Fire års fængsel i omfattende sag om indbrudskriminalitet

To mænd er ved Retten i Sønderborg blevet dømt for at have begået indbrud mod virksomheder og institutioner flere steder i Sønderjylland, hvor de primært havde stjålet entreprenørmaskiner.

To mænd på 34 og 28 år fra Sønderjylland blev tirsdag ved en domsmandsret ved Retten i Sønderborg idømt samlet fire år og tre måneders fængsel i en omfattende sag om indbrudskriminalitet af særlig grov beskaffenhed, hæleri af særlig grov beskaffenhed samt andre tyveriforhold m.v.

Den 34-årige, som var tiltalt for flest forhold, blev idømt tre års fængsel, mens den anden tiltalte blev idømt et år og tre måneders fængsel.

Indbrud mod virksomheder

De to mænd blev dømt for i en række tilfælde at have begået indbrud mod virksomheder og institutioner flere steder i Sønderjylland, hvor de primært havde stjålet entreprenørmaskiner samt trailere til at køre genstandene væk i, ligesom de også blev dømt for hæleri af entreprenørmaskiner.

Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi havde rejst tiltale ud fra bestemmelserne i straffeloven om indbrudskriminalitet og hæleri af særlig grov beskaffenhed. Dette skyldes sagskompleksets omfang, og at kriminaliteten havde været organiseret.

De stjålne genstande repræsenterer en værdi på mellem 800.000 og en million kroner.

De to mænd blev i tilgift også dømt for en række færdselsforseelser, blandt andet kørsel i narkopåvirket tilstand.

Hændelserne har fundet sted i perioden mellem november 2018 og den 1. maj 2019, hvor den 34-årige mand blev anholdt. Han har siddet varetægtsfængslet frem til retssagen.

LÆS OGSÅ:  Afspærring af Brønderslev Station er ophævet

Den 28-årige har ikke været varetægtsfængslet i forbindelse med sagen.

Begge dømte modtog dommen og blev varetægtsfængslet efter dom.

Mødende anklager i sagen, anklagerfuldmægtig Camilla Gade, er tilfreds med dommen.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)