Klumme: Europa på vej ned som magtfaktor

Mens verden er på vej ind i en ny multipolar orden, hvor der er flere stormagter om at definere den globale politik, er EU ramt af opløsningstendenser og ledelsestomrum. I en tid, hvor magt er tilbage som central metode til at realisere politiske mål, er Europa på vej ned som et selvstændigt magtcenter.

Den rå magt er tilbage

Den geopolitiske orden er under forandring. Den liberale verdensorden etableret af de vestlige lande er under afvikling. Grænser, nationalstater og geopolitisk rivalisering mellem stormagterne er vendt tilbage for fuld styrke. Den rå magt er tilbage som et centralt middel til at realisere politiske mål.

Den internationale orden er formet af styrkeforholdene og ikke af smukke idealer. Derfor vil den fremtidige, internationale orden blive formet af dem, der har magten og viljen til at skabe den. EU er ved at miste magt og står famlende over for truslerne fra Rusland og Kina. Der er intet, der tyder på, at et liberalt, blødt og svagt EU, der går fra krise til krise, kan forvandle sig fra et humanistisk fredsprojekt til et magtprojekt.

Et Europa i opløsning

EU, der bliver udfordret både indefra og udefra, knager i fugerne. Unionen mangler store ledere, visioner, virkelyst og evne til at løse sine grænseoverskridende udfordringer. Der er splittelse mellem øst og vest, mellem nord og syd, centralister og nationalister, mellem liberale, socialister og nationalkonservative.

EU kan ikke beskytte sine borgere mod eksterne trusler, hvorfor USA og NATO fortsat er EU’s sikkerhedsgarant. EU er heller ikke i stand til at beskytte sine ydre grænser. Opgaven er outsourcet til slyngellande som Tyrkiet, Libyen eller Ægypten mod et løfte om, at EU vil se stort på disse landes brud på menneskerettigheder.

På vej ned som et selvstændigt magtcenter

EU er trods sin størrelse på vej ned som et selvstændigt magtcenter, der kan passe på sine borgere gennem benhård interessevaretagelse. Unionen er blevet godhedens imperium uden vilje og evne til at gøre fælles front mod Kina og Rusland. Jo mere opløsning, der er i EU, desto stærkere er de to stormagters forhandlingsposition og pressionsmuligheder over for EU-landene.

Europa har ganske vist ressourcerne både økonomisk og militært. Men det, unionen mangler, er viljen til at forsvare sig selv og tage ansvar for den liberale verdensorden, som EU’s ledere ellers elsker at tale så meget om. Det er intet, der tyder på, at EU, der mangler den maskuline vilje og evne til med styrke, vold og magt at beskytte sine grænser, borgere og institutioner, kan opretholde sig selv på sigt.

Vil helst hygge sig under USA’s beskyttelse

Tyrkiets invasion af Syrien har udstillet EU’s dalende betydning som en magtfaktor i verden. EU’s ledere kritiserer USA’s præsident Donald Trump for at handle forræderisk, men bag kritikken ligger reelt en skuffelse over, at Trump ikke længere vil rage kastanjerne ud for unionen. EU’s ledere vil helst fremstå som moralsk rene og lade USA gøre det beskidte, men nødvendige arbejde, så Europa kan hygge sig under USA’s beskyttelse.

EU’s ledere er forargede og fordømmer Erdogan, men det gør intet indtryk i Ankara, som truer med at åbne for sluserne og sende millioner af flygtninge mod Europa, hvis ikke EU fortsætter med at betale, og hvis EU vover at kritisere Tyrkiets invasion i Syrien. Og hvordan er reaktionen hos det gennemkujonerede EU, der har deponeret sin grænsekontrol hos Erdogan? Det reagerer som en tæppetisser, der står og bjæffer, men stikker halen mellem benene, når den hører et tyrkisk bøh.

EU’s hykleri og dobbeltmoral

Det er hyklerisk og dobbeltmoralsk, når EU fordømmer USA for at trække amerikanske tropper hjem fra Syrien. USA har arbejdet hårdt på at finde en erstatning for de amerikanske specialstyrker i andre lande, der kunne overtage og beskytte kurderne imod Tyrkiet i takt med den amerikanske tilbagetrækning. Men i de 10 måneder, hvor der har været udsigt til amerikansk tilbagetrækning fra Syrien, har ingen i EU haft lyst til at støtte USA og yde et militært bidrag.

USA har bl.a. anmodet Danmark om danske soldater som afløsere for amerikanske trænere og rådgivere i syrisk Kurdistan. Alligevel var et bredt flertal blandt folketingets partier ikke positivt stemt for at støtte USA.

Ifølge den tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen har forløbet i perioden op til Tyrkiets invasion i Syrien udstillet ”EU-landenes manglende beslutningskraft forsvars- og sikkerhedspolitisk. Syrien er jo EU’s og ikke USA’s baghave, og det er EU og ikke USA, der er presset af terrortrusler og massive flygtningestrømme fra Mellemøsten og Afrika. Derfor er det EU, og ikke USA, der burde have taget et ansvar og sat Erdogan stolen for døren.