Det tegner til Republikansk sejr i november

Kun 5 måneder inden midtvejsvalget slås USA med forrygende inflation (p.t. 8,6%, den højeste i 41 år), økonomisk kaos, tårnhøje priser på benzin og diesel, forsyningskaos, ukontrolleret indvandring, grænseløs kriminalitet, venstreorienteret meningstyranni og Demokraternes woke-kampagne for transkønnethed og seksuel indoktrinering af skolebørn. Opbakningen bag Biden ligger på 43 pct., og Demokraterne kan kun regne med støtte fra 40 pct. af vælgerne, mens Republikanerne støttes af 48 pct.

Midtvejsvalget den 8. november kan vise sig at blive afgørende for retningen i USA’s politik de næste to år. Senatet er lige nu fordelt 50-50, hvilket giver Demokraterne et flertal, da vicepræsident Kamala Harris er tungen på vægtskålen. Republikanerne skal altså blot vinde ét sæde for at sikre flertallet, hvormed de ventes at blokere det meste af Bidens dagsorden frem mod 2024.

Eftersom Biden og Demokraterne ikke har nogen intentioner om at ændre deres nuværende kurs, satser de på at vinde midtvejsvalget ved endnu en gang at trække den tidligere præsident, Donald Trump, gennem sølet og mediemøllen. Midlet hertil er Kongressens særlige undersøgelsesudvalg (the House Select Committee), som gransker angrebet på Kongressen den 6. januar. Udvalget består af ni medlemmer af Repræsentanternes Hus – syv demokrater og to republikanere, der er modstandere af Donald Trump, Liz Cheney og Adam Kinzinger.

Formålet med undersøgelsesudvalgets granskning er indlysende. Den dybt upopulære Biden og Demokraterne ønsker at få vælgerne til at tænke på stormløbet den 6. januar, når de skal til at stemme ved midtvejsvalget til november. Torsdag aften, i bedste sendetid, holdt undersøgelsesudvalget den første af de seks tv-transmitterede høringer, der skal overbevise amerikanske vælgere om, at angrebet den 6. januar ikke var en legitim folkelig protest, men et kupforsøg fra Donald Trump og hans støtter.

De offentlige høringer i Kongressen bringer minder frem om de sovjetiske skueprocesser, hvor Stalin i perioden 1936-1938 udrensede sine politiske modstandere. Mens disse blev anklaget for forræderi, trotskistisk konspiration og mordsammensværgelse mod Stalin og andre sovjetiske ledere, udstiller og dæmoniserer Demokraterne i dag på samme måde deres politiske modstandere – Trump og Republikanerne – som indenlandske fjender og en trussel mod demokratiet.

Repræsentanterne for den legitime politiske opposition var torsdag ikke til stede under høringerne i Kongressen. Undersøgelsesudvalget har nemlig valgt at ignorere vidneudsagn, der kunne rokke ved udvalgets anklager om, at Trump og hans støtter har konspireret med henblik på at vælte den amerikanske regering, ligesom de gamle bolsjevikledere for ca. 100 år siden blev beskyldt for at vælte Stalin.

Høringerne i Kongressen er Demokraternes sidste håb om at forhindre en veritabel katastrofe ved midtvejsvalget i november. Selv det venstreorienterede New York Times måtte indrømme, at både torsdagens høring og de kommende høringer er Demokraternes sidste chance for at vende stemningen, så de kan vinde midtvejsvalget og bevare flertallet i Kongressen.

Hvis man skal dømme efter meningsmålingerne, er det en umulig opgave. Ifølge den sidste måling fra det anerkendte meningsmålingsinstitut Rasmussen vil 48 pct. af de amerikanske vælgere stemme på Republikanerne og kun 40 pct. på Demokraterne. Og ifølge en meningsmåling fra ABC News/Ipsos er det økonomien, inflationen og benzinpriserne, og ikke høringerne i Kongressen, der vil være afgørende for vælgernes stemmeafgivning. Sidst men ikke mindst er det kun 22 pct. af vælgerne i de afgørende svingstater, der støtter Biden og Demokraterne.

Samtidig med, at Bidens præsidentskab fortsætter sin voldsomme rutschetur, er Donald Trumps popularitet i Det Republikanske Parti uformindsket. 55 pct. af de republikanske vælgere står klar til at afgive en personlig stemme på Trump, hvis han stiller op til præsidentvalget i 2024. Lige nu tyder derfor alt på, at midtvejsvalget i USA i november vil ende med en sejr til Det Republikanske Parti.

André Rossmann

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)