Der er et yndigt land, hvor alle mener det samme


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Da Zelenskyj for nylig besøgte Danmark, kom jeg til at tænke på H.C. Andersens eventyr ”Kejserens nye klæder”. I de dage samlede nemlig alle, lige fra statsministeren og dronningen hen over folketinget til medierne og befolkningen, sig i det lille fredselskende og idylliske danske smørhul for at hylde Ukraines præsident som en stor krigshelt og sejrherre i krigen mod Rusland. Således ønskede det officielle Danmark at demonstrere, at det ikke bare var nogle få politikere, men hele Danmarks befolkning, som støttede op om at fortsætte og udvide demokratiets krig mod ondskabens rige, Rusland, med F16 flyleverancer.

Krigens virkelighed i Ukraine

Men akkurat som i H.C. Andersens eventyr var/er der tale om løgn og bedrag. For ligesom kejseren, der ikke havde noget tøj på, således havde/har præsidenten ikke vundet nogen sejr. Yderligere er han det modsatte af en krigshelt, idet han sender sine landsmænd til fronten som ren kanonføde. Således bliver de ukrainske soldater slået ihjel og såret i sådant antal og i en sådan hast, at man ikke kan skaffe gravpladser nok i landets indviede jorder og ikke har senge nok på de totalt overfyldte hospitaler. Alene siden den såkaldte offensivs start den 3. juni er 45.000-50.000 ukrainske soldater blevet dræbt og ca. det dobbelte er blevet såret. Samlet har krigen kostet et sted i omegnen af en halv million (!!) ukrainske soldater livet, 800.000 er sårede, heraf mange invaliderede.

Et resultat af de enorme tab er, at præsidenten mangler soldater, hvorfor han har etableret tvangsrekruttering over hele Ukraine. Rekrutteringsenhederne bruger om nødvendigt vold for at hente/indfange så mange drenge (15-17 år) samt gamle og syge mænd, som muligt. Disse gives herefter et par ugers træning, hvorpå de sendes til fronten, hvor de så dræbes og lemlæstes af højteknologisk udstyrede og topprofessionelle russiske militærenheder. Yderligere har mange civile, herunder kvinder og børn, mistet livet som følge af den russiske 24/7 regn af missiler, bomber og raketter. Tusinder familier har således mistet børn, søskende, fædre, mødre, og andre familiemedlemmer.

Herunder er det lykkedes præsidenten at lade sit land smadre og udradere så grundigt, at det eneste, der mange steder står tilbage, er ruiner, brandtomter, ødelagte broer og veje og dynger og atter dynger af panser- og metalskeletter fra sovjetisk og vestligt, herunder dansk, krigsmateriel. Antallet af ukrainere, der lider af granatchok og krigstraumer, er ukendt, men må være legio, og ud af en ukrainsk befolkning, der før krigen talte ca. 44 millioner, er 14 millioner nu flygtet ud af landet.

Krigsbegejstringen i det lille fredselskende land

Dette bekymrer dog ikke et øjeblik de fredselskende eliter – politikere, kongehus, medier, universiteter, etc. – i det yndige lille land med de prægtige brede bøge. Her kører pladen om, at Zelenskyj er en helt og Ukraine er på vej mod sejren non stop, mens den brede befolkning i det skønne lille land, hvor bøgen spejler sin top i bølgen blå, er både så doven, åndløs og fordummet, at den hverken gider eller evner at forholde sig kritisk til løgnehistorierne, men æder dem råt.

Så, altså, det var en stor dag, den dag Zelenskyj kom på besøg i den lille fredselskende idyl. Så stor, at den danske dronning ligefrem havde afbrudt sin ferie for at tage imod på Amalienborg. Her ”begavede” hun præsidenten med et maleri fra – jamen, se – sin egen produktion. Den danske statsminister, Mette Frederiksen, holdt en hyldesttale for Zelenskyj og kaldte ham ”En af de største helte i vor tid” og ”ansigtet på det godes kamp mod ondskaben”. Storsmilende og småpludrende satte hun sig derpå sammen med præsidenten op i et F16 fly symboliserende fredens og demokratiets fromme ønske om at fortsætte krigen. Da Zelenskyj senere holdt tale for folketingsmedlemmerne i Christiansborgs fællessal, var den ene klapsalve næppe tilendebragt, før en ny begyndte, og da han afsluttede sin tale, ville begejstringen ingen ende tage. Man klappede og man klappede og først efter flere minutter lykkedes det for folketingets formand, Søren Gade, at kalde de danske politikere til ro. Da Zelenskyj lidt senere talte på en fyldt plads foran Christiansborg brød den forsamlede danske folkemængde ud i stor jubel og klapsalver, da han sagde: ”I dag er vi sikre på, at Rusland vil tabe denne krig”.

