektuelt og blive klogere. Den grå leverpostej tolererer ikke synspunkter, der ikke er mainstream. Her sætter man pris på, at alle mener det samme og taler med samme stemme uden intellektuel modstand. Det er dansk, det er dejligt, og det er man superbegejstret over. Som Mads Nipper.

André Rossmann