Fundet død i å: “Det kan være Mads”

Politiet har foretaget foreløbig identifikation af afdød mand i Varde Å. Politiet formoder, at der er tale om den forsvundne Mads Ehmsen.

Syd- og Sønderjyllands Politi modtog torsdag klokken 12.59 anmeldelse om, at der var fundet en død mand i Varde Å, i området nær Dronning Margrethes Vej i Vardes centrum.

De indledende undersøgelser på stedet gør, at politiet formoder, at der er tale om den 26-årige Mads Ehmsen, der har været forsvundet siden den 23. januar.

Inden den afdøde endegyldigt kan identificeres, og en dødsårsag kan fastlægges, skal der foretages yderligere undersøgelser, herunder en obduktion fredag.

De nærmeste pårørende til Mads Ehmsen er underrettet.

Politiet ønsker for nuværende ikke at bringe yderligere oplysninger om sagen af hensyn til efterforskningen og de pårørende.

 

Myndighederne arbejder fortsat på stedet

Myndighederne ventes at være på findestedet et stykke tid endnu her til aften, da overfladedykkere fortsat er i gang med af afsøge området for eventuelle genstande, der kan have betydning for sagen.

Dykkerne genoptager søgningen fredag formiddag.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)