ET JULEEVENTYR TIL JER ALLE


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Filmen Pretty Woman er ikke kun en Hollywood klassiker, soundtracket med. Den er den amerikanske drøm kogt ned til små to timer. Smuk, medrivende og rørende er den.

Richard Gere og Julia Roberts er eventyrparret fra en uspoleret tid før woke. De illuderer en opfyldelse af den amerikanske drøm bygget på respekt for alle uanset herkomst. Selv en prostitueret er lige så meget værd som en forretningsmand.

Fundamentet om lighed, som det hele startede op omkring, men som i historien om USA har taget nogle grimme bump på kontinent derovre. Slavetid, indianernes endeligt, raceadskillelse.

Faktisk er USA først nu kommet næsten ud af sin apartheid svøbe, hvor man var mindre værd, hvis man som ens bedre halvdel var sort. Det uanset om man var både kreativ, talentfuld, klog og omfavnende. Som min kone er det, som mine børn er det.

Ægteskab mellem sort og hvid var forbudt i mange stater frem til omkring 1960. Det er i min levetid. Længere er det ikke. Tænk sig.

Julia Roberts blev set ned på, Gere var fyren USA så op til. Prinsen mødte prinsessen, eventyret blev skabt. Det er drømmen om det USA, jeg elsker, den film der tryllebinder mere end 30 år efter premieren, fordi setuppet, historien og skuespillerne i et banalt plot har en magi og aura, som overtrumfer alt.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Klimatossernes folketingsvalg

Svenske Marie Frederikssons sang ”It must have been love” tager filmen op over toppen af alt andet, der har passeret et filmlærred. En arv hun har efterladt sig for evigt nu hun ikke er mere.

Malurten i bægeret er, at det USA, jeg har rejst rundt i 50 år til næste år, den bastion, den amerikanske drøm, den er Biden i færd med at aflive. Min afsky for alt han og hans støtter står for er så afgrundsdyb, at I ikke forstår det.

Trump for mig er banalt fortalt helten på den hvide hest, han er min tids John Wayne, ham jeg så op til, da jeg var barn og så filmen ”Diligencen” (originaltitel ”Stage Coach”) eller ” Kavaleriets gule bånd” (originaltitel ”She Wore a Yellow Ribbon”). Bare titlerne får mine tanker og følelser på overarbejde så gode var de. Er de.

Jeg beder jer derfor revidere jeres syn på Trump, hvis mediernes psykose har sat sig for dybt. Trump står for det USA jeg værdsætter, den potens af vestlig styrke, verden desperat mangler lige nu af lederskab og værdier.

Som Dr Marin Luther udtalte fra foden af Washington monumentet 28. august 1963: Bedøm ikke en mand på hans hudfarve, bedøm ham på hans karakter. ”I have a dream”-talen.

Omsat til i Trumps tilfælde: Bedøm ham uden om mediernes fordomsfulde billede, bedøm ham på de resultater han nåede, bedøm ham på hans ønsker, visioner, oprigtighed, og først og fremmest sammenlign ham med tidens katastrofer, som har bund i valget af en administration, der bygger på alt andet end netop den amerikanske drøm.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Martin Henriksens politiske program til formandsvalget i Dansk Folkeparti

Således udtrykt i ønsket om, at alle, der fortjener det, at du og dine får en glædelig jul og et godt nytår med tak for det år, der snart er gået. Må det kommende år bringe fred i Mellemøsten, og sætte vestlige dyder og traditioner i centrum.

Vi skal til at sige 2024 om et øjeblik. Tid til nye håb og drømme, ikke mindst for hvem der bliver chefen i The Oval Office.

I have a dream.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)