Forsømt psykiatri koster 110 mia. kr.

Mentale helbredsproblemer og psykisk sygdom koster hvert år det danske samfund 110 milliarder kroner, skriver Christian Legind, der er overlæge, ph.d. og bestyrelsesmedlem i Dansk Psykiatrisk Selskab, i Berlingske.

”Heraf går cirka 25 milliarder til egentlig behandling. Langt den største del, nemlig i omegnen af 80 milliarder, er omkostninger på arbejdsmarkedet og til sociale ydelser i tabt produktion, langvarigt sygefravær, nedsat arbejdsevne, førtidspensionering osv. Det tal kunne og burde være langt lavere.

Omtrent 7 ud af 10 kroner, som går fra samfundsbudgettet til psykiske lidelser, ædes altså op af omkostninger, der ligger uden for behandlingen. Det tal kommer aldrig ned på nul, for det vil have omkostninger, når et menneske bliver ramt af mentale helbredsproblemer og psykisk sygdom.

Men det koster ekstra, at mange patienter og pårørende tilbringer år og dag i venteposition eller som kastebold i systemet, inden de bliver tilbudt den rette behandling. I ventetiden får de det kun værre, og de risikerer at blive skilt og at miste deres job og økonomiske fundament som følge af belastningen”.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)