“Lev med det”. Ordene er ikke mine, men som bekendt statsminister, Mette Frederiksens, på det meget omtalte pressemøde på Christiansborg den 3. november.
Retsstatsprincippet
Det hun som landets leder tilkendegav var, at befolkningen, vælgerne, og dem der ikke opfylder kravene til at kunne vælge, kort sagt alle danskere, at de må og skal leve med, at hun og regeringens involverede ministre skal kunne slippe afsted med at have brudt vores forfatning. Vores grundlov.
Ingen ret uden lov, ingen statslig styring uden ved lov vedtaget af et flertal i folketinget. Et hævdvundent princip, der står mejslet ind i Københavns Byrets bygning om, at “Med lov skal land bygges”. Hentet fra Jyske Lov, forfattet under kong Valdemar Sejr i 1241. Det princip, der ubrudt siden hen har været gældende.
Det er det den siddende statsminister, Mette Frederiksen, mener sig hævet over.
Lad os tage udgangspunkt i, hvorfor det giver mening at kunne lægge til grund, at Mette Frederiksen, uanset at Minkkommissionens arbejde ikke er afsluttet, ministeransvarlighedsmæssigt er skyldig. Det i ikke kun at have begået et brud på 980- årigt hævdvundent princip, og i øvrigt også i brud på gældende grundlov, hvor princippet fra år 1241 er inkorporeret.
En statsminister er ikke kun regeringsleder, men også øverste chef for landets myndigheder, store som små, alt fra ministerier til yderdistrikterne i udkantsdanmark, til Rigspolitiet og militærets ledelse. Kort sagt en statsminister er “commanding officer”. Og skal være det.
Politiet og anklagemyndigheden er udøvende myndigheder for lovgivningens anvisninger, men i minksagen var de også et redskab for regerings pålæg i det indgreb, statsministeren var ansvarlig for i relation til aflivning af 17 millioner mink og et helt erhverv tilknyttet hertil i november 2020.
Statsministerens prærogativ
En statsminister er i kraft af sine prærogativer og magtbeføjelser nærmest objektiv ansvarlig for, at lovhjemmel er til stede i enhver sammenhæng. Hvis statsministeren er i tvivl, skal pågældende spørge sine rådgivere til råds. Embedsmændene skal modsvarende pligtmæssigt oplyse statsministeren herom. Ellers hører alting op. Justitsministeren og samtlige embedsmænd tilknyttet de relevante ministerier skal stå til rådighed for statsministeren.
Vi taler her om fagfolk, herunder jurister med landets højeste embedseksaminer. Hvis en af dem mod forventning svarer eller rådgiver statsministeren forkert eller undlader at gøre det, så står der en hær, som vil korrigere fejlen, så den ikke når at få ben at gå på. Embedsmænd med de positioner svarer ikke forkert, de holder ikke tand for tunge. De skal pr. definition ikke kun svare rigtigt på spørgsmål, de skal være på forkant med alt af relevans. Man var lige ved at tilføje, hvor dumme tror man topjuristerne er?
Man skal være på forkant med alle relevante detailspørgsmål, her under det basale spørgsmål om, hvorvidt der er lovhjemmel til et indgreb. Ingen sover i timen i og med man er sig det bevidst, at et forkert svar eller en mangel på iagttagelse af rettidig omhu, vil kunne bringe ministeren netop i den situation, som statsminister Mette Frederiksen har bragt sig i med indgrebet mod minkerhvervet.
Hvem husker ikke den engelske serie “Yes minister”, hvor det altid var de vakse embedsmænd, der reddede den siddende minister.
Det forekommer derfor helt og fuldstændig usandsynligt, at statsministeren ikke er blevet gjort opmærksom på den manglende lovhjemmel til at aflive samtlige landets mink, og det at lukke et helt erhverv ned.
Med det panel af deltagere, som har deltaget i optakten til pålægget om, at militær, hjemmeværn og politi skulle rykke ud med kortest tænkeligt varsel og foretage aflivning af samtlige af landets minkbesætninger, giver det ingen mening at tale om, hvorvidt spørgsmålet om hjemmel har været vendt. For det har det. Vi bor ikke i en bananstat.
Videre giver det ingen mening at tale om, hvorvidt statsministeren er ansvarlig. Uanset det usandsynlige i, at hun ikke skulle være briefet, tilskrevet i sms eller i mail eller notatform, så har en statsminister pr. definition og i kraft af sit embede en pligt til at sikre sig, at så indgribende en foranstaltning er i overensstemmelse med det hævdvundne princip mejslet ind i Københavns Byrets bygning: “Med lov skal land bygges”.
Ministeransvarlighedsloven
Efter ministeransvarlighedsloven ifalder en minister ansvar, hvis pågældende forsætligt, dvs. med vilje, tilsidesætter sine pligter – herunder pligten til at sikre sig, at en handling har lovhjemmel.
Men også i tilfælde af grov uagtsomhed vil en minister kunne gøres ansvarlig, hvis den pågældende tilsidesætter de pligter, som stillingens beskaffenhed tilsiger.