 

LÆS OGSÅ:  Klumme: Danmark er landet, hvor ingen ved noget

YouTube-kanal: En befriende kritisk tilgang til det danske glansbillede

Samme dag som Zelenskyj talte ude foran Christiansborg, havde den amerikanske debattør og klummeskribent, Andrew Napolitano, på sin YouTube-kanal besøg af den amerikanske militæranalytiker, tidl. oberst og flere gange dekorerede krigshelt, Douglas MacGregor. Med ordene: ”Prøv at se på denne tale. Det er nærmest som om den er Holywood produceret”, introducerede Napolitano et videoklip fra Zelenskyjs tale, der sluttede med Zelenskyjs ovenciterede ord om, at russerne taber krigen og den efterfølgende danske jubel. ”Ved de overhovedet, hvad de klapper ad? NATO er demoraliseret, Vesten taber, og disse mennesker står op og hylder ham (Zelenskyj). Det er jo nærmest latterligt”, udstødte Napolitano. MacGregor rystede opgivende på hovedet og sagde indigneret: Danmark støttede Napoleon, da han i 1812 invaderede Rusland. Det gik ikke godt for Napoleon eller Danmark, og, fortsatte han, med et skuldertræk: ”Man skulle tro, at en eller anden med en smule fornuft i det mindste ville reflektere over en ting som det (nederlaget til Rusland i 1812), men det er der ingen, som gør”.

Samtidig kunne man i kanalens kommentarfelt se forundrede kommentarer over danskernes jubel. F.eks. skrev en: Er de glade for, at 400.000 er døde? Hvad var det, de klappede ad?” En anden konstaterede: ”De er hjernevaskede”. En tredje stillede det helt centrale spørgsmål: “Ved disse efter sigende ’uddannede’ danskere egentlig, HVAD det er, de støtter i Ukraine?”

 

Hvad er det så, det skønne lille land støtter?

På trods af politiske forskelle mellem befolkningerne i Rusland og Ukraine, er de adfærds- og mentalitetsmæssigt ikke væsensforskellige. Dette skyldes ikke mindst næsten 70 års (1922-1991) fællesskab i Sovjetstaten, hvor der skete en udpræget kulturel og genetisk opblanding af de to nabofolk.

Ligesom Rusland har Ukraine siden sovjettiden været styret af oligarker og er et af verdens mest korrupte lande. F.eks. var det oligarken Igor Kolomoiskij, som har støttet den nynazistiske Azov-bataljon, der op til præsidentvalget i 2019 kørte den politiske novice, skuespilleren Zelenskyj, i stilling til præsidentposten og finansierede hans præsidentkampagne.

I 2014 gennemførte USA sammen med ultranationalister og oligarker et statskup i Ukraine, hvor man afsatte den demokratisk valgte præsident, Viktor Janukovitj.  Den nye ultranationalistiske og antirussiske regering havde stærke ideologiske bånd til den ukrainske fascist og folkehelt Stephan Bandera. Denne stod under 2. verdenskrig i ledtog med de tyske nazister/Gestapo og hans organisation, OUN-B, havde ansvaret for gennemførelsen af brutale pogromer mod hundredtusinder af jøder og polakker. I byer over hele Ukraine har man opstillet statuer af Bandera, f.eks. en 7 meter høj statue i storbyen Lviv, og opkaldt gader efter ham, f.eks. Stephan Bandera Avenue i Kiev.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Danmarks svar på Quisling

Et af den – demokratisk set – illegale regerings første initiativer, var at forbyde anvendelsen af det russiske sprog. Altså et direkte angreb på de russisk talende i regionerne Lukansk og Donetsk og på halvøen Krim. Dette og kuppet på en præsident, Janukovitj, de havde været med til at vælge, kunne de russisk talende forståeligt nok ikke acceptere, hvorfor de modsatte sig den Ukrainske regering. Krim, der havde været russisk siden 1783 og indtil 1954, hvor Sovjetpræsidenten Nikita Khrusjtjof af administrative grunde lagde halvøen under Kiev, stemte sig med mere end 90 procent af de afgivne stemmer tilbage til Rusland, mens Lukansk og Donetsk ønskede at opnå selvstændig status. Den ukrainske regering forsøgte sammen med den nynazistiske Azov-bataljon at knuse selvstændighedsbevægelsen i de to republikker og en regulær borgerkrig startede. Da Rusland indledte sin ”special militære operation” i 2022 havde den herskende borgerkrig i Ukraine krævet op mod 15.000 dræbte og mindst lige så mange sårede. Herunder var mange kvinder og børn faldet for regeringens og nazisternes angreb på civilbefolkningen.

Det er altså dette ”demokrati” som det fredselskende lille land, der bugter sig i bakke, dal, støtter med våben for milliarder, så det kan fortsætte demokratiets kamp mod ondskabens rige.

 

Hvorfor gik Rusland ind i Ukraine?

