Historien vil dømme Jakob Ellemann


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Klaus Ewald

“Make yourself sheep and the wolves will eat you”. Ordene var Benjamin Franklins, den måske mest betydningsfulde statsmand i USAs historie, en af supermagtens grundlæggere tilbage i tiden, hvor mænd af mod trodsede både engelsk overherredømme og nogle odds for at kunne vinde en uafhængighedskrig, som lå på et meget lille sted.

Vinterkulde i 1770’ernes Nordamerikanske nybyggersamfund, mangel på ammunition og mad, ja selv de mest basale fornødenheder, gjorde livet surt for de fattige europæiske indvandrere. Dem der havde sat sig for at frigøre sig og skabe nye livsbetingelser på de vilkår, de betingelser og det håb, der blev indskrevet i uafhængighedserklæringen den 4. juli 1776. Det vigtigste og mest citerede statsretlige dokument i vores verdensorden.

Og hvad har en ikonisk statsgrundlægger så at gøre med tidens danske politiske slagmark her godt 250 år senere?

Alt var jeg lige ved at sige, alt som overhovedet kan samles, siges og tænkes omkring politisk mod og vilje til at overvinde en nederlagssituation.

Havde der ikke været en kombination af vilje, held samt mand- og kvindfolk med en tro og et håb om forandring, så havde USA i dag nok været frigjort af engelsk åg engang i 1950’erne eller 1960’erne, som så mange af de øvrige engelske kolonier. USA kunne have været endt som et andet Canada, som en del af Commonwealth, med en bedaget kong Charles som kransekagefigur. Man var lige ved at sige, kong gulerod.

LÆS OGSÅ:  Hvad betyder brudt valgløfte på flere sygeplejersker?

Nybyggerne og lederne, general Washington og Benjamin Franklin, kunne have indledt fredsforhandlinger på engelske vilkår, kunne have indordnet sig og have levet livet undertvunget og fornedret efter engelske overgreb på befolkningen. Og for evigt have levet et æreløst liv. Have været hånet i historiebøgerne som defaitister og forrædere.

Det gik heldigvis anderledes. USA er i dag, uanset tidens uduelige ledelse, som er en hån mod hvad USA er funderet på, verdens eneste supermagt. Kun Kina gør USA rangen stridig. Takket været lederskab og mod fra fortidens stålsatte mod og determination.

Tilbage til efterårs Danmark anno 2022.

Den politiske slagmark er ikke præget af sønderskudte landsbyer, i det der i dag er staten New York, men af et Folketing sammensat af en alt for fragmenteret blå blok. Det er en blok, hvor personlige ambitioner skygger for at ville opnå reelle politiske mål. Det er en blok uden lederskab, håb og evne til gennemslagskraft. Kanonerne er kørt fast, soldaterne render rundt uden hoved, uden samling og ammunition, alt imens fjenden har omringet og decimeret den.

Fjenden, modparten, ledes af en kvindelig general med et med blå briller urimelig højt folkeligt mandat.

En generallisima, der uanset manglende advokatvurdering har tilsidesat ethvert tænkeligt juridisk og moralsk kodeks i et folkestyre. En generallisima, der kun har overlevet på støtten fra tropper på samme side, der fører politik og moral ud fra devisen, at nogle er mere lige end andre.

LÆS OGSÅ:  Klumme: MEGATREND: Folkeskolens langsomme deroute

At tænke sig at stille et tudefjæs op ved siden af en minkavler, der lige havde fået sit livsgrundlag lagt i graven af delinkventen, det svarer til, at Heinrich Himmler uden at blive stillet til ansvar skulle nøjes med at gå bodsgang og blive interviewet på ankomstperronen i Auschwitz. Geschmacklost, hedder det på tysk, og det er hvad begge metaforer er.

At rød bloks vælgere lader hånt om ret og vrang, og bakker op om generallisimaen, udstiller, hvilket moralsk skred vi har været undergivet de sidste to generationer. Hun burde være smidt ud på røv og albuer, hvis hun ikke selv havde taget konsekvensen. Og det med en rigsretsdom i rumpen.

Og nej, hverken blå bloks tidligere fejlskridt eller minkerhvervets politiske ukorrekthed i venstrefløjens øjne giver hjemmel til at begå Holocaust på et for kongeriget og tusinder af mennesker lukrativt erhverv og generationers avlsarbejde. Punktum.

At ville indlede forhandlinger om et samarbejde med en statsminister med det udgangspunkt, at man så selv baner vejen for, at hun måtte undgå en juridisk ansvarsgrundlag, det er politisk harakiri af en officer fra blå front, det er defaitisme, det er æreløst.

Var Mette Frederiksen-administrationen en virksomhed, ville enhver souschef være rendt af gårde, medmindre man selv havde en moralsk habitus på linje med chefens, og hvis man i øvrigt kun havde udsigt til at skulle stille sig op i arbejdsløshedskøen og vente på næste almisse til de afdragsfrie kreditforeningslån, hvis man sagde fra.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Ida Auken har solgt sin sjæl

Landet skal ledes, men ikke for en pris, der betyder, at man sænker paraderne så lavt, at man lader fjenden løbe en over ende både politisk og moralsk.

Politisk vil Ellemann stå med et forklaringsproblem, og et endnu mere decimeret Venstre ved næste valg ved et S-V regerings samarbejde, og det ved et valg i utide om 1 1/2 år, når samarbejdet er grundstødt. Det er min profeti.

Hvis ikke man er i stand til at løfte et politisk modspil over for en moralsk anløben modstander, som generallisima Mette Frederiksen, på anden vis end ved at blive et appendiks til en rød regering, at blive en rød praktikant, så skal man lade være.

Jakobs far, Uffe, havde dog både tæft og intelligens, til at sammenligne den politiske situation i ‘92 efter nej’et til Maastricht-traktaten med Danmarks sejr i EM i bold samme år ved at sige: “If you can’t join them, beat them”.

Jeg er bange for, at sønnike er i færd med at tilsidesætte både sin egen politiske mission og sin fars råd ved at stikke første spadestik til en grav på de ukendtes kirkegård. Hunulven Mette vil spise fåret Ellemann, som Benjamin Franklin forudså for mange hundrede år siden.