Den ceremoni, som blev afholdt i Jerusalem den 23. januar på 75-årsdagen for befrielsen af dødslejren i Auschwitz, skabte en mulighed for at minde verden om Holocaust. Ihukommelsen af det eneste forsøg på total udryddelse af et helt folk med industrielle midler, som var blandt de værste forbrydelser i historien, gav de internationale ledere, som deltog, mulighed for at bekræfte nødvendigheden af at bekæmpe anti-jødisk had i en tid, hvor dette hastigt vinder frem over hele verden.
“Det industrielle massemord på seks millioner jøder, den værste forbrydelse i menneskehedens historie, blev begået af mine landsmænd”, sagde den tyske præsident, Frank-Walter Steinmeier, ydmygt.
Ikke desto mindre føler man sig foranlediget til at spørge, om de internationale ledere, som deltog, rent faktisk er rede til at følge deres ord op i handling.
Næsten alle talerne ved arrangementet definerede antisemitismen på en vag måde, og når ordene blev mere specifikke, pegede de udelukkende på nationalsocialismen (nazismen) og det “yderste højre”.
Der findes stadig mennesker med en nostalgisk længsel efter nationalsocialismen, så vel som yderligtgående, højredrejede, politiske bevægelser, selvfølgelig; så det ser ud til, at verden stadig bør være på vagt. Men i vore dage findes der ingen decideret politiske partier i Vesten, som åbenlyst støtter nationalsocialismen, eller højrefløjsbevægelser, som promoverer antisemitiske ideer. Siden afslutningen på Anden Verdenskrig er der ikke blevet begået antisemitiske mord i Europa af mennesker fra “højrefløjen.”
I USA kunne gerningsmændene til de antisemitiske angreb i Pittsburgh, Pennsylvania, den 27. oktober 2017 og den 30. april 2019 i Poway, Californien, defineres som værende “hvide suprematister” [tilhængere af hvidt overherredømme], men de tilhørte ikke nogen højrefløjspolitiske bevægelser. Begge mænd handlede på egen hånd og synes at have haft forskellige antisemitiske forestillinger præget af besynderlige påstande.
Morderen i Pittsburgh, Robert Bowers, citerede Johannesevangeliet ved at sige, at “jøder er børn af Satan”, og han skrev, at det jødiske samfund til hjælp for immigranter, Hebrew Immigrant Aid Society, som er en non-profit organisation, der yder humanitær nødhjælp og hjælp til immigranter, “fører indtrængere ind, som dræber vort folk”.
Morderen i Poway, John Timothy Earnest, udsendte et åbent brev, som gav jøder skylden for “folkedrab på den europæiske race” og citerede Martin Luther, Adolf Hitler, Ludwig van Beethoven, Saint Paul, Pink Guy og Jesus Kristus.
David Anderson og Francine Graham, som myrdede mennesker et koshermarked i Jersey City den 10. december 2019, havde forbindelse til gruppen Black Hebrew Israelites.
Grafton E. Thomas, som knivoverfaldt flere mennesker i Monsey, New York, den 28. december 2019, efterlod sig meddelelser, som nævnte Hitler og Black Hebrew Israelites.
I Europa er så godt som alle de seneste antisemitiske angreb, trusler og mord på jøder blevet udført af muslimer. Malmö, den tredjestørste by i Sverige, hvor det jødiske samfund har levet fredeligt i mere end et århundrede, har oplevet, at en stor del af dens jødiske befolkning er flygtet, efter at de muslimske immigranter er ankommet og anti-jødiske chikanerier er blevet udbredt.
Gennem 1400 år har anti-jødisk oppisken gennemsyret store dele af den muslimske verden. I 2002 udgav den nu afdøde forsker i antisemitisme, Robert Wistrich, “Muslim Anti-Semitism: A Clear and Present Danger” [Muslimsk antisemitisme – En tydelig og aktuel fare]. “Antisemitisme i den arabiske verdens presse og regeringer,” skrev han, “har rodfæstet sig i den islamiske verdens politiske liv i hidtil uset grad”. Senere undersøgelser har vist, at situationen ikke er blevet bedre gennem de seneste to årtier. I en tekst udgivet i 2019, “Rethinking the Role of Religion in Arab Antisemitic Discourses” [Nyvurdering af religionens rolle i arabisk antisemitisk diskurs], fremlagde Esther Webman, Senior Fellow ved Stephen Roth Institute for the Study of Antisemitism and Racism, nogle rystende eksempler. Manfred Gerstenfeld fra Jerusalem Center for Public Affairs har bemærket, at “den massive, ikke-selektive immigration af muslimer til Vesteuropa har haft en dyb indvirkning på europæiske jøder” og “for jøder er følgerne af denne tilstrømning næsten udelukkende skadelig.”
