Dømt for stalking og grov vold mod ekskæreste

En 28-årig mand blev mandag ved Retten i Aarhus idømt fængsel i to år og tre måneder for at have stalket sin ekskæreste, som han også truede og begik vold imod.

 

 

Den 28-årige blev blandt andet dømt for at have begået grov vold mod ekskæresten ved at have slået hende på kroppen med en lægtehammer og for tre andre tilfælde af vold, hvor han bl.a. tog fat om hendes hals og skubbede hende omkuld. Desuden blev han dømt for vidnetrusler ved at have taget hendes mobiltelefon, som han sagde, hun kunne få retur, hvis hun trak sin anmeldelse tilbage.

Derudover blev han fundet skyldig i stalking ved systematisk at have forfulgt og chikaneret ekskæresten i en periode fra 2022 til starten af 2023.

”Retten dømte efter den nye bestemmelse om stalking, straffelovens §242, som trådte i kraft sidste år, og som tages i brug, når der er tale om en vedvarende, systematisk forfølgelse og chikane. Han opsøgte hende adskillige gange på hendes adresse i Viby og andre steder, hvor hun befandt sig, og ved flere lejligheder udøvede han hærværk mod hendes bil. Han var meddelt et tilhold, som han overtrådte, men det er faktisk ikke en betingelse for, at man kan straffe for stalking,” forklarer senioranklager Rosa Pape.

Siddet varetægtsfængslet siden januar

Den 22. januar i år blev den 28-årige mand fremstillet i grundlovsforhør, og han har siddet varetægtsfængslet i sagen siden. Mandag faldt der så dom i sagen ved Retten i Aarhus.

LÆS OGSÅ:  Affyrede bomberør mod politiet efter i indvandrer-ghetto og blev bidt af politihund

”Den 28-årige har systematisk chikaneret og forfulgt sin ekskæreste, der ovenikøbet blev udsat for grove overfald og trusler. Det har været urimeligt hårdt og psykisk belastende for hende og hendes mindreårige børn, som i flere tilfælde havde overværet forholdene. Jeg er tilfreds med, at retten ser med samme alvor på en sag af denne karakter som anklagemyndigheden, og at den forurettede nu trods alt kan finde en form for ro i, at den 28-årige skal sidde fængslet i en længere periode,” siger Rosa Pape.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)