Europa år 2024 og 2039

Mange politikere burde slet ikke have lov til bestemme noget som helst eller have mulighed for at bestemme over de europæiske folk, som de har fået mandat til at kunne repræsentere. Det gælder nationalt som overnationalt i EU sammenhæng.

Og hvorfor lige så lige det? Er det ikke folket, der har valgt dem, folkets røst, der har talt, hvad enten det har været ved det netop afsluttede valg til Europa-Parlamentet i juni i år eller ved det folketingsvalg, som bragte to marxistisk funderede partier, Socialdemokratiet og Moderaterne, til magten? Og glem alt om, at Moderaterne skulle være et midterparti. At Løkke er en opportunist af værste skuffe er en sag, men virkeligheden er, at han er en autoritær, dogmatisk og enerådende politikertype. En landsbytosse-politiker, som pressen hidtil har strøget med hårene bortset lidt skvulp om tøjkøb.

Løkke er fløjtende ligeglad med os danskere, blot han sikrer sig sine politiske ben og tilsvarende pension, så så han gerne den nationale, etnisk danske befolkning udskiftet med illegale migranter og al verdens sammenrend af kulturberigere fra den 3. verden.

Der er lige så meget liberal politiker i ham, som der er katte i kattemad.

Sandheden og virkeligheden er, at Danmark i 2024 under den nuværende sammensætning af Folketinget bevæger sig lige lukt mod samme udvikling som i de øvrige vestlige EU lande fsva befolknings sammensætning. Færre og færre etniske europæere og flere og flere migranter. EU er om noget styret af samme agenda og eliten dernede og dens talerør udsteder gerne bøder i millionklassen til lande som Ungarn, fordi landet har en mission om at sætte sin egen befolkning før alle mulige tilfældige sammenrend af bådflygtninge, som har evnet at sætte sig i en gummibåd og krydse Middelhavet.

Det er et paradoks, at der eksisterer en skærende diskrepans mellem store dele af de europæiske befolkningers ønske om færre indvandrere, mindre indvandrerkriminalitet og færre kultursammenstød, og den politiske elites higen efter at efterleve marxistiske dogmer om mangfoldighed, internationalisme og solidaritet.

At der p.t. blæser politiske højrevinde i Europa, neutraliseres af de globalistiske og venstreorienterede mediers stigmatisering af enhver form for patriotisme og kritik af den udvikling, som fører os lige lukt mod første fase af de multikulturelle og multietniske samfund vi har, til næste fase om 15 år i 2039, hvor man med rette allerede nu kan forudse en enhedskultur, som mainstream, baseret på en islamisk dominanskultur, og en klar overvægt i navnlig de store og mellemstore europæiske byer af muslimske flertalsbefolkninger.

Fødselsrater lyver ikke, de er matematisk bestemt, og i det omfang de kan lægges til grund, kan man befolkningsfremskrive udviklingen demografisk, religiøst og kulturelt.

Hver 3. østriger i dag har migrantbaggrund, 60 pct. af befolkningen i London, Bruxelles, Amsterdam og Paris har indvandrerbaggrund. Hver 5. nyfødte her hjemme har indvandrerbaggrund. De mest almindelige navne for nyfødte i byer som Oslo og London er Mohamed.

Det fortæller en historie, men det fortæller også, hvilken fremtid vores efterkommere får. Den bliver alt andet end det jeg, som er årgang 1960, har med mig i min bagage. Det var en opvækst i et trygt dansk, homogent samfund præget af nærhed, selvbestemmelse, respekt for grundlovens frihedsrettigheder, og en hverdag uden religiøse og kulturelle modsætninger.

Om 15 år vil EU ikke være styret af de nuværende lunkne hel- eller halvkorrupte politikere som Lars Løkke og Mette Frederiksen. Nej, det bliver styret af politikere, som i stigende grad vil have migrantbaggrund, suppleret af på den ene side eftergivende politikere med europæisk baggrund, som til enhver tid vil hilse mangfoldighed velkommen, for i endnu højere grad end nu at sikre sig indvandrer stemmer. De vil underkaste sig flere og flere islamiske hensyn alene for at kunne overleve i samfund, som på europæisk plan bliver mere og mere islamiserede qua befolkningsudskiftningen.

Der vil fortsat være en hardcore islamkritisk gruppering, men pressen, som følger de globalistiske hensyn, vil der lige som nu i endnu højere grad tage hensyn til nybyggerne. Medier lever af seertal.

Hele landsdele, bydele og lokalforsamlinger vil være præget af politikere, hvis første hensyn vil være til sharia-tænkning, om hvad der er rent og hvad der er haram. Medierne vil i endnu højere grad end nu undlade at omtale grooming, voldtægter og vold begået af muslimske migranter mod etnisk europæiske piger og drenge. Fremskriv udviklingen yderligere 15 år mere, så bliver det helvede på jord, hvis man ikke har konverteret til islam.

Hvis virkeligheden på nogen måder skal bankes ind i hovederne på vælgerbefolkningerne, så kræver det en klar målsætning om at ville basere partipolitik på at få nedbragt antallet af muslimer i Europa, og at få sat en prop i ethvert tiltag til islamisering, og det på alle parametre. Det gælder undervisning, særhensyn, moskebyggeri osv.

Opholdstilladelser bør inddrages ved manglende selvforsørgelse, udvisninger bør effektueres, kriminalitet bør afstedkomme udvisning prompte. Hvis ikke udviklingen vender, må Europa forventes at ende ligesom de øvrige lande og befolkninger, der tidligere havde hinduistisk, kristen eller en helt tredje religiøs og kulturel baggrund i bæltet fra Medina i vest til Malaysia i øst. Den udvikling rimer på æresrelateret vold, giftermål med mindreårige, afskaffelse af frihedsrettigheder og andre uhyrligheder set med vore øjne.

Som Europakortet tegner sig må man lægge til grund, at et overvejende flertal af europæere elsker islam, elsker islamisering, elsker en voldskultur baseret på middelaldertænkning og intolerance. For hvorfor faen stemme på politikere, som man ved i bedste fald absolut ingenting vil gøre for at ændre på udviklingen, og i værste fald politikere, som fremmer afskaffelsen af de kulturbaserede, kristne europæiske samfund? Svar udbedes fra den almindelige gennemsnitsvælger. Politikerne har jeg opgivet. De er til falds som prostituerede, der kæmper om kunder på Halmtorvet.