I 2015 indgik Lukansk, Donetsk og Rusland på den ene side og Ukraine, Tyskland og Frankrig (med USA som dukkefører) på den anden side en fredsaftale, Minskaftalen (1 og 2). Republikkerne og Rusland var parate til at eksekvere, men det viste sig snart, at man på den anden side af bordet ikke delte samme interesse. I årene herefter appellerede Rusland flere gange til Tyskland og Frankrig for at få dem til at sikre aftalens implementering, men uden held. Senere, dec. 2022, kom det frem hvorfor. Her fortalte Angela Merkel til Der Spiegel, at man kun havde indgået aftalen med Rusland for at vinde tid til en militær opbygning af Ukraine, ikke for at skabe fred i de to regioner. Altså havde man groft ført Rusland bag lyset.

USA’s plan var at få kontrol over Rusland og fingrene i det enorme lands mange naturressourcer. Da Putin kom til i 1999, satte han en stopper for de amerikanske drømme og begyndte genopbygningen af, hvad der var blevet nedbrudt under Boris Jeltsin. Dette er lykkedes ham, hvorfor mange russere i dag elsker Putin og de, som ikke gør, respekterer ham. Amerikanerne derimod hader og dæmoniserer ham som den onde selv.

Den militære opbygning af Ukraine var en væsentlig del af USA’s plan henimod at få væltet Putin og opnå økonomisk og politisk kontrol med Rusland. Når man anså Ukraine for militært stærkt nok til at stille op mod Rusland, var det næste led i planen at provokere russerne til at gå ind i Ukraine og få det til at se ud som om, at det var noget Putin gjorde, fordi manden var sindssyg, magtgal og ville skabe et nyt stor-Sovjet.

LÆS OGSÅ:  Del 2: Nyt ølstuekup eller statsstyret afledningsmanøvre?

Provokationer af Rusland og arrogant ligegyldighed med verdens største atommagts sikkerhedsinteresser, havde siden Sovjetunionens opløsning været almindelig amerikansk adfærd. Tilbage i 1990’erne begyndte man således at udvide NATO med de tidligere østbloklande, skønt man havde lovet russerne det modsatte. Ligesom senere med Minskaftalerne førte man altså også dengang russerne bag lyset. I 2007 trak Putin så den berømte røde streg i sandet og erklærede, at Rusland ikke kunne eller ville acceptere en optagelse af Ukraine i NATO og en opstilling af atomraketter ved den russiske grænse. Han advarede om, at det ville få følelige konsekvenser. Året efter, 2008, fulgte så USA’s (NATO’s) svar på Putins tale. Man ignorerede heri fuldstændig de legitime russiske sikkerhedsinteresser, svarende til dem, USA selv havde hævdet i 1962 (Cuba-krisen). Det hed kort og godt, at NATO arbejdede for en optagelse af Ukraine indenfor en overskuelig fremtid.

Rusland følte sig mere og mere presset, og i december 2021 sendte man et udkast til USA og NATO om en sikkerheds- og fredsløsning. USA (og NATO) undlod dog umiddelbart at besvare henvendelsen. I et forsøg på at vise, at man mente det alvorligt, herunder for at presse USA til en forhandling, begyndte Rusland nu at optrappe sin troppetilstedeværelse omkring Ukraine. Yderligere kontaktede man flere gange amerikanerne, men fik enten henholdende svar eller ingen svar. USA havde blændet døren til diplomatiet, og satte endelig trumf på den udvikling, man ønskede, da man medio januar 2022 svarede russerne. Svaret var kort, afvisende og reflekterede på ingen måde det ønske om fred og sikkerhed i verden og Europa, som jo ellers er godheds-Vestens vartegn. Efterfølgende begyndte den halvsenile amerikanske præsident at tale en krig op, ikke et ord om fred hørte man fra hans eller andre vestlige leders mund.

Den 24. feb. indledte Rusland så sin ”special militære operation” – ikke en invasion, som den vestlige propaganda udlagde det. Målet var ikke en krig, men at få Ukraine til forhandlingsbordet. Dette lykkedes allerede efter kun 2 måneder, hvor man forhandlede sig frem til en fredsaftale. Det var dog på ingen måde en del af USA’s plan. Den britiske premierminister, Boris Johnson, blev sendt til Ukraine, hvor han lovede ukrainerne, at Vesten ville levere alle de våben, de havde brug for, hvis de droppede fredsaftalen med russerne og fortsatte krigen. Det gjorde Ukraine så og den ukrainske chefforhandler, der havde undertegnet aftalen, forsvandt og blev senere fundet død.

Spørgsmålet i dag er ikke – og har aldrig været – hvem der vinder krigen. Det gør Rusland. Ja, toneangivende analytikere som Douglas MacGregor, Scott Ritter og Jeremy Sachs, mener, at krigen allerede er vundet og at vi kan være inden for en tidshorisont på få uger, før Ukraine endeligt kollapser.

Men i det lille fredselskende land nær salten østerstrand, hvor alle mener det samme, der tror man på krigen og ukrainernes sejr. Det vil man gerne bidrage til og sender derfor 19 F16 fly.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)