Herudover er der regler om ansvar for afgivelse af urigtige oplysninger over for Folketinget. Det som aktuelt danner en del af rammen om rigsretssagen mod Inger Støjberg.
De slettede sms’er
En ting er, at fokus p.t. kun drejer sig om, hvorvidt statsministeren og hendes nærmeste ministre og statsministerens departementschef, Barbara Bertelsen, bevidst har slettet det, der udgør en del af bevismaterialet i den verserende minkkommissionssag. Og det at bortskaffe beviser udgør i sig selv en strafferetlig vinkel.
En anden ting er, at fokus på det centrale, nemlig det helt overordnede ansvarsspørgsmål, ikke må tabes af syne.
Om minkkommissionen kommer frem til, om der ligger en rygende pistol i sms’er eller andet, bør for så vidt være underordnet. Juridisk, politisk og moralsk bør man lægge til grund, at der foreligger en uagtsomhed, der ikke kan beskrives som andet end grov, når landets statsminister ikke sikrer sig, at der er hjemmel til et så vidtgående indgreb, som at lægge et helt erhverv i graven.
Det er for så vidt underordnet, om der skulle foreligge et motiv eller ej fra statsministerens side til at have igangsat aflivning af mink og udslettelse af livsgrundlaget for tusinder af menneskers arbejde og generationer af avlsarbejde. Der blev truffet en politisk beslutning uden lovhjemmel.
Jeg er i mange tilfælde selv holdt op med at fundere på motivdelen i mit arbejde som forsvarsadvokat. Nogle handlinger er så aparte, at det ikke giver nogen mening at vurdere på, hvorfor nogen mennesker administrerer sider med børneporno eller giver pokker i, om der udføres andre ulovlige handlinger.
Til sammenligning. Statsministerens primære opgave må være at administrere inden for grundlovens rammer og demokratiets spilleregler. Statsministerens motiver politisk er underordnede, hvis spillereglerne og grundlovens forskrifter tilsidesættes enten bevidst eller ved grov uagtsomhed. Så foreligger der pr. definition et ansvarsgrundlag, som bør bedømmes i en rigsretssag.
Man må forudsætte, at en statsminister har styr på fremgangsmåden for at kunne forsvare det politiske motiv ellers må ministeransvarlighedsloven træde i kraft. Folketingets partier, uanset farve, bør stemme for, at der foreligger et grundlag for en rigsretssag, hvis beviserne tyder på, at et ansvar foreligger. Medmindre vi vil sammenligne os med landene i Mellemeuropa i 1930’erne eller blot ønsker et politisk landskab, hvor et flertal skal have lov til at knægte et mindretal alene ud fra et politisk og ikke et juridisk motiv.
Det væsentlige er at konstatere, at statsminister, Mette Frederiksen har sovet så meget i timen sammen med sine rådgivere, at der er tale om det, man i ministeransvarlighedslovens §5 betegner som grov uagtsomhed. Ellers er de ikke deres embeder voksne.
Jeg ved som advokat, at vi i kraft af vor profession har et tilnærmelsesvist objektivt ansvar, hvis klienterne er utilfredse. Der kan ikke være nogen tvivl om, at barren i bedømmelsen i forhold til den øverste del af landets ledelse og dens rådgivere ikke skal sænkes set i forhold til bedømmelsen af, hvorledes advokatstanden vurderes. Snarere tværtimod. Ellers vil tilliden til selve folkestyret lide knæk.
Statsministerens udfordring er hendes tendens til at ville sparke nedad, altså forsøge at undgå at blive fedtet ind i, hvad hun selv burde stå på mål for. Ofringen af fødevareministeren var det, man kan kalde et sonoffer.
Og rent demokratisk, hvor holdbart er det, at en departementschef, der ikke er folkevalgt, dikterer, hvorledes ansvaret skal placeres hos fødevareministeren for at friholde statsministeren og regeringen? Alene for den disposition burde Barbara Bertelsen fyres på gråt papir. En embedsmand må aldrig være politisk orienteret.
Det statsministeren videre lægger op til er, at den danske befolkning, høj som lav, må leve med, at forfatningen, vores grundlov, ikke gælder, når statsministeren hedder Mette Frederiksen.
Hun skal kunne hæve sig over de gældende spilleregler i modsætning til andre, som har måtte lide den tort at blive trukket ind i rigsretten, som både tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen og integrationsminister Inger Støjberg er blevet det.
Statsministerens pressemøde 3.11 2021
At statsministeren tilkendegav, at fejl ville blive begået, er efter hendes opfattelse et carte blanche til at kunne sætte Jyske Lovs regel om at “Med lov skal man land bygge” ud af drift. “Det må vi leve med” efter hendes observans. Som George Orwell skrev i romanen Animal Farm: “Some animals are more equal than others”. Det er det, hun fortæller os. Husk at sig det til politiet, næste gang du bliver stoppet for at køre for stærkt. “Det må I leve med”.
