Det må være klimatossernes mareridt

Det går den forkerte vej i forhold til klimamålet, skriver både Børsen og Berlingske.

Regeringen har beskrevet målet om at reducere CO2-udledningen med 70 pct. frem mod 2030 som vores generations månelanding. Men nye tal viser, at det går den forkerte vej i forhold til klimamålet.

Med den nuværende indsats vil drivhusgasudledningen kun være reduceret med 44 pct. i 2030. Sidste års fremskrivning viste, at Danmark stod til at nå 46 pct.

Der er reelt ikke gennemført klimainitiativer, der bevæger Danmark i den rigtige retning.

I den fremlagte klimahandlingsplan har regeringen fokuseret på ineffektive og kostbare initiativer, som klima-øer. Senest har man indgået forlig om en affaldsplan, der er blevet solgt til vælgerne som et klimainitiativ, men som reelt ikke har nogen særligt stor og sikker klimaeffekt.

Også København er sat et markant skridt tilbage i CO2-målsætningen. Hovedstaden mangler nemlig 430.000 ton CO2 for at nå målsætningen om CO2-neutralitet i 2025.

Præmisserne for Danmarks klimaambitioner har ændret sig markant. Efter coronakrisen står Danmark foran et gigantisk samfundsøkonomisk tab og en økonomisk genopretning, hvor jobskabelse bliver en topprioritet, og hvor der også skal investeres i at være forberedt på den næste pandemi.

Ikke alene Mette F. og hendes regering, men samtlige politiske partier kommer til at agere i en mere besværlig og kompleks virkelighed, når coronakrisen er overstået. Med færre penge i statskassen er der færre ressourcer, der kan allokeres til klimakampen.

Den barske virkelighed er, at flere brancher nærmest er udraderet, og titusindvis af ansatte har mistet jobbet, mens andre mærker afskedigelsen komme nærmere. Det ikke er klimaet og grøn omstilling, der står øverst på listen over vælgernes bekymringer.

Klimahensyn er heller ikke det, virksomhederne går mest op i. Nye grønne skatter, afgifter og restriktioner er det sidste, erhvervslivet har lyst til at opleve, når der i forvejen er økonomisk usikkerhed.

For hver dag, der går, er der færre penge til Danmarks klimaindsats. Danmark har ikke råd til alt, og det er indlysende, at de økonomiske realiteter vil tvinge politikerne til at nedprioritere klimaindsatsen.

Det må være de planøkonomiske klimatossers mareridt.

André Rossmann

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)