Humlebien flyver trods Asger Aamunds sortsyn


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

(Se Asger Aamunds svar under Frank Dahlgaards indlæg)

Skal man tro erhvervsmanden og debattøren Asger Aamund, er Danmark et forfærdeligt sted at bo og arbejde. Et land, hvor erhvervsklimaet er elendigt takket være et socialdemokratisk misregime. Således indledte Aamund sin artikel i 24NYT den 10. januar med følgende bredside: ”Vi er alle klar over, at Danmark befinder sig i en tiltagende tilstand af lammelse. Tynget af en evigt svulmende offentlig sektor og et voksende papirvælde, hvis direktiver, cirkulærer, påbud og forbud kvæler et borgervenligt servicesamfund.”

Nej, Asger, det er vi ikke alle sammen klar over. For mig er det en helt ny oplysning! Jeg har de sidste 25 år haft den opfattelse, at Danmark er et land med et attraktivt erhvervsklima, hvor de fleste mennesker er flittige, opfindsomme og arbejdsivrige. Et land som i mere end 20 år har haft eksportoverskud og de sidste 10 år endda ekstremt store overskud på betalingsbalancen over for udlandet. Altså et land med en meget stærk konkurrenceevne. Trods høje lønninger og skatter.

Ja, Asger Aamund, Danmark har verdensrekord i skattetryk, og ja, den økonomiske tilskyndelse til at tage et job er ikke så stor for dem med lave indkomster. Og, ja, det er også korrekt, at et flertal af de danske vælgere får deres hovedindkomst fra de offentlige kasser, enten i form af overførselsindkomst eller som ansat i staten, regionernes og kommunerne. Men det kører jo ret godt alligevel, på trods af disse kendsgerninger. Faktisk går det vildt godt for dansk økonomi. Beskæftigelsen er i top og arbejdsløsheden er i bund. Det er da lodret forkert, at ”Danmark befinder sig i en tilstand af tiltagende lammelse”. Har du drukket af natpotten, Asger?

LÆS OGSÅ:  Klumme: "Krig løser ingen problemer"

Du ved lige så godt som jeg, at de danske aktier er steget væsentligt mere i kurs gennem de sidste 20 år end aktiekurserne i næsten alle andre vestlige lande. Det er da udtryk for en stor tillid til dansk erhvervsliv og mulighederne frem fremtiden. Også tillid fra udlandet, som i dag ejer en stor del af de danske aktier. Mange i udlandet – også erhvervsfolk som dig selv – ser på Danmark som et foregangsland.

Frem til en gang midt i 90erne troede jeg også selv på, at det var umuligt at opretholde et så hårdt beskattet land som Danmark, som et rigt og attraktivt land. Jeg mente også, at det ville gå galt, når hovedparten af den voksne befolkning får deres indkomst fra det offentlige. Men man har da lov til at blive klogere. Det er muligt, at man kan bevise, at en humlebi ikke kan flyve, fordi kroppen er for stor og tung i forhold til vingerne. Men humlebien flyver jo glad omkring alligevel! Også ”humlebien Danmark”.

I IMD’s World Competitiveness Rapport, 2021 er Danmark nr. 3 på listen over verdens mest konkurrencedygtige lande, kun overgået af Sverige og Schweiz. Når det specifikt gælder den offentlige sektor, så ligger Danmark ifølge den anførte rapport på en 7. plads – og foran lande som Sverige, Holland og USA – endda langt foran USA. Så eksperter i det store udland betragter altså ikke den offentlige sektor i Danmark som så lammende, som du anfører, Asger.

LÆS OGSÅ:  I anledning af befrielsen

Med hensyn til infrastruktur indtager Danmark en 3. plads i hele verden. Og hvem er det, som først og fremmest har sørget for denne infrastruktur i form af jernbaner, motorveje, broer, tunneler, havne og lufthavne, elværker, fibernet, telefonnet, kloakker, skoler, gymnasier, universiteter, hospitaler, domstole, Forligsmandsinstitution, Danida, osv.? Du ved det godt, Asger: Det er den offentlige sektor og nogle fornuftige politikere på Christiansborg, herunder bestemt også nogle socialdemokratiske politikere.

Så egentlig skulle du vel prise det offentlige, Asger, i stedet for at skrive så negativt om den del af Danmarks økonomi. Men selvfølgelig skal det private erhvervsliv i Danmark roses, og gerne endnu mere, for på dette specifikke område – ”Business efficiency” – ligger Danmark nr. 1 i hele verden! Det betyder, at vi i det danske erhvervsliv har en meget høj produktivitet. Godt klaret af erhvervslivet og de mange titusindvis af ansatte her.

Jeg har jo selv i 80’erne og 90’erne i voldsomme vendinger på skrift og i tale fordømt ”Socialstaten”, ”Klientstaten” og ”Formynderstaten”, sådan som Asger Aamund stadig gør det. Men man er jo nødt til at forholde sig til kendsgerningerne. Og jeg er i hvert fald blevet klogere: Humlebien flyver rent faktisk lystigt omkring på trods af alle de uhyrligheder, som man kan finde frem. Herunder et rekordhøjt skattetryk og masser af offentlige direktiver, cirkulærer påbud og forbud. Selvfølgelig kunne det være bedre, men i forhold til resten af verdens lande ligger vi fremme i den førende liga. Og den danske befolkning hører til én af de mest tilfredse – lykkelige – i denne verden. Det er da vist bare fakta.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Tiden er løbet fra mundkurve

 

Asger Aamunds kommentar:

Frank Dahlgaard diskuterer alt andet, end det jeg beskriver i mit indlæg. Jeg bestrider ikke, at mange ting fungerer fint i Danmark. Jeg har jo grundlagt den farmaindustrielle virksomhed Bavarian Nordic, der er delvist placeret i Danmark, og som er på vej til at blive førende på verdensplan inden for udvikling og produktion af vacciner. Jo, mange ting fungerer effektivt herhjemme. Men indlægget omhandler specifikt omsorgssektoren, som alle politikere og medier er enige om er plaget af bureaukrati og overadministration uden at man kan gøre noget ved det, fordi embedsværket i stat og kommune samt en skare af NGO’er, konsulenter og rådgivere samt fagforeninger vil ikke være med til reformer, der koster arbejdspladser. Så kan det jo ikke nytte noget, at Dahlgaard argumenterer med at, det går godt for erhvervslivet, som er denne sag uvedkommende. Lammelsen, jeg omtaler rammer ikke bare omsorgssektoren, men også beskæftigelsesområdet, hvor papirvældet bremser jobformidlingen. Se bare på jobcentrene, der netop ikke er i stand til at skaffe folk i arbejde.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)