Frankrigs selvmord

Den seneste tids bevægelse "de gule veste" – hvis demonstranter i månedsvis har protesteret hver eneste lørdag i Paris – er et symbol på opsplitningen mellem Frankrigs arbejderklasse og de urbane progressive. På billedet ses protestanter fra "de gule veste" på trapperne op til kirken Sacré-Cœur i Paris den 23. marts 2019. (Foto: Kiran Ridley/Getty Images)

“Det kan ikke længere benægtes, at Frankrig anno 2019 er ved at undergå en monumental og farlig transformation, en ‘Stor Omskiftelse”, observerergrundlægger og leder af Jacques Rousseau Instituttet Michel Gurfinkiel. Han er sorgfuld over “Frankrigs bortgang som et særskilt land, eller i det mindste som den vestlige, jødisk-kristne nation, som den hidtil er blevet antaget for at være”. En nylig forsidehistorie i ugemagasinet Le Point kalder det for “den store omvæltning“.

Af Giulio Meotti – Oprindeligt udgivet af Gatestone Institute.

Omskiftelse eller omvæltning — dagene er talte for det Frankrig, som vi kendte: Samfundet har mistet sit kulturelle tyngdepunkt: Den gamle livsform svinder bort indtil dens “udslettelse“.

“Franskhed” er ved at forsvinde og blive erstattet af en slags balkanisering af enklaver, der ikke kommunikerer med hinanden. For det land, der påvirkes mest af islamisk fundamentalisme og terrorisme, er det ikke en god recept.

Den franske omskiftelse bliver også geografisk. Frankrig er nu opdelt mellem “ghettoer for de rige” og “ghettoer for de fattige”, viser en undersøgelse af vælgerne baseret på deres bopæl, udført for Frankrigs største avis Le Monde. I den fattigste sektor har 6 ud af 10 nytilflyttede husstande en udenlandsk født person”, bemærker Le Monde. En dyb kløft adskiller nu det perifære Frankrig – små byer, forstæder og landområder – fra de globaliserede metropolers “kreative klasse”. Jo mere den franske elite, med dens disponible indkomst og kulturelle fornøjelser, afsondrer sig i sine enklaver, des mindre sandsynligt er det, at den forstår den fejlslagne masseindvandring og multikulturalismes indvirkning på hverdagen.

En nylig europæisk meningsmåling afspejler disse “to Frankrige, der ikke mødes og taler med hinanden”, observerer Sylvain Crepon fra Universitetet i Tours i sin analyse af fremgangen for Marine Le Pens parti National Samling ved det nylige Europa-Parlamentsvalg. Valgets to vindere: Le Pen og præsident Emmanuel Macron, henvender sig til vidt forskellige socialgrupper. I de parisiske forstæder — Aulnay-sous-Bois, Sevran, Villepinte og Seine-Saint-Denis – har National Samling fra den yderste højrefløj fået et boom. I byerne var Le Pen langt bagud: hun fik en femteplads i Paris, en tredieplads i Lille, en fjerdeplads i Lyon. Crepon udtaler:

LÆS OGSÅ:  Video går viralt: Er Canadas premierminister rablende vanvittig?

“[B]yerne er i kraft af deres samfundsstruktur beskyttet mod stemmer på National Samling. Det understøtter den populistiske tale, der diagnostiserer en afsondret elite. Dette [synspunkt] støtter ideen om en sociologisk kløft, hvilket ikke er helt forkert.”

På den ene side af kløften er der byer som Dreux, som Valeurs Actuelles kalder for “byen, der skitserer morgendagens Frankrig”:

“På den ene side en kongeby med resterne af en tusindårig historie; på den anden side bydele gennemsyret af narkohandel og islam. De borgerlige i bymidten stemmer på Macron, de ‘små hvide’ på Le Pen.”

På den anden side er der Paris. “Alle verdens metropoler undergår den samme skæbne. Det er her, at overfloden flyder, og hvor der formes en alliance mellem ‘globaliseringens vindere’ og deres ‘tjenere’ – migranter, der er kommet for at tjene verdens nye herskere, passe deres børn, bringe deres pizzaer eller arbejde i deres restauranter”, skriver den berømte samfundsdebattør Eric Zemmour i Le Figaro. Han skriver: “Paris er [fremover] en global by, ikke rigtig en fransk by”.

