EU vil øge Danmarks afhængighed af russisk gas

EU-Kommissionen lægger op til en beslutning, der vil give gas status som grøn energi. Beslutningen i Bruxelles vil skubbe Danmark endnu længere ud i afhængigheden af Rusland, skriver Berlingske.

”EU-Kommissionen lægger an til en beslutning, der ifølge kritikere vil forlænge afhængigheden af gas år frem i tiden.

Ifølge Anders Overvad fra tænketanken Europa er der ingen tvivl om, at det vil øge gassens rolle som energikilde i Europa, hvis den får status som grøn. Det vil eksempelvis sikre nye gasværker andel i investeringer, der er øremærket til grøn energi. ‘Der vil være en klar risiko for, at energi fra Rusland vil blive endnu mere central for EU-landene, og at Rusland dermed vil stå endnu stærkere’, siger Anders Overvad”.

24NYT: På trods af den politiske modstand i Danmark mod russisk gas dækkes en større del af det danske forbrug end nogensinde før af naturgas fra den store nabo i øst. I jan. 2019 købte Danmark således 21 pct. mere russisk gas end i jan. 2018. Det siger sig selv, at de stater, som er afhængige af naturgas, især fra rørledninger, bliver sat i et afhængighedsforhold, som resulterer i sikkerhedspolitisk sårbarhed. Allerede nu, i den aktuelle konflikt mellem Rusland og Ukraine, kan man se, at Rusland bruger gassen som et politisk afpresningsmiddel for at opnå bestemte politiske mål.