Godt år for Julemærket trods fald i salget

Julemærket 2021 blev flittigt solgt rundt om i landet. Det gav en flot indtægt til gavn for børn på Julemærkehjem. Den samlede indtægt var dog lavere end året før.

Indtægterne fra salget af Julemærket går til børn på Julemærkehjemmene. Her får børnene hjælp til at komme ud af mobning, ensomhed og mistrivsel.

Julemærket 2021 med titlen ”Hjem til jul” kom hjem til mange danskere. Det betød, at salget af årets Julemærke endte med en omsætning på 8,2 mio. kr. Det er penge som går til Julemærkehjemmene, hvor man hjælper børn, der mistrives. Tallene viser dog også, at salget af Julemærket var lavere end i 2020, og derfor faldt den samlede indtægt med 1,6 mio. kr.

”Vi er utrolig glade for Julemærket, og vi oplever fortsat en god efterspørgsel. Med sine over 100 år på bagen, er det et støttemærke med en lang stolt historie, som rækker helt ind i den enkelte families juletraditioner”, siger direktør i Julemærkefonden, Søren Ravn Jensen.

Mange køber mærket, fordi det er en del af deres juleritual, og de selvfølgelig gerne vil støtte den gode sag. Julekortene bliver færre, men i dag bliver støttemærket også brugt som del af julepynten og til at dekorere gaverne eller til og fra-mærkerne.

Indsamler bidrag året rundt

Tidligere kunne overskuddet fra salget af Julemærket dække driften af alle Julemærkehjem i Danmark. Men siden årtusindeskiftet er indtægterne faldet, så de i dag dækker under 6 % af driften. Julemærkefonden har derfor omlagt sin indsamlingsstrategi, så man i dag indsamler støttekroner året rundt, og ikke kun er afhængig af indtægterne fra Julemærke-salget.

LÆS OGSÅ:  Ny kampagne sætter fokus på at hjælpe børn, der mistrives

”Vi oplever heldigvis en stor opbakning til vores arbejde for at hjælpe udsatte børn. Vi modtager støtte året rundt fra både privatpersoner, virksomheder, foreninger og fonde. Så selv om indtægten fra salget af Julemærket falder, bliver det opvejet af de mange flotte donationer, vi modtager”, siger Søren Ravn Jensen.

Hjælper børn, der mistrives

Siden det første Julemærke udkom i 1904, er overskuddet fra salget gået til at hjælpe børn, der har det svært. På de fem danske Julemærkehjem får børn i alderen 7-14 år hjælp til at komme ud mobning, ensomhed og mistrivsel. I løbet af et 10-ugers ophold bliver de del af et fællesskab med andre børn, og de får styrket deres selvværd og nye sunde vaner. Opholdet er gratis for barnet og dets familier.

Der er allerede planlagt et Julemærke for 2022, som bliver nr. 119 i rækken. Det udkommer til november.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)