Forklaringerne, som statsministeren kommer med, skurrer ikke kun fælt i ørerne – de er i strid med alt, hvad dansk lov og ret statsforfatningsmæssigt har bygget på i næsten 1000 år. Kun et rødt anløbent og i givet fald medsammensvorent flertal bestående af regeringens parlamentariske flertal vil kunne holde hånden under et ansvarsgrundlag, der ligger i forhold til statsministeren og de implicerede ministre.
Bemærk, at konsekvenserne af statsministerens (i det mindste) grove uagtsomhed er, at staten, dvs. os alle sammen vil blive pålagt en økonomisk byrde på 19 milliarder kroner i kompensation til minkavlere og arbejdsløshedsunderstøttelse til godt 5000 mennesker tilknyttet minkerhvervet. Herunder en lukning af følgeindustrien, som bl.a. Copenhagen Fur, og tab af en årlig indtægt i milliardklassen, som fjernes permanent med indgrebet.
Ingen sundhedsfaglige aspekter tilsagde den hovsaløsning, statsminister Mette Frederiksen foranledigede. Intet forhindrede hende i at afvente den demokratiske gang, det krævede at få det folketingsflertal, som det havde krævet at lægge forslaget om nedlæggelse af minkerhvervet til afstemning i folketingssalen.
Folketinget var i forvejen ekspeditionskontor for statsministerens helt åbenlyse magtmisbrug og personlige udlægning af, hvad der var nødvendigt. Fagfolks opfattelse gav hun en døjt for. Opbakningen fra lemmingedelen af vælgerkorpset legitimerede hendes ageren.
Nazisterne tiltog sig også magten i 1933 på baggrund af dekreter, som forbød, hvad de ikke kunne leve med i undtagelsestilstandens navn. Statsministeren må selv bevise, at hendes tankegang ikke var den samme, da politi og militær blev beordret ud til sagesløse minkejere, og mink blev aflivet under forhold, der ikke kan beskrives som andet end værende i strid med dyreværnsloven. Smagsløst, smagsløst og atter smagsløst. Glemte jeg at sige uværdigt, og for landet stærkt tabsforvoldende. Så er det hermed sagt.
Er det signalet et eventuelt rødt flertal vil sende til befolkningen, at statsministeren i modsætning til Støjberg skal kunne slippe af krogen? Og hvis ja, er det holdbart for troen på folkestyret? Ret er i så fald noget, man tiltager sig i kraft af muskler, ikke i kraft af de demokratiske spilleregler.
Sammenfatning
Medmindre minkkommissionen konkluderer, at statsministeren var bevidst og orienteret om den manglende hjemmel, hvilket ligger lige for, så er hun i det mindste ansvarlig ud fra ministeransvarlighedsloven regler om grov uagtsomhed.
I en situation som den foreliggende ligger det lige for, at statsministeren selv bør fremlægge bevis for, at hun søgte spørgsmålet om hjemmel afdækket. Man er som bekendt uskyldig indtil det modsatte er bevist. Strafferetligt er der nogen tilfælde, hvor en tiltalt grundet sagens omstændigheder har bevisbyrden for, at den rygende pistol han eller hun står med ikke har ombragt den person, der ligger død på gulvet, når politiet træder ind ad døren.
Det er vanskeligt ikke at sammenligne statsministerens position med den person, der holder om skæftet om pistolen pegende mod et lig på gulvet.
Og nej, danskerne skal ikke leve med en arrogant, udemokratisk statsminister, Mette Frederiksen, medmindre man ønsker at se høtyve og fakler foran Christiansborg. En statsminister skal ikke komme med udenomssnak om, at det at redde liv vejer tungere end at overholde grundloven og principperne for demokratisk adfærd. Snik, snak.
Der er ingen modsætning mellem på den ene side at varetage folkesundhedens interesser og på den anden side overholde folkestyrets og demokratiets spilleregler.
Set i lyset af rigsretssagen mod Støjberg ligner sagen om statsminister Mette Frederiksens ansvar i minksagen århundreders største sag om magtmisbrug og forsøg på ansvarsforflygtigelse.
Intet rødt flertal kan nok så meget vaske pletten af Mette Frederiksens regeringsperiode som den skammeligste nogensinde. Hvis kommunisterne i Enhedslisten, folkesocialisterne i SF og de kulturradikale i Det Radikale Venstre mener, at det er i orden at sætte demokratiet ud af spil, så har de udspillet deres legitimitet.
Moralsk, juridisk og politisk undtagelsestilstand kunne et blåt flertal jo passende kalde det. Samtlige røde partier bør moralsk stilles i gabestok på torvet. Det være sig med en ny folketingsbeslutning om en fornyet rigsretssag mod Mette Frederiksen og hendes medsammensvorne, ikke fra Finderup Lade, men fra det beslutningsforum, der lagde minkhvervet og grundloven i graven på gerningstidspunktet omkring den 3. november 2020.
Så kan de smage deres egen medicin. Så kan de lære det.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)