Den globaliserede “kreative overklasse” fylder ifølge en af Frankrigs mest respekterede forfattere, Christophe Guilluy, de “nye citadeller” – som i middelalderens Frankrig – og stemmer i stort tal på Macron. De har udviklet “en ensrettet måde at tale og tænke på… der gør den dominerende klasse i stand til at erstatte virkelighedens alvorligt pressede nation med et eventyr om et venligt og imødekommende samfund.” Guilluy er af nogle franske medier blevet kritiseretfor at gøre opmærksom på denne kendsgerning.

LÆS OGSÅ:  Tyskland: Indvandringskritisk parti vokser i popularitet

Den seneste tids bevægelse “de gule veste” – hvis demonstranter i månedsvis har protesteret hver eneste lørdag i Paris – er et symbol på opsplitningen mellem Frankrigs arbejderklasse og de urbane progressive. Ifølge Guilluy er det et “socialt og kulturelt chok“. Chokket består ifølge den franske filosof Alain Finkielkraut af “det perifære Frankrigs grimhed og dens indvirkning på konkrete liv, tristheden hos de arbejdende klasser, der ikke alene har mistet deres levestandard, men også en kulturel referenceramme”. Der er nu en gennemgribende følelse af “berøvelse” i Frankrig.

Marine Le Pens parti vandt mere end dobbelt så mange valgkredse som Macron. Le Pen vandt i de deprimerende afindustrialiserede områder i det nordlige, sydlige-centrale og østlige Frankrig, hvor de gule veste opstod.

Simon Kuper skrev for nylig i Financial Times: “Siden jeg flyttede til Frankrig i 2002, har jeg set landet fuldføre en kulturrevolution”.

“Katolicismen er næsten uddød (kun 6% af franskmændene går nu regelmæssigt i kirke), men dog ikke lige så gennemgribende som sin langvarige rivaliserende ‘kirke’ kommunismen. Den ikke-hvide del af befolkningen er fortsat med at vokse.”

Kuper forklarer, at Macron symboliserer “et nyt individualiseret, globaliseret, sekulært samfund”.

Frankrigs flugt fra katolicismen er så tydelig, at samfundsforskeren Jerome Fourquets nye bog L’archipel français: Naissance d’une nation multiple et divisée (“Den franske øgruppe: en mangfoldig og splittet nations fødsel”) beskriver det franske samfunds kulturelle mangelfuldhed som en “post-kristen æra“: Det franske samfunds fjernelse fra sin katolske matrix er næsten komplet. Fourquet erklærer, at landet nu implementerer sin egen afkristning. Og der er kun een stærk erstatning i horisonten. Ifølge en ny akademisk undersøgelse er der i dag allerede lige så mange muslimer som katolikker blandt de 18-29 årige i Frankrig; og muslimer repræsenterer 13% af befolkningen i Frankrigs storbyer, mere end det dobbelte af landsgennemsnittet.

LÆS OGSÅ:  Mand råber om Allah, inden han angriber soldat i Frankrig

Muslimers følelse af solidaritet i fællesskabet har tilsyneladende somme tider haft fordel af denne fragmentering ved at danne deres egne “sharia-ghettoer“. En rapport fra Institut Montaigne: “The Islamist Factory” beskriver radikaliseringen af det franske muslimske samfund. I stedet for integration, assimilation og europæisering går muslimske ekstremister i Frankrig efter multikulturalisme, adskillelse og opdeling. Gilles Kepel hævder i sin bog La Fracture, at migrantenklaverne i de franske byers udkanter bevirker “et brud med værdierne i det franske samfund og en vilje til at undergrave det”. “Folk ønsker ikke at leve sammen”, sagde Frankrigs tidligere indenrigsminister Gerard Collomb i kommentarer bragt i Valeurs Actuelles.

“Kløften” konstateredes igen i den samme publikation: “Fire ud af ti drenge i Seine-Saint-Denis har arabisk-muslimske fornavne”. Samfundsforskeren Jerome Fourquet afslører i en ny undersøgelse, at “18% af de nyfødte babyer i Frankrig har et arabisk-muslimsk navn”.

Frankrigs “Store Omskiftelse” er på vej. Som filosoffen Alain Finkielkraut skrev for nylig: “Branden i Notre Dame er hverken et angreb eller et uheld; det er et selvmordsforsøg.”

Giulio Meotti er kulturredaktør for Il Foglio, italiensk journalist og forfatter.

Kommentarer

STØT 24NYT EN GANG OM MÅNEDEN OG BLIV ABONNENT

Vælg beløb