Der er et yndigt land – eller er der?

Vi har så mange smukke danske sange, og vores nationalsang er en af de smukkeste. Men i disse krænkelsestider er det måske kun et spørgsmål om tid, før en eller anden føler sig så dybt krænket over et ord eller en sætning, at også vores nationalsang bliver blacklistet og ikke må synges. For føler man sig nemt krænket, og det er jo blevet en epidemi i dagens Danmark, er der sikkert noget at føle sig krænket over, også her. 

Der er et yndigt land,
det står med brede bøge
nær salten østerstrand
nær salten østerstrand.
Det bugter sig i bakke, dal,
det hedder gamle Danmark,
og det er Frejas sal,
og det er Frejas sal.

Spørgsmålet er så, er Danmark stadig et yndigt land? Mange af os vil sikkert trist ryste på hovedet og sige nej, ikke længere. Danmark har i flere årtier været på vej mod noget helt andet end det yndige land, vi synger om i vores nationalsang, og som vi elsker. Vores politikere har med opbakning fra et flertal af os danskere besluttet, at det yndige land skal omdannes til noget, som de blåøjet kalder multikulturelt. Men i deres begejstring for alt det u-danske har de desværre overset, at i det multikulturelle også befinder sig et islæt, som kun vil acceptere én kultur, deres egen, hvilket vil føre til en fremtid med krig og etnisk udrensning, hvad der er utallige eksempler på fra andre lande. Og igen er det Islam, der er problemet.

Der sad i fordums tid
de harniskklædte kæmper,
udhvilede fra strid
udhvilede fra strid.
Så drog de frem til fjenders mén,
nu hvile deres bene
bag højens bautasten,
bag højens bautasten.

I nutidens Danmark er der en fatal mangel på de harniskklædte kæmper, som vil kæmpe for vores land. Og alt for mange af dem, der omsider har fået øje på den befolkningsudskiftning, der foregår lige for øjnene af os, tør ikke sige det højt af frygt for egen karriere, udskamning eller for at blive beskyldt for racisme. Og resten er faldet i dyb søvn, ikke bag bautasten, men bag koranklodser.

Det land endnu er skønt,
thi blå sig søen bælter,
og løvet står så grønt
og løvet står så grønt.
Og ædle kvinder, skønne mø’r
og mænd og raske svende
bebo de danskes øer,
bebo de danskes øer.

Hvor længe kan vi synge, at Danmark endnu er et skønt land? For de ”ædle kvinder og skønne mø’r” er blevet frit rov for voldtægtsmænd, hvis ikke de er iført den rette hovedbeklædning som symbol på, at de tilhører den rigtige politiske ideologi og er jomfruer, indtil deres forældre har fundet en passende etnisk ægtemand til dem. Og de ”raske svende” overfaldes og maltrakteres af dem, politikerne i bundter har gjort til danske statsborgere uden at skele til hverken baggrund eller straffeattest.

Hil drot og fædreland!
Hil hver en danneborger,
som virker, hvad han kan
som virker, hvad han kan!
Vort gamle Danmark skal bestå,
så længe bøgen spejler
sin top i bølgen blå,
sin top i bølgen blå.
Vort gamle Danmark skal bestå,
så længe bøgen spejler
sin top i bølgen blå,
sin top i bølgen blå.

Kan vi ærligt hylle alle danneborgere? For et stigende antal ønsker slet ikke at være danskere. Mange af de nye danneborgere bryder sig hverken om Danmark, vores kultur eller om os danskere, men vil have vores land ændret til det, de kommer fra. Og det er kun et spørgsmål om tid – en generation eller to? – før vort gamle Danmark ikke længere består.

I mellemtiden sætter politikerne løbende pensionsalderen op for ”hver en danneborger” – dog ikke for sig selv – for det koster kassen at importere ”nye danskere” i tusindvis, og de er langt fra så arbejdsomme som de gamle danneborgere, som derfor skal betale for det store multikulturelle eksperiment.

Mange tager vores demokrati og frihed for givet og ser ikke længere frem end til spidsen af egen næsetip, hvad det netop overståede folketingsvalg er et godt eksempel på. Valgkampen blev dygtigt drejet væk fra den stigende islamisering og totalt overskygget af klimaet, skønt vores lille klode så langt tilbage, det kan måles, er skiftet mellem et varmere til et koldere klima og tilbage igen, længe før vi mennesker trådte ind på scenen. Men om ikke andet kan det bruges til at hæve skatter og afgifter endnu engang. Danmark ligger i øvrigt nu på den lidet misundelsesværdige førsteplads i verden, når det gælder skattetryk.

Frygt er et uovertruffet middel til at få folk til at lystre. Vi erfarede under coronaløgnen, hvor nemt det er at skræmme en hel befolkning fra vid og sans, hvor effektive trusler fra myndigheder og medier er. Den samme skabelon blev brugt under valgkampen, hvor befolkningen igen rettede ind og stolede på, hvad de fik fortalt – hvilket egentlig er det mest skræmmende. 

Måske er jeg bare en sur gammel pessimist og kan blæse på fremtiden, for jeg kommer ikke selv til at opleve et muslimsk Danmark – men det gør mine efterkommere efter alle solemærker at dømme.

Derfor vil jeg tilføje et ekstra vers til vores nationalsang, et vers fra en anden af vores mange smukke sange, som jeg holder meget af og ofte synger for mig selv:

Kæmp for alt, hvad du har kært;
dø, om så det gælder,
da er livet ej så svært,
døden ikke heller.