Ved den nylige mindehøjtidelighed i Jerusalem blev muslimsk antisemitisme ikke nævnt.
“Anti-zionisme” – det radikale fjendskab mod Israels eksistens, som, støttet af venstrefløjsfolk over hele den vestlige verden, ofte har ført til antisemitiske demonstrationer, hvor folk råbte “Død over jøderne”, som i Paris den 13. juli 2014, eller “Du zionist, kun døden vil komme til dig”, som i London den 13. november 2019, blev heller ikke nævnt.
At “anti-zionisten” Jeremy Corbyn syntes at befinde sig tæt på magtens porte i Storbritannien før valget den 12. december – og at det britiske jødiske samfund var så bekymret, så overrabbineren i Storbritannien, Ephraim Mirvis, fordømte den “gift,” som “har slået rod” i Labourpartiet – syntes allerede fuldkommen glemt.
Ved ceremonien i Jerusalem bad den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, verden om at konfrontere Iran, mullahernes regime, som han med rette beskrev som “det mest antisemitiske regime på kloden”, men hans tilføjelse, så “der ikke opstår et nyt Holocaust”, syntes at passere for døve øren. Den eneste, der viste støtte, var USA’s vicepræsident, Mike Pence. Alle de andre ledere ved ceremonien forholdt sig tavse eller undgik emnet.
Den franske præsident, Emmanuel Macron, sagde, efter at have kigget på Netanyahu og Pence: “Holocaust skal ikke være en fortælling, som vi kan manipulere eller udnytte”. Macron talte også om “den vanvittige historie om mennesker, som mente, at deres fremtid kunne bygges på negationen af en anden”, og antydede dermed, med urette, at Israel og Israels jøder har benægtet eksistensen af et andet folk. I realiteten har det været lige omvendt: mange arabere, som i dag kaldes palæstinensere, har benægtet jødernes kontinuerlige, 3.000-årige eksistens i det bibelske land.
Macron havde iøvrigt, få timer før sin tale, aflagt en venskabelig visit hos Det Palæstinensiske Selvstyres præsident, Mahmoud Abbas, i Ramallah, og dermed tilsyneladende ignoreret Abbas’ doktorafhandling fra 1982: “The Other Face: The Secret Connections Between Nazism and the Leadership of the Zionist Movement” (Det andet ansigt: De hemmelige forbindelser mellem nazismen og den zionistiske bevægelses ledelse). Afhandlingen, som var baseret på Adolf Eichmanns værk, påstod ukorrekt, at zionisterne havde samarbejdet med nazisterne om at opmuntre til større jødisk immigration til Palæstina.
Storbritanniens Prins Charles, som også besøgte Abbas, udtrykte “dyb sorg” over “palæstinenseres lidelser” – uden at påpege, at mange af disse ikke har været forårsaget af Israel, men af palæstinensernes egne ledere, som er uduelige og korrupte.
Også flere andre emner blev forbigået: at Det Palæstinensiske Selvstyre aldrig er ophørt med at ophidse til anti-jødisk had, og at det til stadighed vedbliver med at finansiere og støtte terrorisme imod jøder; at israelske jøder hvert eneste år myrdes i palæstinensiske terrorangreb og udsættes for det, den italienske journalist Giulio Meotti har kaldt for et “Shoah [Holocaust] i slow motion”; at flertallet af de jøder, som er blevet myrdet gennem de senere år, er blevet myrdet af palæstinensiske terrorister, og at palæstinensiske, iranske og andre religiøse ekstremister er hovedarkitekterne bag vore dages had mod jøder.
Før Anden Verdenskrig gennemsyrede antisemitismen ikke blot den vestlige verden – men blev i vidt omfang tolereret. Tysklands nazi-regime kunne iværksætte antisemitiske forfølgelser, som førte både til Holocaust og til almindelig ligegyldighed. På Evian- konferencen i juli 1938 ville intet land erklære sig villig til at modtage tyske jøder, som søgte beskyttelse. To måneder senere mødtes den britiske premierminister Neville Chamberlain og den franske premierminister Édouard Daladier med den tyske fører Adolf Hitler i München – og nævnte ikke engang jøderne. Kristallnacht den 9.-10. november 1938 afstedkom ikke en eneste officielt løftet pegefinger, selvom begivenhederne blev beskrevet i aviser verden over. Ideen om, at De Allieredes hære skulle ødelægge de jernbaner, som førte til Auschwitz og de øvrige dødslejre, blev også totalt afvist.
Efter nazi-regimets sammenbrud i 1945 blev antisemitismen, i det mindste for en tid, behæftet med skamfølelse i Vesten. Men Holocaust blev stort set forbigået. Da Primo Levi udgav If This Is a Man i 1947, blev der kun solgt omkring ét tusind eksemplarer. I 1958, elleve år senere, led Elie Wiesels Night samme skæbne.
