Det er en skændsel, Danmark

Antisemitismen stikker sit hæslige fjæs frem overalt i Europa i disse år. Danmark er desværre ingen undtagelse, skriver Jyllands-Posten (JP) i sin leder.

Alt tyder på, at den europæiske antisemitisme i dag er nogenlunde ligeligt fordelt mellem den yderste højre- og venstrefløj samt indvandrede muslimer. Især den sidste gruppe har fået lov til at flyve under radaren i den offentlige debat trods mange terrorangreb med klare antisemitiske undertoner. Det har været ubekvemt at tale om. Der er blevet ledt efter socioøkonomiske forklaringer, hvor en spade i højere grad burde have været kaldt en spade, når det gælder islams ældgamle syn på jøder. Når flugten af jøder fra svenske byer som Malmø tog fart, var det ikke nødvendigvis den største historie i medierne. Der er blevet kigget væk, relativeret og vredet hænder – og nu ser vi så pludselig, at det faktisk har haft konsekvenser, der rækker længere end til radikale muslimer. Antisemitismen er blevet normaliseret. Det uhyrlige kan igen lade sig gøre, fordi der ikke tidligt nok blev råbt højt nok.

Artiklen fortsætter under videoen…

Det er en skændsel, at det er nødvendigt at sikre jødiske skoler, synagoger, plejehjem og privatpersoner, ikke kun med svært bevæbnet politi, men også med regulære soldater. Det er en falliterklæring for et samfund, der kalder sig selv åbent og tolerant, men må erkende, at det er oppe imod kræfter, der vitterligt hader jøder og er klar til at sætte magt bag hadet.

Så sandt, så sandt, men lad os lige korrigere et par ting.

Den europæiske antisemitisme er ikke ligeligt fordelt mellem den yderste højre- og venstrefløj og muslimerne. ”Den klassiske højrefløjs-antisemitisme er den farligste, men den er mindst udbredt i Europa for øjeblikket”, siger Jair Melchior, overrabbiner for Det Jødiske Samfund i Danmark, til Berlingske.

I Danmark er det især venstrefløjen og muslimerne, der er hyperaktive med antisemitisk og anti-israelsk propaganda og voldelige angreb på jøder og jødiske institutioner.

Venstrefløjen kamouflerer sin antisemitisme ved at påstå, at dens kritik af Israel ikke er udtryk for jødehad. Men reelt er venstrefløjens kritik af Israel gennemsyret af elementer fra den klassiske antisemitisme, hvor jøder dæmoniseres og fremstilles negativt. Venstrefløjspolitikere og venstrefløjspressen, ikke mindst Politiken og Information, dyrker intenst had til Israel og jøderne. Blandt politikerne hører Lykketoft, Martin Lidegaard og Zenia Stampe til de mest rabiate jødehadere.

Folketingets import af migranter fra muslimske lande, hvor hadet til jøder er fast inventar, har ført til en kraftigt stigende antisemitisme herhjemme. Antallet af alvorlige antisemitiske hændelser i Danmark er steget fra 22 i 2016 til 45 i 2018, altså en fordobling.

De yngre læsere af JP er sikkert ikke klar over, at i mellemkrigstiden blev antisemitiske karikaturer og kommentarer primært trykt i jyske aviser, skønt de fleste danske jøder boede i hovedstadsområdet. Og det var især Jyllands Posten, der var stærkt antisemitisk. Som reaktion på Krystalnatten stillede avisen sig på nazisternes side og viste forståelse for etnisk udrensning af jøder, så længe ”det foregik forholdsvis samvittighedsfuldt”.

I dag deltager JP aktivt i den danske mediekrig mod jøderne og Israel og lægger velvilligt sine spalter til propalæstinensisk og anti-israelsk propaganda. Avisen er dermed med til at skabe et klima, hvor antisemitisme og jødehad blomstrer.

JP er ikke jødernes ven, og avisens forargelse over den seneste antisemitiske bølge herhjemme er ikke andet end spil for galleriet. Men der er sikkert mange naive og uoplyste sjæle blandt JP’s læsere, der vil æde avisens PR-stunt råt.

André Rossmann

 

Kommentarer