Foto: Københavns Politi søger vidner efter drab i Brønshøj

Politiet arbejder ud fra en teori om, at drabet ved Åfløjen onsdag var planlagt og at gerningsmændene havde forberedt sig. Vidner, der har set og hørt noget mistænkeligt i timerne før drabet – eller som har videoovervågning fra stedet, opfordres til at kontakte politiet.

Københavns Politi er i gang med en massiv efterforskning af drabet på en 22-årig mand, som onsdag den 8. april kl. 13.55 blev skudt ved Åfløjen i Brønshøj. Fire skud blev affyret.

De foreløbige undersøgelser har vist, at gerningsmændene umiddelbart efter skyderiet forlod Åfløjen i en hvid Nissan Qashqai med registreringsnummer CN 53147 årgang 2019. Køretøjet er meldt stjålet fra en autoforhandler i Kastrup tirsdag den 7. april.

Bilen blev efter drabet ført ad ukendt rute til Hillerødmotorvejen og videre af Klausdalsbrovej-afkørslen. Herfra kørte bilen til venstre og i et lille parkområde ved Klausdalsbrovej 308 i Herlev blev der sat ild til den. Gerningsmændene kørte videre fra stedet i en mørk bil.

Københavns Politi arbejder ud fra en teori om, at drabet var planlagt, at gerningsmændene forinden havde brugt tid på at forberede sig, og at de havde udset sig et sted at parkere ved Åfløjen, hvor de ventede – muligvis i flere timer inden skyderiet – på den nu dræbte. Det er desuden politiets teori, at gerningsmændene på forhånd havde udset sig et sted, hvor de ville sætte ild til bilen efterfølgende.

LÆS OGSÅ:  12 års fængsel til 24-årig mand for drab i 2016

»Derfor kan gerningsmændene have været i områderne omkring gerningsstedet og afbrændingsstedet i timerne eller dagene op til drabet, og vi opfordrer derfor borgere, som har set bilen i områderne til at kontakte os på tlf. 1-1-4,« siger fungerende politiinspektør Mads Helios.

Københavns Politi vurderer, at der var mindst tre gerningsmænd om selve drabet og det kan ikke udelukkes, at flere har deltaget i planlægningen og flugten.

Vidner, som har set noget i områderne omkring Åfløjen eller Klausdalsbrovej 308, eller som har set køretøjet efter tyveriet den 7. april, bedes kontakte politiet på tlf. 1-1-4. Det samme gælder borgere, der måtte være i besiddelse af videoovervågning fra de to områder.

Herunder ses den bil, som gerningsmændene anvendte.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)