Erindringerne fra Holocaust dukkede hovedsagelig først op i slutningen af 1970’erne, da den amerikanske tv-serie Holocaust blev sendt, og endnu mere i 1985, da Claude Lanzmanns dokumentarfilm Shoah blev udsendt. I vestlige lande blev der arrangeret ceremonier til minde om Holocaust; vestlige ledere talte om en “pligt til at huske“, og der blev opført museer og monumenter dedikeret til Holocaust. USA’s Holocaust Memorial Museum åbnede i 1993. Shoah Memorial i Paris og Mindesmærket for myrdede jøder i Europa i Berlin blev indviet så sent som i 2005, samme år som FN instituerede International Holocaust Remembrance Day (International Dag til Minde om Holocaust).
Lige siden er den nynazistiske og den yderste højrefløjs varianter af antisemitisme blevet fordømt, men andre typer af antisemitisme er vundet frem. Ligesom den nationalsocialistiske og yderste højrefløjs antisemitisme – og dens følger for jøderne – ikke rigtigt interesserede nogen i 1930’erne, synes den voksende antisemitisme i dag heller ikke rigtigt at interessere nogen.
Selvom ceremonierne i januar blev afholdt i Israels hovedstad, Jerusalem, virkede ingen af de repræsenterede lande, med undtagelse af USA, interesserede i de aktuelle trusler mod Israel eller dets fjenders intentioner om folkemord.
Hvis den nye stat Israels eksistens for syv årtier siden havde afhængt af de lande, som var repræsenterede i år i Jerusalem, ville den jødiske stat være blevet knust i en kæmpe massakre kun tre år efter nazi-regimets fald i Tyskland; krigen ville i virkeligheden være blevet et nyt Holocaust.
Den 29. november 1947 stemte flertallet af lande i FN’s Generalforsamling for en Delingsplan for Palæstina, men støttede tillige dannelsen af en selvstændig jødisk stat. Men da Israel proklamerede sin uafhængighed den 14. maj 1948, og fem arabiske indledte en krig for at udslette den nyfødte stat såvel som dens jødiske befolkning på færre end 800.000 mennesker, var der ikke et eneste land, som ville støtte landet. Israels jøder havde kun sig selv at stole på. Kun let bevæbnet, kæmpede de heroisk. Næsten 6.400 jøder blev dræbt i den krig.
Ceremonien i januar for at holde mindet om Holocaust i live signalerede til verden, at Israel stadig vil forsvare sig. Men med den udeblevne fordømmelse af den farligste og mest dødbringende form for nutidig antisemitisme vil de ord, som blev udtalt ved mindehøjtideligheden, ikke få nogen som helst virkning over for den aktuelle antisemitismes verdensomspændende fremmarch. De vil højst sandsynlig ikke engang blive omsat i øget støtte til den jødiske stat.
Den 28. januar 2020 fremlagde USA’s præsident, Donald J. Trump, det, som den britiske journalist Melanie Phillips har beskrevet som den første fredsplan, der “sætter Israels sikkerhed øverst og forrest”, og som “utvetydigt støtter Israels fremtidige eksistens og fejer al føjelighed over for ondskaben bort”. Den franske regering reagerede høfligt, men negativt, idet man udtalte, at Frankrig stadig støtter “to-statsløsningen og skabelsen af en palæstinensisk stat med internationalt anerkendte grænser”, hvilket vil sige våbenstilstandslinjerne fra 1949, som er umulige at forsvare.
Den tyske udenrigsminister, Heiko Maas, sagde tilsvarende, at Tyskland støtter “en to-statsløsning baseret på de internationalt vedtagne parametre for israelsk-palæstinensisk fred”.
Josep Borrell, EU’s nye højtstående repræsentant for udenrigsforhold og sikkerhedspolitik, erklærede den 4. februar, at EU lagde “afstand” til den amerikanske fredsplan, og at det, såfremt Israel bragte den i anvendelse, “ikke ville passere uimodsagt.” Israels udenrigsministerium bemærkede, at Borrells valg af “truende sprogbrug mod Israel” var “beklageligt” og understregede, at Borrell havde fremsat sine bemærkninger kort efter et venskabeligt møde med Irans ledere.
“Meget blev sagt, men det vil kun føre til lidt”, skrev journalisten Nurit Greenger et par dage efter begivenheden. “Realiteterne har alt for ofte vist, at verdenslederes udtalelser om bekæmpelse af antisemitisme er hule”.
Sådan er det altså. Femoghalvfjerds år efter Auschwitz er antisemitismen stadig levende og trives – og størsteparten af den vestlige verden er og bliver fuldkommen ligeglad med jødernes skæbne.
Dr. Guy Millière, professor ved Paris’ Universitet, forfatter til 27 bøger om Frankrig og Europa.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)